I gårsdagens IRONMAN 70.3 Zell am See lykkedes det professionelle Maja Stage Nielsen at hive en ganske flot fjerdeplads hjem. Til gengæld lykkedes det den danske age grouper Benjamin Andersen at få endnu mere ud af dagen – han sluttede nemlig på en andenplads i aldersklassen M18-24.

Benjamin Andersen var blot én af i alt 9 danske age groupere der i går var til start i det østrigske IRONMAN 70.3 Zell am See. Det var dog ham der kom derfra med det bedste danske resultat, da han i aldersklassen M18-24 tog sig en ganske overbevisende andenpladsen.

Det skete efter at han allerede på svømningen blandede sig med de allerbedste, hvorefter han med exceptionelt hurtigt cykelsplit – taget ruten i betragtning – på 2:21:22, fik cementeret at han var rejst hele vejen til Østrig for at konkurrere om topplaceringerne.

Det gjorde at Benjamin kunne tage hul på det afsluttende halvmarathon som 2’er med et par minutter op til den førende Ondrej Kubo (Slovakiet), så med et hurtigt løb, ville sejren helt sikkert være indenfor rækkevidde.

Det blev da også til et hurtigt halvmarathon i tiden 1:23:15, men da den førende slovak løb i tiden 1:20:30, var der ikke meget at stille op for dagens bedste dansker. Benjamin Andersen kunne dermed løbe i mål på andenpladsen i tiden 4:16:18, hvilket var lidt over fem minutter langsommere end vinderen, imens han til gengæld kom i mål tre minutter før nummer tre.

Benjamin satte i øvrigt 11. hurtigste tid overall.

Ingen af de øvrige danske age groupere formåede at slutte helt i toppen i Zell am See, men til gengæld er der opstået masser af vrede og frustration blandt mange af deltagerne, da arrangørerne valgte at aflyse resten af racet da et tordenvejr indtraf imens der fortsat var mange deltagere på løberuten. Det betød at fire danskere samt flere hundrede øvrige age groupere aldrig fik noteret en sluttid.

Det kan du naturligvis læse mere om her på Pastaparty.dk i en senere artikel.

Danske resultater IRONMAN 70.3 Zell am See 2017

FPro

4 Maja Stage Nielsen, 4:40:11

M18-24

2 Benjamin Andersen, 4:16:18

 

 

 

F40-44

39 Pia Bonde, 6:11:24

M40-44

91 Georgi Zaitsev, 5:25:46
221 Michael Holst, 6:11:08

M45-49

91 Max Winther, 5:45:41

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply