Et af de store ubesvarede spørgsmål i international triathlon, er, hvor udbedt doping er i sporten. Der går længe mellem dopingafsløringerne, og når det sker, er det oftest i age group-rækkerne. Triathlon er ellers en sport, som virkeligt går under betegnelsen udholdenhedsidræt, og da der er kendte dopingproblemer i både svømning, cykling og løb – som triathlon jo består af – hvorfor hører vi så ikke meget om doping i triathlon?
I et længere interview på Deadspin.com, tager top-træneren Joel Fillion bladet fra munden, og forklarer hvorfor, at der sjældent høres om dopingtilfælde i international triathlon. Og om der i det hele taget eksisterer doping på den internationale scene.
Der er incitamenter til ikke at afsløre dopede atleter
Triathlon er vel nok én af de sportsgrene, som på verdensplan, kategoriseres allerbedst som en udholdenhedsidræt. Både svømning, cykling og løb har op til flere dopingskandaler på sig, imens triathlon som helhed, har været forskånet for skandaler af samme slags.
Men betyder det så, at der slet ikke er doping i triathlon? – Nej, siger top-træneren Joel Filliol.
– “Vi har bare ikke haft en skandale for nylig, som har været stor nok til, at synliggøre problemet. Så vi spekulerer, som altid, men det ville være naivt, hvis vi antog noget andet. Det er sådan sport er lige nu. Så længe at vi i triathlon, ikke har flere positive dopingtests, er det det samme, som i andre sportsgrene. Fra toppen til bunden i anti-doping bevægelsen, er der incitamenter til ikke at afsløre dopede atleter, fordi det ser dårligt ud for sporten,” fortæller Joel Filliol i et interview på Deadspin.com, og uddyber;
– “Det er dårligt omdømme. De nationale sports unioner kæmper med næb og kløer for offentlige sponsorater og tilskud fra IOC, så en dopingskandale vil helt sikkert skade dine chancer for at modtage støtte. Triathlon er en relativt ny sport – det var med i OL for første gang i 2000 – så der er måske endnu mere usikkerhed om statusen som en olympisk begivenhed. ITU er afhængig af tilskud fra IOC, for at være med i de olympiske lege, og for at kunne løbe rundt i de fire år imellem. Vi er afhængige af, at være med til OL; det er meget vigtigt for sporten. Og så er der selvfølgelig det, at når du først er med i OL, så handler det om medaljer. Der er simpelthen ikke incitament til at finde snydere.”
Det er journalister og whistleblowere som skaber dopingskandalerne
Med disse ord fra Joel Filliol, er vi så derhenne hvor vi spørger os selv, hvordan det så kan være, at nogle sportsgrene har haft så mange dopingskandaler. Og her er svaret, ifølge Joel, ganske enkelt. I de største sportsgrene, er det som regel journalister og whistleblowers, som har afsløret doping-tilfælde – og der er simpelthen ikke nok af disse personer, som viser interesse i, at afsløre dopingtilfælde i triathlon.
– “En del af problemet er, at på grund af vores rene image, bliver triathlon ikke gransket særligt meget. Måske vil der blive fundet noget, hvis flere mennesker begynder at grave efter det. Jeg tror, at én af de store faktorer her, er pressen i triathlon – hvis vi da kan kalde det det. Det er en form for hobby-medier. Bloggerne er gode venner med atleterne, og de ønsker at bevare deres adgang til dem. Vores sport har ikke rigtigt noget undersøgende journalisme, hvor jeg til gengæld vil sige, at Ben Hobbs fra TRS Triathlon, er en undtagelse,” fortæller Joel Filliol med hentydning til denne artikel på TRS Triathlon.
Forskellige testapparater med hvert deres incitament
Ifølge Joel Filliols udtalelser, kan incitamentet til at fange dopingsyndere, være meget lille. Men når så atleterne bliver testet, sker det som regel af flere organisationer – og disse organisationer, kan have hvert deres regelsæt og incitament til at teste.
Herhjemme i Danmark er det Anti Doping Danmark som foretager dopingtests, men ved deltagelse i internationale stævner, kan det organisationerne variere fra ITU, over IOC og de enkelte landes anti-dopingagenturer – og sågar også stævnearrangørernes egne antidoping-programmer. Alle programmer, som har hvert deres gennemsigtighed.
Filliol selv, nævner World Triathlon Corporations (WTC) antidoping-program. WTC er organisationen bag Ironman-stævnerne, og de kører sideløbende med de officielle anti-dopingagenturer, deres eget testsystem i deres egne stævner.
Da Ironman ikke er en olympisk disciplin, modtager de ingen støtte til anti-doping arbejdet. Og siden dopingtests er et dyrt og logistisk mareridt, vil der foregå færre tests i Ironman-stævner, end der vil gøre i eksempelvis stævner under ITU.
– “Chancerne for at blive testet i et WTC-stævne, er ret lille. Nogle vil beskrive Ironman som et frit land,” fortæller Joel Filliol.
World Triathlon Corporations har dog været ude og benægte denne påstand, med en rapport der viser, at de foretager flere out-of-competition tests, end mange anti-dopingagenturer.
Store navne bakker op om anti-doping arbejdet
Selvom incitamentet for at afsløre dopingsyndere, umiddelbart kan se forsvindende lille ud, bliver der dog testet både i og udenfor konkurrence. Følger man de danske professionelle triatleter på de sociale medier, dukker der regelmæssigt en opdatering op, som fortæller, at Anti Doping Danmark har været en tur forbi en tidlig morgen, for at foretage både urin- og blodprøver.
Også i udlandet oplever de professionelle triatleter disse regelmæssige tests, og det får dem til at virke optimistiske for, at deres sport er anderledes og mere ren end andre sportsgrene.
Tilbage i 2015, fortalte den professionelle britiske triatlet, Non Standford, i et interview med The Guardian, at hun regelmæssigt bliver testet. Og det får hende til at føle sig sikker på, at triathlon som udgangspunkt, er en ren sport.
– “Jeg bliver testet derhjemme, både tidligt om morgenen, om aftenen og under træning. Så fra mit synspunkt, udfører de (anti-dopingagenturerne, red.) et godt stykke arbejde. De nedbryder doping, så jeg tror, at triathlon er en meget ren sport. Men måske er jeg bare naiv,” fortalte hun dengang til The Guardian.
Og også sydafrikanske Richard Murray, er enig i, at triathlon er en relativ ren sport.
– “Jeg er enig i, at triathlon fortsat er en relativ ren sport. Jeg tror, at det måske har noget at gøre med, at det stadig er en ung sportsgren. Der er ikke en masse penge, i hvert fald ikke fra atleternes side, til at bevæge sig hen i retning af doping, som eksempelvis private læger,” skriver Richard Murray i en mail til Deadspin.com.
Richard Murray, som er en af de helt store kanoner på kortdistance-scenen, har dog bemærket, at der er forskel på testningen på de lange distancer, i forhold til på de korte distancer. Selv, bliver han da også regelmæssigt testet i sit hjemland.
– “Jeg har lagt mærke til, at testningen i langdistance stævner, ikke er ligeså fremtrædende, som det er tilfældet i ITUs stævner på den olympiske distance. Jeg har været en del af WADAs (Det Internationale Anti Doping Agentur, red.) program siden cirka 2011, og i Sydafrika, er de meget professionelle og regelmæssige med at teste mig. At have en test-historik, hjælper en hel del. De fleste top-atleter i ITU/Olympisk triathlon, har konkurreret på et højt niveau gennem flere år – folk som Javier Gomez, Mario Mola og Brownlee-brødrene. Men når nye folk pludseligt dukker op og begynder at vinde mere end normalt, så giver det altså en vis mistænkelighed,” skrev Murray videre i sin e-mail.
Joel Filliol: Jeg kunne ikke gøre hvad jeg gør, hvis jeg ikke tror på, at du kan vinde rent
Tager vi en tur tilbage til Joel Filliol, så har han, på trods af sin kynisme omkring doping i triathlon, alligevel håb for, at triathlon på én eller anden måde, er anderledes fra andre spotsgrene.
Og lige netop Filliol, må om nogen vide hvad han snakker om. Det er nemlig ikke hvem som helst, der er under hans vinger. Derfor føler han sig også meget sikker på, at det er fuldt ud muligt at vinde i triathlon, uden brug af doping.
– “Måske er triathlons rene image berettiget. I cykling, og i nogen grad også i atletik, er der en følelse blandt atleterne, som siger, at du ikke kan vinde rent. At du er nødt til at bruge doping for at vinde. Og antallet af tidligere medaljevindere, som nu er blevet afsløret i doping, bekræftet dette. Triathlon er en sport du kan vinde rent. Det ved jeg, for jeg træner en verdensmester. Og det er følelsen blandt elite triatleterne, at det er muligt at vinde rent. Det betyder dog ikke, at der ikke er doping i triathlon, eller, at mine atleter ikke er blevet slået af en, som har brugt doping.”
– “Men jeg kunne ikke gøre hvad jeg gør, hvis jeg ikke tror på, at du kan vinde rent,” slutter Joel Filliol.
