Det har været en hård sæson med både op- og nedture, men kursen er sat mod det ultimative mål for de næste par år; OL-deltagelse i Tokyo 2020. Vi har haft en snak med U23-triatleten Daniel Lund Bækkegård, om sæsonen der gik, sæsonen der kommer og hvordan planen ser ud for de kommende år.

Har nydt sin off-season efter en skuffende sæson

Den danske U23-triatlet, Daniel Lund Bækkegård, har langt fra haft den sæson, som han før sæsonstart, ønskede sig. Formen var ellers god for den unge dansker, men når kroppen ikke vil som hovedet, så er der ikke så meget at gøre. Og derfor har Daniel også nydt sin netop overståede off-season ekstra meget, for at lade op til endnu en gang hård træning, før det går løs i den kommende sæson.

– “Det var fedt at have nogle uger, hvor man lige kunne koble af og få hovedet på plads igen, efter en noget skuffende sæson. Og så var det også fedt, at få den sociale del af starten på uni med,” fortæller Daniel indledningsvist, om det dejlige ved den off-season, som hans vedkommende, mere eller mindre er overstået.

Anstrengelsesastma har sat sit præg på 2016-sæsonen

At Daniels sæson har været skuffende for ham selv, er heller ikke så mærkeligt. Højdepunkter har der da så sandeligt været, men generelt har én specifik ting plaget ham. Nemlig anstrengelsesastma. Det har haft den betydning, at han både under race og træning, er faldet om – og det har mildest talt været frustrerende for det danske talent.

– “Det var skuffende på den måde, at jeg ikke kunne sætte et godt race sammen, selvom jeg var i rigtig god form. Jeg havde meget store problemer med anstrengelsesastma, der gjorde, at jeg ikke kunne trække vejret under race. Dette gjorde også, at der desværre var nogle episoder, hvor jeg faldt om til stævner og under træning. Når hele ens verden drejer sig om triathlon og om at præstere det ypperste, er det svært at tackle, når man føler man er langt bedre end hvad man kan vise,” fortæller Daniel om skuffelserne i den nu afsluttede sæson.

‘Det var super fedt, at vinde DM-Serien i Holbæk

Sæsonen har dog ikke kun været én stor skuffelse for Daniel. Den femte juni, kørte han nemlig DM Tri Seriens anden afdeling i Holbæk, og efter at have ligget i front gennem hele racet, kunne han krydse målstregen som vinder, med en sejrsmargin på elleve sekunder til Anders Lund Hansen på andenpladsen.

Samtidigt vakte sejren også ekstra glæde, da hans mor havde fødselsdag den samme dag.

– “Det var super fedt, at vinde DM-Serien i Holbæk. Specielt fordi det var min mors fødselsdag den dag,” fortæller Daniel og fortsætter;

– “De foregående to uger havde jeg kørt DM-sprint og EM. Til begge race var det langtfra gået, som jeg havde drømt om. Så jeg følte virkeligt, jeg havde noget at bevise. Kørte med alt hvad jeg havde og heldigvis ramte min astma ikke særlig hårdt, så jeg pressede bare på til målstregen. Hele Ganløse Bulls holdet kørte hårdt på den dag, så det var fedt, at vi fik vist de andre, at vi er det bedste hold i Danmark.”

Flyttet til det professionelle træningsmiljø i Tri Team SDU

Som så mange andre af Danmarks bedste unge triatleter, er Daniel Lund Bækkegård en del af Dansk Triatlon Forbunds succesfulde satsning, Tri Team SDU – en elitesatsning, hvor de unge triatleter, får optimale muligheder for, at kombinere studie og træning på eliteniveau.

– “Jeg er flyttet til Odense nu, hvor jeg træner med resten af landsholdet. Det er absolut den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Det er det fedeste, at komme til træning hver dag og træne med sine bedste venner og største konkurrenter, da man altid bliver presset udenfor komfortzonen. Jeg glæder mig til at se, hvor det hele peger henad i løbet af pre-season, men lige nu ser det ret godt ud,” forklarer Daniel om livet som triatlet på Tri Team SDU.

Selvom Daniel nu igennem flere sæsoner har været en del af Danmarks elite indenfor kortdistance triathlon, så er det dog først for nyligt, at han rykkede teltpælene fra det trykke Ølstykke, til det benhårde triathlon-univers i Odense, hvor han sideløbende med træningen, studerer strategisk kommunikation, markedsføring og branding – også kaldet HA.

– “Jeg har været en del af Tri Team SDU siden August, hvilket har fungeret super godt. Man finder ikke et meget bedre setup, end det vi har i Odense. Det har været planen i et års tid at jeg ville flytte til Odense, da jeg så, at mine muligheder for at udvikle mig mest, ville være størst ved at bo og træne med Tri Team SDU. Der er allerede sket en masse ting på specielt løb og svømning, så jeg er sikker på, at jeg kommer til at udvikle mig markant de næste mange år,” forklarer Daniel videre.

– “Nu er jeg også i udredning for svær astma, så jeg regner heller ikke med, at det vil være et problem i næste sæson.”

Store ambitioner for den kommende sæson

Med et helt nyt professionelt træningsmiljø i Odense, og en anstrengelsesastma der er ved at komme styr på, er der da også store ambitioner for den kommende sæson. Og selvom sæsonplanen endnu ikke er hundrede procent fastlagt, så er der alligevel en skitse for den kommende sæson klar.

– “Jeg har en grov skitse klar, hvor jeg skal køre så mange afdelinger af DM-serien jeg kan, DM-Sprint (non-draft på Tyren, red.) og så har jeg skrevet kontrakt med en tysk klub, PV Triathlon Witten, hvilket gør, at jeg kan køre nogle stævner i Bundesligaen (i Tyskland, red.). Det ser jeg meget frem til. Og så håber jeg, at jeg kan nå et højt nok niveau til, at jeg kan komme i betragtning til at køre U23-EM og nogle World Cups,” forklarer Daniel om planerne for den kommende sæson.

Og lige netop Bundesligaen, er der en helt særlig grund til, at han har valgt at sigte efter.

– “Det er for at få race-erfaring mod de bedste i verden, at jeg skal køre Bundesliga. Det bliver fedt.”

Drømmen er OL i Tokyo i 2020

Alt sammen har naturligvis et formål for den superhurtige triatlet. På den kortsigtede bane, indrømmer han gerne, at det vil være fedt at køre på podiet i DM-serien næste år. Men langsigtet, så er der en endnu større plan med det hele. Nemlig OL i Tokyo i 2020.

Selvfølgelig ville det være fedt at ende på podiet i DM-Serien (næste år, red.), men som sådan er det ikke det der er mit mål. Mit mål er at blive en bedre atlet hver dag, gøre mit bedste til træning, spise det rigtige mad og sove 8-9 timer hver nat,” fortæller Daniel og fortsætter;

– “Hvis jeg gør alle ting så rigtigt som muligt, så ved jeg, at jeg vil være i stand til at vinde DM-serien, køre nogle gode placeringer hjem i Bundesligaen og ende med at stå på startstregen i Tokyo om ca 1320 dage. Jeg elsker bare at træne, køre race og se hvor meget jeg kan presse citronen. Så skal resultaterne nok komme.”

Og dermed kom det oplagte spørgsmål så; går Daniel benhårdt efter OL i Tokyo?

– “110 procent,” slutter Daniel Lund Bækkegård.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply