Årets ITU World Triathlons Series endte i Cozumel med en utroligt dramatisk finale. Henri Schoeman vinder foran en disorienteret Jonathan Brownlee og en hjælpende Alistair Brownlee. Læs hvordan en af de mest dramatiske afslutninger i ITUs historie endte her i artiklen.
Racets udvikling
Det var med hele 66 atleter på startbroen, at dette års ITU World Triathlon Series Grand Final i Cozumel blev skudt i gang med lidt forsinkelse. Klokken var 23:36 da starthornet lød, men oprindeligt var starten sat til 22.30. De 30 graders varme og den ekstremt høje luftfugtighed på Cozumel gjorde dog at starten blev udskudt til 23:36.
Ingen udskildning under svømningen
Der var før starten gik lagt op til at der skulle ske splittelser allerede undervejs på dagens 1500 meter svømning i det krystalklare vand ved Cozumel. Men sådan skulle det ikke gå. Pånær et par atleter som faldt fra i løbet af første halvdel af svømningen, skete der ingen nævneværdig udskilning.
Det var således et stort samlet felt som kom op af vandet. Jonathan og Alistair Brownlee var blandt de første til at få fast grund under fødderne, imens forhåndsfavoritten Mario Mola kom op cirka midt i feltet 21 sekunder efter Aurelien Raphael som var første mand på land.
Andreas Schilling kommer op af vandet som nummer 55, 44 sekunder efter Raphael.
Udbruddet der blev ved med at øge på cyklen
Med et hurtigt skifte fra brødrende Brownlee, var de blandt de første til at hoppe på cyklen efter T1. En frontgruppe på ni mand blev hurtigt dannet og i denne gruppe sad blandt andre bronzevinderen fra Rio, Henri Schoeman og naturligvis de to gange Brownlees.
Hverken Richard Murray eller Mario Mola formåede at komme med i frontgruppen. De måtte derfor sidde i det der ret hurtigt blev til det store hovedfelt. Også Andreas Schilling kom ud af T1 i det senere hovedfelt.
Frontgruppen sætter virkeligt et højt tempo for at få udbygget deres forspring til Murray og Mola i feltet. Det betyder at der efter fire kilometers cykling allerede er et hul på 27 sekunder.
Både Murray og Mola prøver da også at lukke hullet op til ni-mands gruppen i front. Frontgruppens høje tempo gør dog at der efter ti kilometers cykling er en margin på 35 sekunder mellem de to grupper. Schilling sidder til gengæld rigtigt godt med i feltet.
Feltet ser ud til at finde kontrollen med frontgruppen
De næste par kilometer sker der ikke så meget. Brownlee brødrende sætter umiddelbart et højt tempo i front, men trods det, så lykkes det kun frontgruppen at øge deres forspring med tre sekunder på de seneste fem kilometer. Dermed ser det ud til feltet for alvor har fået sat gang i jagten på de forreste.
Og så ikke alligevel
Det er dog kun en stakket frist. Frontgruppen begynder nu at øge farten og det betyder at Joao Pereira falder fra. Den øgede fart oppe foran gør også at frontgruppen, som nu består af otte mand, øger forspringet til 45 sekunder efter dagens første tyve kilometers cykling.
Et kort øjeblik ser det endda ud til at Jonathan og Alistair Brownlee slår et hul til de øvrige mand i frontgruppen. Det hul blev dog hurtigt lukket igen og frontgruppen består dermed fortsat af otte mand.
Mario Mola trækker sig fra forfølgelsesarbejdet
Da feltet ikke umiddelbart henter ind på de otte mand i front, vælger Mario Mola at han ikke længere vil deltage i forfølgelsesarbejdet. Af forhåndsfavoritterne i feltet er det dermed kun Murray som trækker læsset. Og det kan tydeligt ses på mellemtiderne. Efter 25 kilometer er afstanden mellem frontgruppen og feltet oppe på 45 sekunder.
Andreas Schilling sidder dog rigtigt flot i feltet og ser ikke synderligt mærket ud af hverken varmen eller tempoet.
Otte mand i front i T2
Udbrydergruppen fortsætter blot med at øge og øge deres forspring igennem resten af cyklingen. Mola har ikke deltaget i forfølgelsen længe og efter omkring 30 kilometers cykling, overlader Richard Murray også det tunge slæb til de andre i feltet. Men det kan ses på afstanden mellem de to grupper; der er nu en difference på 1:15 og med otte kilometer tilbage af dagens cykling, er afstanden øget til 1:22.
Det bliver da også frontgruppen som ankommer i T2 et godt stykke foran feltet. Hele 1:31 er der i mellem de forreste og hovedfeltet efter 40 kilometers cykling. Schilling kommer dermed ind i T2 sammen med både Murray og Mola som nu får mere end travlt hvis han skal forsvare sin førsteplads i den samlede stilling.
Et dramatisk løb
I løbeskoene er det hurtigt særligt Jonathan Brownlee som sætter dagsordenen. Der er ikke løbet mange meter førend at han har lagt sig alene i front sammen med Henri Schoeman. Alistair Brownlee ser i starten af løbet ikke ud til at have en god dag, men han får hurtigt kontakt med sin bror og sydafrikanske Schoeman.
Mario Mola prøver at lukke hullet til de forreste
Bagfra sætter Mario Mola turbo på og ser i de første par kilometer ud til at han nok skal få indhentet fronttrioen. Det høje tempo kan han dog ikke holde og må sætte farten en lille smule ned i varmen.
Der er hele syv væskedepoter undervejs på løberutens 2,5 kilometers rundstrækning og atleterne ser ud til at bruge dem alle sammen. Det er tydeligt at hverken varmen eller luftfugtigheden på Cozumel er sjovt at konkurrere i.
Med 6,2 kilometer tilbage af dagens afsluttende løb, har de to gange Brownlee og Schoeman et forspring på 1:12 til Mario Mola som kæmper for at lukke hullet op til de tre. Men da Molas tempo ikke er ligeså højt som det har været, ser det mere og mere ud til at det bliver Jonathan Brownlee som kommer til at løbe med titlen som verdensmester.
Jonathan Brownlee alene i front
Med 3,7 kilometer tilbage, øger netop Jonathan Brownlee tempoet. Det øgede tempo sætter først brormand Alistair og kort derefter må Schoeman også slippe Jonathans høje fart. Således har manden i front med 2,5 kilometers løb tilbage et forspring på syv sekunder til Schoeman og det ser kun ud til at han øger sit forspring.
Brownlee tæt på kollaps
Men med kun få hundrede meter tilbage, sker der det som man mindst venter. Jonathan Brownlee begynder at blive desorienteret og svinger fra side til side med sine ben. Han ligner praktisk talt en som ikke aner hvor han befinder sig.
Brownlee får sig kæmpet hen til dagens sidste væskedepot hvor han er ved at kollapse. Det ser Alistair dog og griber fat i ham. Schoeman kommer hurtigt bagfra og er med meget kort til mål nu manden i front.
Shoeman vinder ITU World Triathlon Series Grand Final på Cozumel
Og det bliver også Henri Schoeman som løber først over målstregen som vinder af World Triathlon Series Grand Final i Cozumel. Alistair Brownlee må nærmest bære sin bror hele vejen til målstregen og da de to kommer i mål, kollapser Jonathan og må have lægehjælp med det samme.
Bagfra har både Mario Mola og Richard Murray fået indhentet meget af fronttrioens forspring. De når dog ikke at indhente brødrende Brownlee som dermed tager dagens anden- og tredjeplads.
Andreas Schilling får sig kæmpet i mål
Andreas Schilling får sig kæmpet i mål med en placering som nummer 38. Umiddelbart ikke en placering som er pragende, men efter at have kæmpet hele dagen og starte det afsluttende løb med en placering som nummer 42, må en placering som nummer 38 være ganske godkendt.
Vi arbejder lige nu på at få en kommentar fra netop Andreas Schilling ovenpå dagens race.
Hvem vinder den samlede stilling?
Med Jonathan Brownlees kollaps, lykkedes det lige akkurat for Mario Mola at vinde den samlede stilling i World Triathlon Series og kan dermed kalde sig for ITU verdensmester 2016.
Nummer to i den samlede stilling bliver Jonathan Brownlee, imens spanske Fernando Alarza tager den samlede tredjeplads.
Det lykkedes lige akkurat ikke Andreas Schilling at forsvare sin 15. plads som han ellers havde som mål. Han slutter årets World Series på en samlet 17. plads som også er hans klart bedste samlede resultat.
Podiet til ITU World Triathlon Series Grand Final på Cozumel
Efter den dramatiske finale på Cozumel, kom dagens podie til at se således ud:
1 Henri Schoeman, Sydafrika
2 Jonathan Brownlee, Storbritanien
3 Alistair Brownlee, Storbritanien
—
38 Andreas Schilling, Danmark
Du kan se en video fra da Jonathan er ved at kollapse på løberuten her. Og her er en video hvor du kan se hvordan Alistair nærmest bærer Jonathan i mål.
Du kan også se hele vores liveopdatering fra dagens race her.