Danske Invest DM Tri Serien fik i søndags en noget overraskende samlet vinder, ikke mindst for hovedpersonen Emil Deleuran selv. Pastaparty.dk har fanget Emil Deleuran (Fredericia Triathlon Team) til en lille snak om søndagens finaleafdeling af DM Tri Serien, om hvordan det føles at blive Danmarksmester og om hvad den næste fremtid bringer.

Overrasket DM-vinder

Før søndagens finaleafdeling ved Furesøen, lå det ikke rigtigt i kortene at Emil Deleuran skulle nappe DM-titlen. Det var i stedet klubkammeraten Andreas Schilling som var storfavorit til titlen som danmarksmester.

“Jeg havde overhovedet ikke regnet med at vinde det samlede mesterskab, det var en stor overraskelse,” fortæller Emil Deleuran i et interview med Pastaparty.dk.

Flere ting skulle da også gå op i en højere enhed hvis Emil Deleuran skulle stå øverst på podiet og det kunne han kun fjernt forestille sig.

“Det lå ikke i kortene inden finalen, hvor at, hvis jeg skulle vinde samlet, skulle jeg vinde finalen og Andreas (Schilling, red.) måtte ikke blive bedre placeret end nummer fire og Anders (Lund Hansen, red.) måtte ikke blive bedre end nummer tre. Og at det så lige præcis var det der skete, er ret vildt,” fortæller en stolt Deleuran.

Måske er det heller ikke helt gået op for mig. Det er stort at vinde Senior-DM som junior

Juniortriatleten fra Fredericia er da også godt klar over at dét at vinde DM i hans alder, er noget helt særligt. Også selvom finalens storfavorit Andreas Schilling var præget af uheld.

“At det skulle blive afgørende at Andreas styrtede og hele situationen omkring spurten mellem Anders og Andreas, lagde lidt en dæmper på det hele. Men jeg er sgu glad for det (guldet, red.) og at jeg har formået at præstere så jævnt igennem serien. Måske er det heller ikke helt gået op for mig. Det er stort at vinde Senior-DM som junior,” forklarer hovedpersonen selv og hentyder til Andreas Schillings uheld under DM-finalen.

Stresset DM-finale

Emil Deleuran fik, ligesom Andreas Schilling og Casper Stenderup, en tidsstraf i T1. Årsagen er Deleuran faktisk ikke helt klar over.

“Jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed, men jeg hørte at dommerne havde været rigtig hårde i forhold til hvor meget af våddragten der skulle ligge i kassen. Der har måske ligget et ærme udenfor kassen, men det plejer man ikke at få straf for,” forklarer han.

Tidsstraffen var dog ikke noget Deleuran gik i panik over. Heller ikke selvom racet, ifølge hovedpersonen selv, var et race hvor alt kunne ske.

“Altså det var sådan et race, hvor alt kunne ske, hvilket det jo næsten også gjorde. Men jeg var lidt usikker på, hvor frisk jeg var da jeg ligger i hård træning frem mod VM (I Cozumel, red.) den 16. september”, forklarer Deleuran og fortsætter;

“Men svømningen var god. Svømmede komfortabelt med første gruppe og jeg havde ret gode ben på cyklen. På løb synes jeg at jeg havde lidt svært ved at finde ind i en rytme, men det endte jo med at gå fint.”

Men til spørgsmålet om hvad Emil Deleuran ellers havde af bemærkninger til søndagens DM-finale, indrømmer han også, at selvom han endte med at vinde, var det hele ikke lutter lagkage undervejs.

“Generelt var det lidt et stressende stævne med vejret og setuppet i skiftezonen, der var rigtig smalt og skabte nogle lidt farlige situationer”.

Emil Deleuran glæder sig til at slutte sæsonen godt af

Med Emil Deleurans nye titel som danmarksmester, er hans sæson da også snart overstået. På fredag rejser han til Cozumel i Mexico for at køre VM som bliver hans sidste stævne i denne sæson. ETU European Cup i Alanya var ellers også en del af den oprindelige racekalender, men urolighederne i Tyrkiet har gjort at landsholdet bliver hjemme i sikkerhed.

“Cozumel bliver mit sidste stævne i år, så jeg glæder mig til at slutte sæsonen godt af. Jeg skulle have haft min debut på OL-distancen ved en Europa Cup i Alanya, men med alt det der sker dernede lige nu, tager vi ikke af sted,” forklarer Emil Deleuran om den forestående sæsonafslutning.

Jeg kommer og vil være med hvor det er sjovt. Jeg er i rigtigt god form for tiden, så lad os se hvad det kan blive til

Selvom titlen som danmarksmester vil få de fleste til at flyve på en lyserød sky, får det ikke Deleuran til at have de helt store armbevægelser. Faktisk er han meget ydmyg omkring forventningerne til det forestående VM.

“Min træner Boris Bjulver og jeg passer meget på med at lave resultatmål, så hvis jeg præstere til mit bedste, vil jeg være tilfreds,” siger han og uddyber;

“Som jeg ser det, er der 10 drenge der potentielt kan vinde. Ham der har dagen, løber også med VM. Jeg kommer og vil være med hvor det er sjovt. Jeg er i rigtigt god form for tiden, så lad os se hvad det kan blive til,” slutter Emil Deleuran i interviewet med Pastaparty.dk.

Emil Deleuran tager afsted til Cozumel med Andreas Schilling, Alberte Kjær Pedersen og Dorthea Jørgensen.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.