Det er ikke meget vi har set til professionelle Ditte Kristensen i de seneste par år. Men når vi har set hende, har hun vist rigtigt gode takter. Og i weekenden skal hun i aktion igen for første gang siden sin sjetteplads i European Cup på Madeira i september sidste år.
Det skal hun, når hun stiller til start i U23-klassen i Sarasota, Florida, i det Nordamerikanske Mesterskab på sprintdistancen, der samtidigt er en del af den amerikanske cup.
Hele racet foregår i naturskønne Nathan Benderson Park, hvor 750 meter svømning skal forceres i en sø, 18,3 km skal forceres på cykel rundt om søen (i alt tre omgange) og 5 km skal gennemføres over to omgange, langs med søen.
Glæder sig til at give den gas
Pastaparty.dk har talt med Ditte Kristensen, der allerede befinder sig i Florida. Og hun glæder sig til ‘at komme ud og give den gas‘. Selvom hun da godt ved at topformen rent løbemæssigt, er et godt stykke væk.
– På den ene side føler jeg mig klar til at komme ud og give den gas, få sæsonen igang og se hvor jeg står lige nu. På den anden side er jeg langt fra min topform på løbet, og er kun lige begyndt at løbe en smule fart igen, fortæller Ditte Kristensen, der er på vej tilbage efter et stressfraktur i lårbensknoglen.
– Jeg er i gang med at bygge mit løb op igen. Og jeg ved efterhånden af erfaring, at det tager lang tid med kontinuerlig løb. Den sidste tid har fokus væres på at få løbemængden op, mens den overordnede mængde ikke har været så høj.
Sætter sin lid til svømme- og cykelformen
Med baggrund i det lidt haltende løbeniveau qua træthedsfrakturet tilbage fra slutningen af september, har Ditte da også lidt svært ved at sætte en resultatmæssig målsætning op. Hun vil i stedet være der i nuet og ikke overtænke det.
For både svømme- og cykelformen, den fejler altså ikke noget.
– Jeg har ikke nogen (målsætning, red.). Jeg skal bare ud og køre et godt race, være der i nuet og ikke overtænke det. Og så må vi se, hvad det bliver til. Mit svømmeniveau er højt, selvom jeg pt er lidt træt. Og tror også cykelformen er fin. Så må vi se, hvor meget jeg har fået rykket på løbet, lyder det fra Florida.
Er helt skadesfri igen
Det var kort efter Ditte var blevet 6’er i Europa Cup’en på Madeira i midten af september, at træthedsfrakturet opstod. Hun var netop rejst tilbage til sit squad i Californien, men allerede få dage inde i oktober, måtte hun sætte sig i flyveren for at rejse hjem igen.
Det betød to måneder uden løb og en langsom genoptræning gennem december og januar, hvor alle løbepas foregik på et AlterG-løbebånd. Et løbebånd, der lader en atlet løbe med et tilpasset antal kilo istedet for atletens reelle kropsvægt.
Men tålmodigheden bærer nu frugt, for nu svømmer, cykler og løber hun igen helt skadesfrit.
– Jeg er helt skadesfri nu. Men fokus er langsigtet og at komme op på et niveau igen, hvor jeg kan blande mig i toppen, slutter Ditte Kristensen fra Sarasota, Florida.
Ditte Kristensen hopper i vandet på lørdag kl. 10.45 lokal tid, hvilket vil sige kl. 16.45 dansk tid. Stævnet bliver desværre ikke livestreamet, men Pastaparty.dk vil til gengæld være hurtig med en opdatering hurtigst muligt.
Det officielle navn for racet, er i øvrigt CAMTRI Sprint Triathlon American Cup and North American Championships.