Som nedtælling til dette års IRONMAN World Championship 2018 på Hawaii, kan du i de sidste ni dage op til det store slag, komme helt tæt på 10 af de i alt 53 danske triatleter der i år står på startstregen i Kailua-Kona. Det kan du ved at lære én at kende hver dag. Alle ti personligheder har fået tilsendt nøjagtigt de samme spørgsmål, som de hver især har haft vidt forskellige svar til. Med seks dage til raceday, gælder det i dag den fjerde af de ti danskere. 

Og den fjerde af de ti danskere du skal stifte bekendtskab med, er 27-årige Camilla Lykke Jakobsen fra Aarhus 1900 Triathlon.

Det var med en age group-sejr i København på sin første jernmandsdistance, at Camilla indløste sin billet til Hawaii. Det gjorde hun efter at hun – efter eget udsagn – for én gangs skyld havde fulgt sin træners plan, som endte med at give gevaldigt pote.

Men det kan du alt sammen blive meget klogere på herunder. Happy reading 🙂

Hvor gammel er du og hvilken klub repræsenterer du?

Jeg hedder Camilla Lykke og er 27 år. Jeg er medlem af Aarhus 1900 Triathlon og har været det siden januar i år. Jeg har træner på sideløbende, Leif Lundstrøm fra TriBikeRunCoach fra Holstebro, som jeg har haft siden 2016.

Hvor længe har du kørt tri og hvad fik dig i gang med sporten?

Jeg har dyrket triathlon siden 2014, hvor jeg lidt spontant besluttede mig for at deltage i en mini-tri, KMD 4:18:4 i Aarhus, da jeg lige havde købt en MTB, der skulle bruges til et eller andet. Jeg blev så overhalet af alle dem på racer- og tricykler og besluttede mig for, at sådan en ville jeg også ha’. Så jeg købte en racer og tilmeldte mig en 1/4 og en 1/2 Ironman i 2015. Og så gik det bare derfra.

Og nu har jeg bare fået en masse fede bekendtskaber, venner og oplevelser igennem sporten.

Hvor kvalificerede du dig og med hvilken placering? Og hvordan, udover at du kvalificerede dig til Hawaii naturligvis, gik det?

Jeg kvalificerede mig til Ironman Hawaii i København for 6 uger siden, da jeg lavede min første fulde Ironman og endte som 1’er i min aldersgruppe (25-29 år) i tiden 10:09:46.
Det gik over al forventning.

Jeg havde den fedeste dag, med den vildeste opbakning fra venner, familie og alle mulige andre fantatiske mennesker.

Jeg fulgte min træners plan (for en gangs skyld), og det gav pote.

Er det første gang du skal køre i Kona? Hvis nej, hvor mange gange har du kørt der før og hvilke år? Og hvordan gik det i så fald de andre gange?

Det er kun min anden Ironman. Så ja, det er første gang jeg skal til Hawaii, Kona.
Vildt at skulle lave to hele Ironman indenfor otte uger.

Hvad har du gjort for at forberede dig til Hawaii? Hvor mange timers træning har du lagt i det, og har du gjort noget særligt for at forberede dig på de barske forhold?

Jeg har haft rigtig travlt med at blive klar til Hawaii, da der ikke var mange uger til at skrabe en masse penge sammen, blive klar mentalt og fysisk, planlægge turen og også lige passe et job som selvstændig personlig træner.

Jeg har rådført mig med nogle af de mere garvede indenfor sporten.

Og så husker jeg mig selv på, at det er en kæmpe oplevelse og at jeg er en kæmpe rookie. Og dét skal jeg nyde. Ingen forventninger, udover at overleve. Det er et så ubarmhjertigt terræn og klima, så jeg skal gøre som min træner siger, holde mig til planen, nyde det så meget man nu kan nyde sådan noget, og være den kæmpe rookie jeg er.

Jeg har løbet mine lange ture, siden Ironman København, indenfor på løbebånd, for at svede maks, og også det mentale aspekt i det. Det er røvsygt og man har lyst til at stoppe mange gange undervejs. Har svedt en del på hometraineren og også øvet mig i at køre i lidt windy forhold ude på landet, med kastevinde fra lastbiler.

Hvordan er din træningstid fordelt henover svømning, cykling og løb på ugebasis?

Jeg træner cirka 10-15 timer om ugen. Min træner går meget op i kvalitet fremfor kvantitet, og det skal passe ind i et travlt hverdagsliv. Og det er en træningsmåde, som har passet super godt til mig og min krop/form.

Hvad glæder du dig mest til ved at skulle køre på Hawaii?

Jeg glæder mig til at opleve hele det vilde setup, som jeg har siddet derhjemme og streamet de sidste 4 år. Det er totalt surrealistisk og jeg fatter det nok stadig ikke helt.

Jeg glæder mig til at dele oplevelsen, stedet og ferien med min mor og min bror.

Hvad har du af mål på Hawaii?

Jeg har ingen mål eller forventinger, udover at komme igennem, og få en på opleveren.
Be the rookie I am, og nyde jeg er kommet så langt som jeg er!

Tusind tak til Camilla Lykke Jakobsen for at tage sig tid til at være med, og vi ønsker hende alt det bedste på lavaøen. Vi håber at din træners plan endnu engang giver pote! 

Husk at blive hængende her på kanalen, for i morgen gælder det Mikkel Mortensen, der har som mål at bide skeer med de bedste den 13. oktober. 

Leave a Reply