Hvert år kårer Dansk Triatlon Forbund Årets Age Group Triatlet, og i år er ingen undtagelse. Seks danske triatleter var i år blevet indstillet til prisen, og vinderen der bliver kåret den 25. marts i Fredericia, bliver Carol Rasmussen. 

Selvom der stadig er nogle dage til den 25. marts, så er det allerede nu blevet afsløret hvem der løber med titlen som Årets Age Group Triatlet 2016. Nemlig Carol Rasmussen der sidste år blandt andet vandt XTERRA World Championship på Maui, Hawaii.

Carol Rasmussen er Årets Age Group Triatlet 2016

Det er den 25. marts at Dansk Triatlon Forbund holder sin ordinære generalforsamling i Fredericia Idrætscenter. Det er også her Carol Rasmussen bliver kåret som Årets Age Group Triatlet 2016.

Selvom der endnu er nogle dage til den officielle kåring, så har Carol allerede i går aftes offentliggjort på sin Facebook-profil, at hun har vundet prisen.

Et stærkt felt var i spil til titlen

Med Carol Rasmussens resultater i 2016, er det yderst fortjent med titlen som Årets Age Group Triatlet. Og så er det altså et stærkt felt hun har været oppe imod, hvor de faktisk alle har leveret præstationer i verdensklasse op til flere gange i 2016.

De nominerede navne var nemlig:

  • Betina Schmidt – Viborg Atletik og Motion
  • Else Grønkjær-Bloch – Esbjerg Tri & Multisport
  • Katrine Brock – STK 90
  • Lars Dyrholm – KTK86
  • Melina N. Olsen – Frederikssund Triathlon
  • Carol Rasmussen – Karlslunde Tri

Hvorfor Dansk Triatlon Forbund har valgt Carol Rasmussen som Årets Age Group Triatlet 2016, må vi vente med at finde ud af til den 25. marts. Men ifølge Carols klub Karlslunde Tri, nominerede de hende blandt andet på baggrund af hendes resultater og hendes aktiviteter i klubben.

Nomineringen fra Karlslunde Tri kan læses her.

Sådan ser Carols 2016-resultater ud

Det er ikke nogle helt små resultater som Carol Rasmussen har svømmet, cyklet og løbet sig til i 2016. Hun genvandt titlen som XTERRA verdensmester på Maui, vandt adskillige internationale XTERRA-stævner, blev europamester i cross triathlon i Schweiz, vandt DM i cross duathlon i Langesø og vandt også sin age group i DM Sprint Non-Draft triathlon på Tyren.

Men disse resultater er kun et udsnit af hendes store mængde af topresultater i 2016. Du kan se dem alle herunder:

6. marts, DM Cross Duathlon i Langesø, 1. plads
20. marts, XTERRA Cross Duathlon i Hedeland, 2. plads
8. maj, EM Duathlon i Powerman Copenhagen, 3. plads
21. maj, DM Non-draft sprint på Tyren, 1. plads
4. juni, Karrebæksminde Triatlon i Karrebæksminde, 4. plads
11. juni, XTERRA Aarhus, 1. plads
25. juni, EM i Cross Triathlon i Schweiz, 1. plads
3. juli, XTERRA France, 1. plads
7. august, OL-distancen i Aabenraa Triathlon, 1. plads
14. august, OL-distancen i Knuthenborg Safari Triathlon, 1. plads
3. september, XTERRA Møns Klint, 1. plads
23. oktober, XTERRA World Championship, 1. plads

 

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply