Der er lagt op til den helt store danske pro-fest, når der i morgen køres IRONMAN 70.3 Otepää i Estland. På startstregen har vi nemlig ikke mindre end tre danske pro’ere, der umiddelbart ser ud til at have nogle rigtigt gode chancer for podieplaceringer. 

De tre danske pro’ere er delt op i én herre og to kvinder, hvor Danmark er repræsenteret ved Esben Hovgaard hos herrerne, imens Maja Stage Nielsen og Helle Frederiksen begge er til start hos kvinderne.

Hverken Maja eller Helle har kørt race siden IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør, så hvordan deres form er, er der selvfølgelig lidt tvivl om – men med tanke på at Helle Frederiksen går all-in på 70.3 VM i Chattanooga om kun lidt over en måned, må vi gå ud fra at formen er tæt på toppen.

Maja har til gengæld en lidt anden raceplan end Helle, da hun så sent som for kun et par dage siden, officielt havde kørt kvalifikationen til IRONMAN World Championship i hus. Hendes hovedfokus er dermed lidt over to måneder ude i fremtiden, men set i betragtning af at hun højst sandsynligt har fået trænet lidt fart på det sidste, øjnes hun også gode muligheder for en topplacering.

Esben Hovgaard derimod, har i Otepää ét stort fokus; at køre point hjem til Kona-kvalifikationen. Juli-kvalifikationen er netop overstået, hvor de 40 bedstplacerede herrer har sikret sig kvalifikationen, og tilbage har vi så en masse atleter der åbent har fortalt at målet er en tur til Kona til oktober.

Én af disse atleter er altså Esben Hovgaard, der pt. er placeret som nummer 89 i KPR (Kona Point Rankings), knap 2000 point efter nummer 50 der er sidste plads i Kona. Med et topresultat i Estland i morgen, vil han komme betydeligt tættere på én af de eftertragtede Kona-billetter, og kan han følge op med endnu et topresultat i IRONMAN Kalmar (som han selv siger han deltager i) om to uger, så kunne denne billet meget vel være hjemme.

I herrernes pro-felt er der ikke umiddelbart nogen af de allerstørste navne til start, men Hovgaard skal nok få hård konkurrence fra russeren Ivan Kalashnikov, der indtil videre i denne sæson har kørt ganske fornemt.

Også Helle Frederiksen og Maja Stage Nielsen ser ud til at skulle konkurreret i fraværet af de helt store kanoner, hvor det dog forventes at Anja Beranek (hvis hun stiller til start) kommer til at have en rolle som et fornuftigt bud på sejren. Beranek har dog også netop sikret sig kvalifikationen til Kona, så hvordan hendes form er, er umiddelbart usikker.

Danske deltagere i IRONMAN 70.3 Otepää 2017

Udover de tre danske pro’ere er der også syv danske age groupere på startlisten, og herunder kan du se navne og startnumre på danskerne. Her på Pastaparty.dk ønsker vi de danske triatleter god vind i Estland.

MPro

3 Esben Hovgaard

FPro

23 Maja Stage Nielsen
25 Helle Frederiksen

F18-24

84 Cahtrine Engelhardt Sand

F25-29

174 Caris Demptster

M25-29

36 Mikkel Mortensen

F35-39

57 Mia Nielsen

M35-39

457 Claus Jensen

F50-54

691 Grethe Petersen

M50-54

699 Steen Lerche-Jensen

Den komplette deltagerliste kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply