Der er i dag blevet kåret nye danmarksmestre i cross duathlon ved Langesø på Fyn. Claus Rantzau var den hurtigste hos herrerne, imens Carol Rasmussen lavede en magtpræstation hos kvinderne.
Vejret var i dag ikke for godt da der skulle konkurreres om DM-titlen i cross duathlon ved Langesø på Fyn. Kulde og blæst prægede racet, men det stoppede hverken Claus Rantzau (Odense Triathlon Klub) eller Carol Rasmussen (Karlslunde Tri) fra at komme igennem dagens udfordringer som de hurtigste hos henholdsvis herrerne og kvinderne.
Det var i øvrigt tredje DM-titel cross duathlon i træk for dem begge!
På menuen stod først tre kilometer crossløb, derefter ti kilometer mountainbike, tre kilometer crossløb, ti kilometer mountainbike for til sidst at slutte af med tre kilometer crossløb. I alt ni kilometer crossløb og tyve kilometer mountainbike. Og ruten – ja, den var smattet.
Herrernes race
Der blev gået godt til den allerede fra starten gik i herrernes DM i Cross Duathlon 2017. Finn Kaczmarek lagde hårdt ud og var den første mand til at ankomme i skiftezonen efter de første tre kilometer løb, men kun få sekunder senere fulgte den senere vinder Claus Rantzau.
Kaczmareks føring fik heller ikke lov at holde længe, da blandt andet Rantzau havde travlt med at komme afsted. Men det var han ikke den eneste der havde, for OL-roeren Eskild Ebbesen havde tabt tid på det første løb og havde noget at skulle indhente.
Over både den første tur på mountainbike, den anden tur i løbeskoene og den anden gang på mountainbike var der stor kamp om placeringerne, da både Rantzau, Ebbesen og Anders Brink Nyberg viste sig utroligt stærke.
Eskild Ebbesen var dog den første mand på de afsluttende tre kilometer crossløb, men Rantzau var kun 45 sekunder efter – og med nogle konsekvent hurtigere løbetider fra Rantzau undervejs i forhold til Ebbesens tider, skulle det blive spændende om OL-roeren havde benene og farten til at holde Rantzau bag sig. Det skulle det hurtigt vise sig at han ikke havde, og godt halvvejs havde Rantzau både indhentet og sat Ebbesen.
Rantzau var dermed den første herre til at krydse målstregen, imens Eskuld Ebbesen kom i mål 44 sekunder senere som nummer to. Anders Brink Nyberg tog sig af tredjepladsen med en sluttid 2:02 efter Rantzau
Kvindernes race
Også hos kvinderne blev gashåndtaget drejet i bund fra start. Favoritterne til sejren var på forhånd den forsvarende danmarksmester og XTERRA-verdensmester Carol Rasmussen og nummer fire fra ITU Cross Triathlon World Championship, Ann-Kathrin Scholtyssek (STK 90).
Scholtyssek var den hurtigste på den første omgang á tre kilometer crossløb, men Rasmussen var kun 25 sekunder efter – og med Carol Rasmussens styrke og erfaring på mountainbiken fik hun hurtigt lukket hullet op til Ann-Kathrin Scholtyssek.
Efter Carol Rasmussen havde indhentet og derefter også sat Ann-Kathrin Scholtyssek fra hjul efter få kilometer på den første mountainbiketur, var der heller ingen af konkurrenterne der så Rasmussen igen.
Hun “cruisede” sig i mål som suveræn vinder af DM i Cross Duathlon 2017, og selvom Scholtyssek kæmpede en kamp bagved for at nå op igen på særligt løbene, så lykkedes det aldrig og Carol Rasmussen kunne krydse målstregen som vinder – knap ni minutter foran Ann-Kathrin Scholtyssek på andenpladsen.
Tina Mechlenborg (Fredericia Triathlon Team) drillede undervejs Scholtysseks andenplads, men endte med at krydse målstregen som nummer tre, knap 11 minutter efter Carol Rasmussen.
Resultater DM i Cross Duathlon 2017 i Langesø
Herrernes resultater
1 Claus Rantzau, Odense Triathlon Klub, 1:44:21
2 Eskild Ebbesen, Hareskovens Triathlon Klub, 1:45:05
3 Anders Brink Nyberg, Ninjas, 1:46:23
4 Finn Kaczmarek, 1:47:38
5 Mikkel Hyldig, Aarhus MTB, 1:48:01
Kvindernes resultater
1 Carol Rasmussen, Karlslunde Tri, 2:15:33
2 Ann-Kathrin Scholtyssek, STK 90, 2:24:07
3 Tina Mechlenborg, Fredericia Triathlon Team, 2:26:21
4 Iveta Skricka, Aalborg Triathlon Klub, 3:23:04