Da startskuddet til dette års ITU Cross Triathlon World Championship lød i Snowy Mountains i Australien i nat, var det med den danske australsk-bosatte Ann-Kathrin Scholtyssek på startstregen. Ann-Kathrin lykkedes med et rigtigt flot race, og kom i mål som nummer fire i sin age group F20-24!
Svømmer i sjettebedste tid
Foran Ann-Kathrin Scholtyssek, stod der i nat klokken 2.30 dansk tid, en menu på 1500 meter svømning, 30 kilometer mountainbike og 10 kilometer vaskeægte trailløb. Svømmeruten bestod af to omgange á 750 meter, og allerede her fik Ann-Kathrin skabt sig et godt udgangspunkt for resten af racet.
Efter at have tilbagelagt de 1500 meter svømning i tiden 29:07, kunne hun gøre sin entré i T1 som nummer seks i sin age group. Og så var stilen ligesom lagt, kan man sige.
Holder sin sjetteplads på en teknisk cykelrute
Med et godt udgangspunkt fra svømningen, var det tid til at hamre igennem den teknisk-krævende cykelrute. Ruten havde flere passager undervejs med rock-gardens og kløfte, ligesom 80 procent af ruten bestod af smalle singletracks.
Da Ann-Kathrin Scholtyssek passerer timingmåtten halvvejs på cykelruten – det vil sige efter femten kilometer – holder hun sin position som nummer seks. Og den position holder hun altså også hele vejen til T2, hvor hun dermed stiller sin cykel med et cykelsplit på knap 1:50:00. Hun er dog ikke langt fra nummer fem, Matilda Terry (Australien), som kun er knap to minutter foran.
Et stærkt løb bringer Ann-Kathrin op på fjerdepladsen
Med et udgangspunkt som nummer seks i T2 og et hul på elleve minutter op til podiepladserne, ser det svært ud for danskeren, at skulle nappe en VM-medalje. Men meget kan jo ske under ti kilometer trailløb i yderst vanskeligt terræn, og det beviser Ann-Kathrin da også.
Løberuten bestod af tre omgange af 3,3 kilometer, og undervejs skulle flere små-stigninger konstant forceres, ligesom ruten også bød på gennemløb af vandløb og flere andre tekniske passager.
Allerede godt halvvejs har Ann-Kathrin løbet sig op på fjerdepladsen. Og det betyder altså, at hun på første halvdel af løbet, har indhentet to konkurrenter og samtidigt også lukket hullet til podiepladserne ned til syv minutter.
De tre forreste viser sig dog at løbe med et helt andet overskud til sidst, og det udelader desværre muligheden for, at Ann-Kathrin kan nå derop. Til gengæld holder hun sin fjerdeplads på fornem vis og kan efter de ti kilometers afsluttende trailløb, løbe over målstregen som nummer fire i age groupen F20-24.
Alt i alt, slutter Ann-Kathrin sit race i den totale tid på 3:29:46, hvilket absolut må siges at være en godkendt tid, på så vanskelig og teknisk en rute.
Tillykke med den flotte VM-fjerdeplads til Ann-Kathrin Scholtyssek, lyder det herfra redaktionen!