Triatlon er en individuel sportsgren, men alligevel er mange af de stærkeste triatleter i verden formet i stærke miljøer. I en sport med stor træningsmængde, der er både fysisk og mentalt belastende, er det for mange vigtigt at have et godt miljø, hvor man trives. På den måde kan man skabe et fællesskab om et fælles projekt, fælles drømme og mål – og ikke mindst have nogen til at presse én, når det gør rigtig ondt, til at støtte hinanden og til at have det sjovt.
Især inden for kortdistance triatlon ser vi i stigende grad opblomstringen af stærke træningsmiljøer rundt omkring i verden. Det kan både være internationale træningsgrupper, som man ser med f.eks. grupper ledet af Joel Filliol (fleksibel base), Paulo Sousa (base i USA), Darren Smith (tidl.), Jamie Turner (base i Australien) og mange andre.
Men også på nationalt plan er der sket en centralisering af mange træningsmiljøer globalt set, for eksempel i både England, Danmark (Tri Team SDU), Australien, Tyskland og New Zealand. Der er ingen tvivl om, at der skal stærke miljøer til at skabe stærke atleter – men det er også vigtigt at understrege, at dette kan gøres på mange måder.
Herhjemme har vi de senere år set Tri Team SDU blive formet, men også andre steder i landet er der stærke miljøer både for kort- og langdistance atleter. Eksempelvis elitemiljøet i Tri4 og KTK, hvor en del danske elitefolk også holder til, men også i Aalborg, der de seneste år har haft succes med at få skabt deres eget elitemiljø.
Elite Triatlon Aalborg har formået at skabe et stærkt og stabilt triatlon miljø for atleter, der især konkurrerer indenfor kortdistance triatlon i bl.a. DM serien, ITU regi og den tyske bundesliga.
Hvad er grundstenene for træningsmiljøet i Aalborg? Hvordan ser deres træning ud? Og hvad er de lykkedes med – og hvad er fortsat udfordringer?
Pastaparty.dk har haft fat i flere af atleterne fra Elite Triathlon Aalborg, samt deres træner Aksel Nielsen, for at høre nærmere om deres træningsfællesskab.
Starten og en passion for kort-tri
Elite Triathlon Aalborg er en mindre gruppe af elite atleter, der er en integreret del af Aalborg Triathlon Klubs træning. Har man fulgt lidt med i kortdistance triatlon både herhjemme og på europæisk plan, vil man vide, at Aalborgs elite team, der består af Pernille Linder, Kristian Trier, Nicklas Røssner, Heidi Thranun, har været velrepræsenteret både i DM serien, samt i diverse Europa Cups og i den tyske bundesliga. Fantastisk også at have danskere repræsenteret internationalt, der ikke kommer fra det danske landshold.
Men hvordan blev dette relativt nye elite team stablet på benene?
-”Klubben havde rammerne for et konkurrence hold, som var bygget op om talent, sociale forpligtelser, og engagement i klubben. Med dette som grobund, gik vi daværende fem elite atleter sammen i håbet om at udvide konkurrenceholdet til et elitehold”, fortæller Nicklas og tilføjer:
-”Som vigtig medspiller hjælper klubbens og eliteholdets sponsor FusionSport Aalborg til at dette kan lade sig gøre.”
Formålet var at skabe bedre rammer, og dermed optimere træning og præstationer. Samtidigt understreger atleterne også, at de havde et ønske om at udbrede kendskabet til kortdistance triatlon, der på den danske scene i kraft af bl.a. Ironman Copenhagen er noget mindre udbredt hos Hr. og Fru Danmark end langdistance triatlon er. Samtidigt ønskede atleterne også at udbrede kendskabet til deres egen klub samt for DM Tri serien.
Men som det ofte er i foreninger, hvor der er mange interesser og agendaer, bød starten af elite-teamet også på udfordringer. Nye tiltag i en veletableret klub kan være en udfordring – men vi må jo blot konkludere, at det ser ud til at være lykkedes meget godt indtil videre.
Den ugentlige opbygning
I Aalborg kombineres individualitet med fællesskab. Der er plads til, at atleterne træner selv og har individuelt træningsprogram, men samtidigt bliver de fleste nøglepas trænet i fællesskab.
”Træningen er bygget op omkring fælles klubtræning, som består af hårdt løb mandag og krydspas lørdag, bestående af cykling efterfulgt af løb. Derudover er der fælles svømmetræning fem gange ugentligt i Aalborg Triathlon Klub. Et af nøgle svømmepassene er mandag morgen kl. 06.00 hvor vi på eliteholdet får en hård start på ugen med Aksel Nielsen aka. ”Tri-træneren” på kanten”, fortæller Pernille.
Atleterne på eliteholdet har hver især fået udarbejdet et individuelt træningsprogram af Aksel Nielsen, der passer til deres arbejds- og studiesituation. Dette må siges at være en vigtig detalje, da balancen mellem den megen træning samt livet udenfor er essentiel for at lykkes.
Inkorporeret i deres individuelle træningsprogrammer er klubbens fællestræning, så de på denne måde får sikret kvalitetspas i fællesskab. Atleterne løber sammen to gange om ugen, svømmer fem gange og cykler sammen to gange.
Der er flere af passene, hvor atleterne træner sammen med de andre fra klubben, der også tæller flere talentfulde og professionelle triatleter. bl.a. holder Anders Christensen, Anne Jensen, Jesper Eberhard, Benjmin Andersen og bobler Mads Larsen også til i Aalborg.
Som det er tilfældet i flere klubber på landsplan, kan eliteatleterne drage stor nytte af bredden i klubben, på trods af niveau forskellen. Dette er også tilfældet i Aalborg.
-”Flere atleter kan udfordre os i de forskellige discipliner. Vi har nogle dygtige svømmere, dygtige cykelrytter og dygtige løbere i Aalborg Triathlon Klub som derved kan udfordre os på enkeltdisciplinerne”, fortæller Kristian.
Struktur er miljøets force – men gruppedynamikken har en vigtig plads
Ifølge atleterne selv er den struktureret træning med Aksel Nielsen i spidsen det bedste ved træningsmiljøet i Aalborg. Det skaber et godt fundament for udvikling og et stærkt fællesskab.
-”Man kender altid formålet for træningen, og alle træningspas samt progression er på forhånd blevet forklaret til et årligt opstartsmøde. Al træning og forklaringer hertil kan findes på Aalborg Triathlon Klubs hjemmeside, tilgængelig for alle medlemmer i klubben”, forklarer Aalborg triatleterne.
Samtidigt lægger atleterne stor vægt på, at de har et stærkt sammenhold – i hele klubben:
-”Vi har et helt unikt sammenhold, og der er aldrig for travlt til en kop kakao og en banan efter mandags træning, hvor atleterne hyggesnakker på tværs af niveau, ambitioner, alder, køn og profession.”
For de Aalborgenserne har det været afgørende, at de har fået skabt et fællesskab, hvor de også bruger meget tid sammen uden for træningen.
-”Vi ser denne del af gruppedynamikken, som en mindst lige så vigtig del, som selve træningen, da den giver mulighed for at hjælpe og støtte hinanden med at få det hele til at gå op i en højere enhed.”
Atleterne bruger hinanden meget – både i og uden for træning. Til træning kan det for eksempel være ved at motivere hinanden, give konstruktiv feedback, opbakning, men ikke mindst til at udfordre hinanden og gøre træningen sjovere. Uden for træningen kan det være alt fra en snak over kaffe, fælles aftensmad, støtte hinanden ved skadesproblematikker, men også støtte hinanden i livskriser og i at opnå ens ambitioner.
En mangel på elitefolk
Selvom sporten er voksende, er antallet af elite triatleter – især på den korte distance – stadig ikke overvældende herhjemme – og især ikke hos pigerne. Det er da også det, der bliver udpeget som den største udfordring i Aalborg – manglen på elitefolk.
En lille gruppe betyder også, at fællesskabet er sårbart overfor sygdom, hvis folk er afsted til stævner eller andet lignende. Der er simpelthen ikke nok elitefolk, der deltager regelmæssigt i træningen. Det kan betyde, at de stærkeste triatleter til tider er ret alene i træningen og ikke har nogen til at presse dem.
Men som man siger – ”Champions are made when no one is watching” 🙂
Den travle hverdag og ønsket om balance
Fælles for de fire faste atleter på eliteholdet – Heidi, Pernille, Kristian og Nicklas – er, at de alle fire passer deres træning ind med fuldtids- eller deltidsarbejde og studie. Ved hjælp af Nordjysk Elitesport drager Nicklas og Kristian nytte af nogle mere fleksible rammer i forhold til studiet når det kommer til eksaminer, der falder oven i stævner eller træningslejre.
Kristian Trier læser Geografi på Aalborg universitet. En typisk lørdag for ham starter – hvis han er heldig (!) – først kl 8. Som oftest farer han forvildet rundt, pakker sine ting, vækker sin kæreste Line og får lige akkurat kastet havregryn og kaffe i hovedet inden klubbens fællestræning starter kl 9.
-”Lørdagspasset er for mig et af ugens højdepunkter. Hård interval cykling efterfulgt af off-bike løb i fantastisk selskab. Lige gyldigt, hvor hård ugen har været og hvor meget det regner, glæder jeg mig altid til lørdag – et godt eksempel på hvordan gruppen kan løfte motivation og kvalitet. Resten af lørdagen foregår på sofaen, med mindre Line mener der er noget der er meget vigtigere at bruge weekenden på”, fortæller Kristian med et smil.
I øjeblikket har Kristian taget en pause fra sit studie og har fået et fleksibelt arbejde ved Geodatastyrelsen. Dette er ikke kun relevant for studiet, men gør det også nemmere at få alle brikkerne til at passe sammen.
For Nicklas starter dagene typisk tidligt – kl 5 eller 5.45, hvor efter morgensvømning følger, inden fysioterapistudiet kalder fra 8 til 15. En typisk torsdag bliver der lige presset en 60 min løbetur ind inden arbejdet som ungdomstræner i klubben starter 16.30, efterfulgt af en times hård spinning som instruktør i Fitness World. Det er en træt Nicklas, der kommer hjem og spiser og skal op næste dag kl 5 for at træne!
Fælles for de to piger, Heidi og Pernille, er, at de begge kombinerer deres trikarrierer med arbejde. Heidi har valgt kun at arbejde 30 timer om ugen, for at gøre plads til restitution i løbet af ugen. Også Pernille har formået at få sit arbejde som fysioterapeut, nattesøvnen og træningen til at gå op i en højere enhed.
Nicklas: udvikling er i fokus
Men hvad skal 2017 byde på for aalborgenserne? Nicklas er ikke i tvivl: udvikling er i fokus.
-”2017 bliver et år som for mig handler om udvikling. Jeg skal udvikle mig mest muligt som atlet, og derfor er resultaterne ikke i fokus, men mere processen og forbedring af alle aspekter i sporten”, fortæller Nicklas. Han skal igen i år køre 2. Bundesliga, et super sted at udvikle sig som atlet, og så skal der kæmpes blandt eliten i DM-serien. Også EM for hold i Banyoles står i kalenderen samt et eventuelt EM sprint for AG i Düsseldorf. Motivationen og viljen – de måske absolut vigtigste elementer i elitesport – fejler ikke noget hos Nicklas:
-”På længere sigt er målet at blive den bedst mulige atlet, og se hvor langt talentet rækker. Min største motivation er at blive bedre for hver dag, og få lov at kæmpe mod nogle af de bedste atleter i verden”.
2017 – DM serien og EM for klubhold
Fælles for de fire atleter er, at de vil være til start i eliten ved DM serien. Dog krydrer de også deres sæsoner med øvrige stævner.
2017 kommer for Heidi Thranum til at byde hovedsageligt på DM serien både for eliten og AG, samt EM sprint for AG i Düsseldorf – og sammen med de tre andre atleter fra klubben skal hun også køre EM for klubhold i Banyoles.
Som noget nyt byder Pernille Linders sæson på lidt længere distancer: udover de fire DM serie afdelinger vil hun i år være til start ved EM halv i Challenge regi i Herning.
For Kristian Trier er hovedfokus at holde sig skadesfri og på trods af mange spændende ”fristelser”, som han selv beskriver det, at holde fokus på udviklingen på længere sigt. Sammen med Nicklas stiller Kristian også til start igen i år i 2. Bundesliga, og vil også være at finde på startstregen ved EM sprint for AG i Düsselford – og måske byder sæsonen også på et verdensmesterskab for AG når ”The Grand Final” går løs i Rotterdam i efteråret.
En træners perspektiv og filosofi
Aksel Nielsen er ”The Boss” i Aalborg og styrer slagets gang. Træneren definerer selv sin træningsfilosofi som ”ikke specielt revolutionerende” – men dette betyder bestemt ikke, at den er mindre relevant eller vigtig.
Grundstenene i Aksels træningsfilosofi er kontinuitet og progression, samt at træningen skal være specifik. Han lægger også vægt på vigtigheden i, at træningen er individualiseret så vidt som det nu er muligt i et klubmiljø.
Aksel lægger vægt på tre ting, der ifølge ham er essentielle for at få skabt et godt og solidt træningsmiljø:
- Du skal have atleterne der både vil (har den rigtige indstilling) og kan (har et vist niveau)
- Klubben skal have et ønske om at være med til at skabe samt bidrage til dette miljø, og det er både fra atleternes, trænernes og fra bestyrelsens side.
- Dygtige træner som har en vist indsigt i triatlon.
Med disse tre grundsten – hvad er så lykkedes for Aalborg Triatlon ifølge træneren?
Aksel lægger vægt på, at de – især tidligere – har formået at få alles træning til at gå op i en højere enhed. Tidligere var det helt normalt at fællestræningerne var ens og for alle, alle lavede det samme, lige meget om man var kort, lang, tri- eller duatlet.
Det har i dag ændret sig, og der er større forskel på, hvad de forskellige grupper laver. En nødvendighed, når man har vidt forskellige mål og niveau – men det skaber ifølge Aksel også nogle problemstillinger. Men han lægger dog også vægt på, at triatleterne i Aalborg forsøger at træne mest muligt sammen, da alle kan bidrage med noget positivt.
For Aksel er miljøets force den fælles periode plan, der gælder for alle tre discipliner. Det skaber en rød tråd igennem alt træning – og der bliver ikke blot trænet for at træne, men der er en mening med de enkelte træningspas. Der bliver således arbejdet efter de samme principper i alle tre discipliner.
Indstilling og passion er altafgørende
Aksel vil dog langt fra tage æren for de succesfulde atleter, der er blevet formet i Aalborg. Tværtimod mener han, at resultaterne er meget personspecifikke, og at det handler om at det er de ”rigtige folk”, der kommer i klubben. Indstillingen og passionen er essentiel.
-”Det er nogle atleter som vil noget med deres sport. Jeg siger ikke, at det er lige meget hvordan vi træner i klubben, men klubben og træningen har ”bare” hjulpet atleterne den rigtige vej. Uden deres engagement og passion, havde vi ikke opnået de resultater vi har”, slår Aksel fast.
Tri er en individuel sport. Men der er ingen tvivl om at man – ligesom så mange andre gange i livet – når længere, hvis man har nogen at være fælles med det om.
Pastaparty.dk siger tak til Elite Triathlon Aalborg for at give os et indblik i ét af de mange fantastiske træningsmiljøer vi har her i Danmark.