Foto: Lea Hoffmann

I morgen går det løs i endnu en afdeling af World Triathlon Series i den engelske by Leeds! Men Leeds er ikke bare en hvilken som helst engelsk by – det er hjembyen til nogle af de allerstørste navne i international triathlon: Alistair og Jonathan Brownlee, der vandt henholdsvis guld og sølv ved OL i Rio.

Leeds er også byen, hvor det engelske nationale træningscenter holder til, og hvor tidligere verdensmester Non Stanford træner samt prominente navne som australske Aaron Royle, engelske Georgia Taylor-Brown, Gordon Benson, Lucy Hall, Mark Buckingham, Tom Bishop og Jessica Learmonth også holder til.

En rute efter Brownlee-brødrenes smag

Ruten selv er designet af brødrene Brownlee, og med deres aggressive måde at køre konkurrence på, er der derfor også tale om en relativ udfordrende rute.

I Leeds bliver der konkurreret på OL distancen, og efter én rundes svømning på 1500m i Waterloo lake, tager cykelruten atleterne ind til centrum af Leeds, hvor der bliver kørt 7 særdeles tekniske runder. Cyklingen er i alt 38,6 km. Stemningen skulle være i top, med masser af publikum i gaderne i den engelske universitetsby. T2 ligger i centrum af Leeds, og derfra løbes der 4 runder á 2,5 km.

Schilling: Ruten er perfekt

Efter en kanon flot 5. plads i VM serie afdelingen i Yokohama i midten af maj, skal Andreas Schilling prøve at genskabe det resultat i morgen, når det går løs i Yorkshire. Andreas kæmper i år for en god samlet placering i VM serien, og det handler således om at præstere på højt niveau i hver VM serie afdeling. I alt 6 resultater tæller til den samlede serie, og et par enkelte af dem må gerne være World Cups, dog er der færre point på spil i World Cup’en.

Andreas konkurrede også i sidste weekend, hvor det blev til en hæderlig 16. plads i Cagliari World Cup efter en fin svømning og en flot cykling, hvor han var i udbrud. Desværre kæmpede han med varmen på løbet, men det problem skulle han næppe få i Leeds, der er kendt for at være regnfuld og ikke særlig varm!

Der er mulighed for regn i morgen, og det vil således skille fårene fra bukkene på cyklen, som vi så det i Yokohama. Uanset vejret kræves der højt cykelniveau på en rute som den i Leeds.

Vi har haft fat i Andreas til et par kommentarer. Han har opholdt sig i Italien efter World Cup’en, og er først for et par dage siden rejst til Leeds. Rejsen fra Italien til Leeds gik efter hans egen beretning smertefrit og han har det fint. Andreas ser uden tvivl frem til en rute og forhold, der ligger lige til hans styrker:

-“Ruten er udfordrende og teknisk – det er perfekt. Jeg glæder mig mest til alle tilskuerne som skabte en fantastisk stemning her sidste år. Derudover er det fedt at de tre medaljetagere fra OL alle er på startstregen!” fortæller Andreas og henviser til de to Brownlee brødre og Sydafrikanske Henri Schoeman.

Hvordan ser Andreas’ træning ud fredag, to dage inden konkurrencen?

-“Idag træner jeg nogle kortere intervaller i alle 3 discipliner og så skal jeg til briefing. Det handler om at holde kroppen klar, men samtidig også få slappet af og forberede mig mentalt på de taktiske og fysiske udfordringer, der venter søndag”, fastslår Andreas.

WTS Leeds bliver Andreas’ andet stævnet i en tre ugers stævne blok – og om blot én uge venter EM i Kitzbühel – også på OL distancen.

Toppen er til start

Hverken herre- eller damefelterne er helt fyldte (maks 60 til start), hvilket er ret usædvanligt for VM serien på dette tidspunkt af året, men som man dog ofte ser i et “post-olympic” år. Dog er størstedelen af de allerstørste navne til start.

På herresiden er der 47 til start, med spanske Fernando Alarza som første seedet. Franske Vincent Luis, som vi ikke har set meget til i denne sæson – og som tidligere har vundet VM serie afdelinger, er også til start. Medaljerne må forventes at skulle fordeles mellem Brownlee brødrene, Alarza, Luis, Schoeman – og måske Schilling og Blummenfelt? Også Tom Bishop, der meget overrraskende tog en medalje i Abu Dhabi, vil måske kunne blande sig i toppen.

På damesiden er der blot 35 piger til start, hvor man skal holde øje med Flora Duffy – der er kendt for sin utrolig stærke cykling – samt Non Stanford, Kirsten Kasper – og måske Summer Cook, Charlotte McShane og Renee Tomlin?

Spændende bliver det i hvert fald – og konkurrencerne kan følges live på triathlonlive.tv eller gratis med livetiming på triathlon.org/live.

Hornet lyder kl 14.06 dansk tid for damerne og kl 16.51 for herrerne. Vi ønsker al held og lykke til Andreas!

DEL
Ditte er Pastaparty.dks første skribent. Til dagligt er hun en del af det danske triathlon landshold, imens hun sideløbende studerer international politik på CBS. Ditte har et dybt indblik i den professionelle verden og hun brænder for at gøre en forskel for dansk triathlon.

Leave a Reply