Det kuperede spanske Challenge Mogán Gran Canaria løber af stablen på lørdag, og på startstregen finder vi fire danskere der konkurrer på enten den korte eller på den halve jernmandsdistance.
Det er med fire danske age groupere på startstregen at dette års Challenge Morgán Gran Canaria bliver skudt i gang på lørdag. På menuen for de to af danskerne står en halv jernmand, imens de øvrige to sidste danskere står overfor den korte distance.
De to danskere på den halve jernmand er Nicolai Slynge og Mads Helms, imens de to danskere på den korte er Janne Kranker Mikla og Frank Kranker Mikla.
Distancen på den halve jernmand giver sig selv, men på den korte distance er det lidt anderledes, da den er delt op over 1900 meter svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb. Altså hvad der ligner en kvart jernmand, men som giver en lille fordel til svømmerne i forhold til den typiske kvarte distance.
Det er i øvrigt i dette race at den britiske ITU-stjerne Alistair Brownlee på får sin debut på de længere distancer. Et fokusskifte du kan læse mere om her.
Sådan ser udfordringerne for de fire danskere ud
Selvom de fire danskere skal køre to forskellige distancer, så er det alligevel de samme udfordringer der venter for dem alle fire. For begge distancers vedkommende startes der ud med en 1900 meter svømmetur ved Amadores Beach, der byder på i alt to omgange.
Svømningen starter ud i roligt vand der afskærmes af bølgebrydere rundt om Amadores Beach, men midtvejs på svømningen kommer deltagerne ud på den anden side af bølgebryderne, og står vinden rigtigt (eller forkert om man vil), så kan der her godt opstå lidt bølgegang.
Når de 1900 meter svømning er overstået, venter der enten 40 eller 90 kilometer cykling. De to danskere der kører på den korte distance skal ud på en rute der løber vest for Amadores Beach, langs med kysten og op til Puerto de Mogán. På den korte distance skal ruten gennemkøres to gange.
På den lange distance bliver det derimod en smule mere tricky. Først skal deltagerne nemlig her ud på en enkelt omgang øst for Amadore Beach hvor de skal vende i Anfi Del Mar. Herefter går turen tilbage til Amadores Beach hvor der venter tre identiske omgange som der køres på den korte distance.
Når cyklingen er overstået for deltagerne, venter der enten 10 eller 21 kilometer løb der primært løbes langs strandpromenaden ud til Atlanterhavet. Ruten går fra Amadores Beach og ind til Puerto Rico og tilbage igen, og den byder ikke på synderlige udfordringer. Udover varmen naturligvis.
De fire danske deltagere i Challenge Mogán Gran Canaria
Kort distance
F Veteran 1
Janne Kranke Mikla
M Veteran 1
Frank Kranke Mikla
Halv jernmand
M18-24
Mads Helms
M30-34
Nicolai Slynge