Clara Blohm Clemmensen er forholdsvis ny i triathlon og Xterra sammenhæng. Faktisk er denne sæson hendes kun anden sæson. Og for andet år i træk, var hun i søndags til start i Xterra World Championship på Maui. Her blev det til en rigtigt flot bronzemedalje i age group F20-24.
Vi har fået en kort kommentar fra Clara, ovenpå søndagens flotte resultat.
Clara Blohm Clemmensen: Der var ikke noget som gik specielt godt
Med en VM-bronzemedalje i hånden, efter hvad arrangørerne selv kalder for det hårdeste Xterra World Championship nogensinde, ville man umiddelbart tro, at Clara Blohm Clemmensen, havde et nærmest perfekt race.
Efter at have gennemført 1500 meter svømning i utroligt høje bølger, som nummer ét i sin age group i tiden 27:00, havde Clara et rigtigt godt udgangspunkt for resten af dagen. På cyklen trykker hun også godt til og sætter med tiden 3:11:42, klassens tredjehurtigste cykelsplit. Til sidst slutter hun af med at løbe i femtebedste tid, i tiden 1:10:14. Clara løber dermed i mål som VM-Bronzevinder i Xterra World Championship 2016 i den totale tid på 4:54:17.
Men da vi spørger Clara om en kort kommentar ovenpå racet på Maui, får vi et lidt andet svar, end hvad vi havde forventet. Racet gik, ifølge Clara selv, nemlig ikke særligt godt.
– “Der var ikke noget, som gik specielt godt for mig. Det har faktisk været sådan i en del af mine races i år, så jeg har været forberedt på lidt af hvert. Jeg fik heldigvis en god løbetur, som normalt plejer at være det der går dårligst. Så det var fedt at afslutte med overskud,” fortæller Clara cirka to døgns tid efter bronzemedaljen blev kørt hjem.
Overordnet tilfreds og glad
Ovenpå et race, hvor der faktisk ikke er noget som går specielt godt og hvor Clara Blohm Clemmensen alligevel kan tage derfra med en VM-bronzemedalje, ved hun da også godt selv, at det at være utilfreds, måske er en smule flabet. I hvert fald får hun lige skudt en ekstra bemærkning ind fra sidebenet.
– “Det er også lidt kækt, at sige man er utilfreds, når man har fået bronze på første år i sin age group. Så overordnet er jeg tilfreds og glad,” slutter Clara Blohm Clemmensen med et smil.
På trods af at det åbenbart ikke gik specielt godt, ønsker vi her på redaktionen, alligevel Clara et stort tillykke med VM-bronzemedaljen!