Andreas Schilling og Sif Bendix Madsen udkonkurrerede i dag samtlige modstandere i DM Ligaens 2. afdeling, der blev kørt som en del af den store københavnske IRONMAN-uge, hvor der sideløbende blev kørt KMD 4:18:4 for de almindeligt dødelige motionister. 

Både i herrernes og kvindernes race skulle det hele afgøres på løbet, hvor det for herrernes vedkommende længe så ud til at det skulle være Miki Taagholt der skulle en tur øverst på podiet.

Et mere eller mindre samlet felt kom nemlig op af vandet, hvor det ikke overraskende var Daniel Bækkegård der tog teten og satte farten. Herefter blev der dog hurtigt dannet en tre-mands frontgruppe bestående af Miki Taagholt, Andreas Schilling og Emil Holm, og godt halvvejs på cykelruten, havde de tre i front opbygget et forspring på lige knap 40 sekunder til en seks mand stor forfølgergruppe.

Om tempoet i frontgruppen var for lavt, vides ikke, men i hvert fald iscenesatte Miki Taagholt et angreb lige over midtvejs, og han kom dermed til at hænge alene ude foran. Det betød at han var første mand i T2 med et forspring på næsten et halvt minut til Schilling og Holm, imens forfølgergruppen bagved var lykkedes med at hente knap ti sekunder ind på de to på mellemhånd.

Andreas Schilling viste dog klassen på det afsluttende løb, og havde allerede godt midtvejs lukket hullet til Taagholt, der lidt senere også måtte se sig indhentet af en hurtigtløbende Emil Holm.

Andreas Schilling blev dermed vinder i herrernes race, efter fulgt af Emil Holm 27 sekunder efter og Miki Taagholt yderligere syv sekunder efter.

I kvindernes race, var der til gengæld to der stak af helt fra start. Anne Holm lykkedes med at sætte hårdt pres på konkurrenterne allerede under svømningen, og den eneste der kunne være med der, var Sif Bendix Madsen.

De to fik hurtigt skabt et stort forspring til de øvrige kvinder, og med et godt samarbejde gennem hele cykelruten, kunne de to kvinder komme samlet ind til T2 med et forspring på godt halvandet minut til Karoline Hemmsen der sad på mellemhånd mellem de to førende og forfølgergruppen, der sad yderligere et minuts tid efter.

Der skulle til gengæld ikke løbes mange meter på løberuten, før det stod klart hvem der skulle løbe med sejren i 2. afdeling af kvindernes DM Liga 2017. Sif Bendix Madsen havde snøret løbeskoene godt og buldrede derud af, så en ellers hårdtkæmpende Anne Holm stille og roligt måtte se hende løbe væk.

Det blev dermed Sif Bendix Madsen der sørgede for den helt store triumf i dagens afdeling, imens Anne Holm kunne løbe i mål på andenpladsen godt og vel 1:10 efter. Bagved skete der også ændringer undervejs på det afsluttende løb, hvor Karoline Hemmsen måtte se sig indhentet af et par kvinder – hurtigst af dem var Anastacia Damm, der dermed løb sig op på tredjepladsen i omegnen af 2:20 efter Bendix Madsen.

Resultater 2. afdeling af DM Tri Ligaen 2017 i København

Herrer

1 Andreas Schilling, Fredericia Triathlon Team, 0:47:54
2 Emil Holm, Ganløse Tri-Center, 0:48:21
3 Miki Taagholt, Ganløse Tri-Center, 0:48:27
4 Nicklas Røssner Hansen, Aalborg Triathlon Klub, 0:49:01
5 Thomas Strange, Odense Triathlon Klub, 0:49:25

Kvinder

1 Sif Bendix Madsen, Tri4, 0:54:43
2 Anne Holm, Ganløse Tri-Center, 0:55:51
3 Anastacia Damm, Kolding Triathlon Klub, 0:57:01
4 Augusta Marie Grønberg Christensen, Ganløse Tri-Center, 0:58:03
5 Karoline Hemmsen, Odense Triathlon Klub, 0:58:37

Alle resultater kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply