Den danske age group triatlet, Anders Wøhlk Eriksen, var én ud af i alt to danskere, som i søndags var til start i det klassiske Ironman Arizona. Målet var en billet til Kona, men efter at have døjet med maveproblemer og svimmelhed undervejs – for til sidst at kollapse på målstregen – måtte han indse, at den ellers hurtige tid på 9:40:19, ikke var nok til et Hawaii-slot.
Vi har udvekslet et par ord med Anders, om opturene og nedturene undervejs, i søndagens Ironman Arizona.
Til start i Arizona med henblik på en billet til Kona
Ét af Anders Wøhlk Eriksens store sæsonmål i denne sæson, var at stille til start i Ironman Arizona, for dermed at forsøge, at kvalificere sig til næste års Ironman World Championship i Kona. I fællesskab med sin træner, den danske top-atlet Helle Frederiksen, blev de enige om, at racet i Arizona, ville passe rigtigt godt til ham og mulighederne for en billet til Kona.
– “I sommeren 2015 begyndte jeg at se på hvilke løb, som jeg godt kunne tænke mig, at køre i 2016. Målsætningen var, at give Kona et skud igen, efter jeg var der i 2013. I samråd med min træner Helle Frederiksen, blev vi enige om, at Arizona lå godt til mig. Der var lidt højdemeter på cyklen, men ruten var på ingen måder teknisk, og løbet var fladt og hurtigt. Så da registreringen åbnede for dette års løb, signede min gode ven Mikkel If (Hansen, red.) og jeg mig op til Arizona og nåede at komme ind, inden at løbet blev udsolgt samme dag,” fortæller Anders, om valget på lige netop Arizona, som det store skud efter en billet til Kona.
– “Nu var A-racet i bogen, og nu skulle vejen derhen bare planlægges. En vej som lige skulle forbi Sunshine Coast til World Championship 70.3, som jeg havde kvalificeret mig til i efteråret 2015.”
God træning blev afløst af maveinfektion
Anders’ optakt til dette års Ironman Arizona, har på mange måder været god. Med deltagelse i Ironman 70.3 World Championship i Mooloolaba, og en efterfølgende tre-ugers ferie i Australien, følte han at formen var hvor den skulle være, i de sidste dage op til raceday.
– “Træningen det seneste år er gået godt. Kroppen har været skadesfri, og især efter en tre-ugers ferie i Australien, har jeg trænet godt og leveret bedre tider og tal end tidligere. Så fornemmelsen var rigtig god op til racet,” fortæller Anders om træningen op til Arizona.
Men som livet som triatlet jo nu og engang er, så kan man aldrig helt vide sig sikker på, om kroppen nu også gerne vil, som man selv vil. Og det måtte Anders sande, små fjorten dage før raceday. En maveinfektion spillede både Anders og hans familie et puds – og så var der bare, at håbe, at han ville nå at blive frisk nok, til at stille til start.
– “Desværre lå både min kone, datter og jeg selv syge, med en slem omgang maveinfektion, fjorten dage inden løbet, som gjorde, at jeg først fik helt styr på maven og appetitten onsdagen inden racet. Forhåbningen var dog, at jeg kunne nå at fylde nok energi indenbords, og at maven ikke ville lave bøvl på dagen.”
Havde konen med som moralsk opbakning
Anders Wøhlk Eriksen nåede heldigvis, at komme af min sin maveinfektion, en halv uge før raceday. Og da han og kammeraten Mikkel If Hansen, var taget afsted til Arizona en uge før start, for at vænne sig til varmen i det sydamerikanske, var der heller ikke rigtigt nogen vej tilbage.
– “Mikkel og jeg tog til Arizona ugen inden løbet, så vi kunne nå at komme os over tidsforskellen på otte timer, og lige vænne os til klimaet, som er meget varmere end en dansk november-dag, med temperaturer på imellem 20-30 grader,” fortæller Anders og fortsætter;
– “Dagene op til løbet går godt. Cyklen spiller og vi får testet svømmeruten og størstedelen af cykelruten, inklusiv stigningen op mod vendepunktet, som skulle passeres tre gange. To dage inden løbet kommer min kone (Charlotte Wøhlk Eriksen, red.), så hun kan være der under løbet. Hun har tidligere har været en stor hjælp, både i form af moralsk støtte og splittider, i forhold til mine direkte konkurrenter.”
Ironman Arizona er lidt af en klassiker
Med både sin træningskammerat og sin kone ved sin side, kunne Anders nu glæde sig til, at startskuddet skulle lyde søndag eftermiddag, dansk tid. Som han selv beskriver det, så er Ironman Arizona efterhånden lidt af en klassiker, hvilket også kan ses på antallet af deltagere, hvor der hvert år er cirka tre tusinde atleter til start.
– “Arizona Ironman er en klassiker og var i år den trettende gang, at det blev afviklet. Og med godt tre tusinde startende atleter, vidner det om populariteten,” fortæller Anders om sit egen syn på Ironman Arizona som helhed.
Svømning blev langsommere end håbet, på en fyldt svømmerute
Med en god optakt, hvis man ser bort fra hans maveinfektion, så var det søndag tid til at stille sig på startstregen. Svømningen, som foregår i en flod, foregik som en rullende start, hvor atleterne løbende bliver sendt afsted. Men selvom det var med rullende start, så var der ifølge Anders, stadig godt fyldt op på svømmeruten.
– “Svømningen er en enkelt omgang og foregår i en flod. Det vil sige i ferskvand, med ingen opdrift, og med en god strøm på vej tilbage mod T1. Så ikke en fordel for en dårlig svømmer som mig. Selvom starten er rullende, så kommer alle tre tusinde i vandet på et kvarter, så der var godt fyldt derude. Og dermed fulgte de sædvandlige slåskampe, da floden ikke er så bred. Jeg svømmer uden ur, da jeg ved, at en dårlig svømmetid demotiverer mere, end en god svømmetid ville motivere. Det var da også den rigtige beslutning, da en svømmetid på 1:18:59, var ti minutter langsommere end, hvad jeg havde håbet på. Men heldigvis er jeg uvidende om dette under løbet,” fortæller Anders om svømmeruten og sin egen svømmepræstation.
Fuld fart på cyklen, indtil maveproblemer opstod
Med en svømning som var lidt under forventning, kunne Anders nu tage hul på cykelruten. En cykelrute, som byder på tre omgange af tres kilometer, og som henimod vendepunktet, har en længere stigning på fire til fem kilometer.
– “Cyklingen er simpel. Tre ens omgange af tres kilometer, med få sving og en sytten kilometer lang tur op ad highway’en i stik modvind, hvor de sidste fire til fem kilometer, stiger en hel del, inden man kører retur til byen, med vinden i ryggen,” forklarer Anders om cykelrutens udfordringer.
– “Min cykling går rigtig godt, og jeg holder de watt, jeg skal, men kører meget kontrolleret og med overskud. På anden runde begynder maven dog at volde lidt problemer, da jeg ikke rigtig kan få energi i mig uden, at maven gør ondt, og jeg får kvalme. På tredje omgang er maven helt dum, og jeg må sidde meget op i bøjlerne, i stedet for nede i aero-positionen, og må desuden stoppe i en aid-station, for at gå på toilettet. Cyklen bliver derfor sat efter 5:01 timer, som var lidt dårligere end forventet. Men da Charlotte lige efter T2 råber, at jeg stiller cyklen som nummer 27, så var det ikke katastrofalt, da jeg plejer at kunne løbe en del op.”
God fart i benene bliver afløst af svimmelhed og dårlig mave
På trods af maveproblemer på den sidste omgang, ud af de i alt tre, er Anders dermed stadig optimistisk. Løberuten er som udgangspunkt af dem nemme slags, da den er forholdsvis flad, men i tidligere år, har flere atleter alligevel lidt under den sydamerikanske varme. I år var temperaturen dog udholdelig, da det generelt var overskyet det meste af dagen, beretter Anders.
– “Løbet består af to omgange om floden, på en rute, som er forholdsvis flad, men uden skygge overhovedet. Dog viste vejret sig fra sin gode side, da temperaturen var godt tyve grader og overskyet det meste af dagen,” fortæller Anders om løberuten.
Men selvom forholdende var tæt på ideelle, på det afsluttende marathon, så gik det afsluttende løb ikke helt som det skulle. Det startede ellers godt for Anders, som kunne tage hul på marathonen, med god fart i benene, efter en vel-pacet cykling.
– “Selvom jeg langt fra havde optaget den mængde energi, som jeg havde planlagt, så håbede jeg at kunne nå at fylde en del på, ved de første aid-stations via gels og cola. Maven har det okay efter toiletbesøget, og jeg ligger derfor ud på løbet som planlagt. Og benene har det rigtig godt, da cyklingen har været kørt kontrolleret hele vejen. Første kilometer bliver derfor løbet i 4:04 minutter, før jeg finder et pace på 4:10-4:13, som min træner Helle (Frederiksen, red.) og jeg havde snakket om, var muligt at løbe. Med den kontinuerlige løbetræning jeg har haft, og med forholdsvis stabile ironman løbetider på imellem 3:06 og 3:11 timer, så var målsætningen at løbe så tæt på tre timer som muligt.”
– “Efter fem kilometer, begynder maven dog igen at lave bøvl, og jeg må over de næste ti kilometer på toilettet flere gange. Selvom energiindtaget ikke er som planlagt, så er den nogenlunde efter, at jeg udelukkende er gået over til cola og salttabletter. Men efter 27 kilometer begynder jeg at blive svimmel, og jeg kan slet ikke få noget ned.”
Konen og stædigheden får Anders igennem de sidste kilometre
Efter nu at have store problemer med maven og svimmelhed, begynder Anders’ mentale kamp virkeligt at tage fat. At have konen Charlotte med på sidelinjen, hjælper dog en hel del – og stædigheden i, at have rejst hele vejen til Arizona for at køre Ironman, overvinder alle de mentale og fysiske udfordringer, som han nu står med.
– “Lidt opmuntrende ord fra Charlotte og en stædighed over, at være taget helt til Arizona for at køre dette løb, så skal jeg ikke udgå med så kort tid tilbage. Så jeg fortsætter. Resten af løbet bliver derfor foretaget med at løbe/gå. Med fire kilometer igen, bliver jeg overhalet af en kvindelig pro, som jeg smider mig på smækken af og kan følge hele vejen til mål,” beretter Anders om overvindelsen af sine udfordringer.
Falder om på målstregen
Med en lang og sej mental kamp, på to tredjedele af marathonen, krydser Anders målstregen, som nummer sytten, i tiden 9:40:19. En utroligt flot tid, taget i betragtning af, at han virkeligt måtte kæmpe undervejs. Men det har da også sin pris, da Anders kollapser på målstregen og bliver kørt direkte i medical tent – i kørestol.
– “Jeg kommer i mål, men falder om lige efter målstregen. Og jeg har det mildest talt elendigt. Samaritterne får mig hurtigt op i en kørestol og rullet ind i medical-teltet, hvor jeg får lagt et drop. Efter over en time i medical-teltet og to liter saltvand senere, har jeg det en del bedre. Jeg er ikke svimmel mere, og mit syn er blevet klart, efter at have været sløret tidligere. Efter jeg kommer hjem på hotellet, får jeg lidt cola og noget at spise, og jeg har det efter omstændighederne godt. I hvert fald væsentlig bedre end et par timer før,” forklarer Anders, som heldigvis nu er kommet til sig selv igen.
Tid til masser af hvile og god mad
Efter en sæson, som primært har budt på opture, er det nu tid til off-season. Her skal den første periode bruges på at komme helt på toppen, hvorefter træningen til den nye sæson, så småt starter.
– “Nu er planen, at give kroppen en chance for, at komme helt på toppen, med en masse hvile og god mad. Maven fungerer ikke helt endnu, men efter en Ironman, så er det naturligt, at kroppen kører lidt på reserverne,” fortæller Anders, og understreger endnu engang, hvor fedt og professionelt et race, Ironman Arizona er.
– “Ironman Arizona er et rigtig godt race. Det er super godt planlagt, og med over to tusinde hjælpere, så bliver der taget rigtig godt af atleterne hele ugen. Det er bestemt et løb, som jeg vil anbefale andre. Og med Lionel Sanders nye Ironman-rekord på 7:44, så viser det, at det er en hurtig rute,” slutter han.
Du kan i øvrigt læse mere om de to danskeres race i Arizona her.
