Med vinteren lige ude foran vores hoveddør, er langt det meste af vores cykeltræning efter rykket indendørs på hometraineren. Udenfor er det mørkt i de timer vi har fri fra arbejde, så at sidde inde i stuen og buldre derudaf, er det mest sikre. Men nogle gange er det bare rart at komme ud i kulden og få lidt vind på snuden, særligt på de lidt længere cykelpas. Vi giver dig her fire gode råd til cykeltræning i mørke, så du også kan blive en cyklende natteravn.

Med en fortid som elitecykelrytter (ja, det er ti år siden…) med fuldtidsjob, har jeg trænet masser af timer udenfor i vinterkulden ude i mørket. For selvom mørket gør det svært at køre intervaltræning på en sikker måde (i hvert fald udendørs), er der stadig ikke noget mere befriende end at sidde udenfor på sin cykel.

Personligt er min egen intervaltræning nu rykket indenfor på hometraineren. Men al min cykeltræning der ikke består af intervaller, hvadenten det er restitutions-, base-, eller udholdenhedspas, foregår stadig udenfor. Og det kommer de til at blive ved med hele vinteren.

Her i artiklen kommer jeg derfor med fire gode råd til cykeltræning i mørket (inklusiv nogle produktanbefalinger til sidst, som du kan springe direkte ned til her), som jeg selv bruger hver gang jeg er ude på cyklen i døgnets mørke periode.

[toc]

1. Planlæg din rute på veje du kender på forhånd

Planlæg din rute på forhånd når du skal cykeltræne i mørke
Når du skal cykle i mørket, er det en god ide at have planlagt din rute på forhånd. Og så skal du have noget mere sikkerhedsudstyr på, end gutterne her på billedet 😉

Når det er mørkt, kan det være ualmindeligt svært at se hvor man kører hen på afstand. Derfor er mørkekørsel også bedst at gøre på veje du kender i forvejen.

Derfor, så planlæg din rute til at foregå på veje du kender på forhånd. Det giver dig en sikkerhed i forhold til at du kan forudsige skarpe sving, huller i vejen og hvor der er cykelstier i forbindelse med større veje.

Det gør slet ikke noget at køre på de mindre veje. Faktisk er det det jeg anbefaler. Men skal du ud på de større veje når det er mørkt, vil jeg helt klart anbefale at du kun kører på større veje med cykelsti.

2. Udnyt mørket til at få en anderledes træningsstimulus

Oplev en ny træningsstimulus ved max-intervaller opad bakke når det er mørkt
Max-intervaller opad bakke når det er mørkt, kan give en helt ny type stimulus i din cykeltræning.

Noget jeg brugte rigtigt meget som elitecykelrytter, var at bruge mørket til at få en helt anderledes træningsstimulus end når jeg trænede når det var lyst. Det gjorde jeg ganske enkelt ved – i bymæssig bebyggelse – at køre max-intervaller opad bakke.

Når jeg siger bymæssig bebyggelse, mener jeg at det er en fordel at der er gadelygter på bakken. Og at der kommer nogle biler forbi engang imellem. Og så gør det heller ikke noget, hvis der er en cykelsti du kan køre på opad bakken, så du ikke er til fare for dig selv ude på vejen.

Dét det gjorde for mig at træne max-intervaller opad bakkerne når det var mørkt, var først og fremmest at dét at det var mørkt, gav en speciel følelse i kroppen selvom man kørte max. Har du nogensinde prøvet at sidde på din hometrainer og køre intervaller imens lyset er slukket og rummet er helt mørkt?

Hvis ikke, så prøv det. Det kræver lidt tilvænning til at starte med. Men når du har vænnet dig til det, er det en mega fed følelse. Man føler sig mega fri. Og den følelse kan du så gange med to når det foregår udenfor med rigtig vind på snuden.

Dernæst gav det også et kick når man cykler forbi husene, man kan se lysene i vinduerne og man ved at der sidder folk derinde og spiser snolder foran fjerneren (ja, jeg plejede at køre de her intervaller fredag aften), imens man selv sidder derude, hamrer løs og forbrænder alle de kalorier de indtager inde i husene.

Det er naturligvis ikke alle byer der lige har nogle bakker der er seriøse nok til at man kan få lavet decideret bakketræning på dem. Men bor du i nærheden af en sådan, så brug distancen derhen til opvarmning og distancen hjem til afrulning.

For tro mig, at køre max-intervaller opad bakke imens det er mørkt, giver bare en helt anderledes dimension af stimulus.

3. Pas på ved skove, træer og broer

Pas på med træning i skove og på broer når det er mørkt om vinteren
Når du cykler gennem skove, under træer eller på broer når det er mørkt, skal du passe ekstra på. Særligt om efteråret og vinteren.

Skove, broer eller generelt bare enkelte træer kan være meget farlige at have med at gøre i de mørke måneder. Også selvom du har verdens bedste cykellygte foran, så vil det alt andet lige stadig være sværere at opdage potentielle farer end hvis du cykler der når det er lyst.

Særligt her i efterårsmånederne er skove og træer farlige. Det er de på grund af de mange nedfaldne blade, der kan være som at køre i brun sæbe hvis der ligger mere end kun et par blade samme sted.

Når det så blive vinter og frostgraderne for alvor melder sig, udgør skovene endnu engang en risiko. Denne gang ikke på grund af blade, men på grund af at det ofte er svært for solen at komme ind og tø de frosne veje og eventuelle is-plamager på asfalten op.

Det samme gør sig gældende på broer. Dog ikke fordi solen her har svært ved at tø eventuelt is op, det er åbenlyst. Jeg kender ikke rigtigt den kemiske eller biologiske forklaring på hvorfor broer altid er glattere i forhold til vejene hen til dem, men jeg taler i hvert fald af bitter erfaring fra mere end én gang med en ordentlig omgang vej-snaveri på en bro 😉

Hverken skove, broer eller træer behøver du dog helt at holde dig fra. Du skal bare være lidt ekstra forsigtig på sådanne steder.

4. Brug det rigtige udstyr, for din og for andres skyld

Det rigtige udstyr kan gøre en stor sikkerhedsmæssig forskel når du udøver cykeltræning i mørke
Der er stor forskel i sikkerhed på ham der er forrest og ham der er bagerst. Jo bedre lygter og jo mere reflekterende tøj du har på når du udendørs cykeltræning i mørke, jo mere sikker er du.

Der er slet ingen tvivl. At cykle i mørket kræver udstyr. Udstyr der oftest ikke er billigt og som består af minimum en forlygte og en baglygte, men anbefalesværdigt også en refleksvest og et sæt reflekser på selve cyklen (reflekser på cyklen er jo også lovpligtigt).

Herunder har jeg givet dig nogle rigtigt gode bud på udstyr der er værd at bruge, uden at det koster spidsen af en jetjager. Jeg bruger det meste af nedenstående udstyr selv, så jeg ved 100 procent hvordan det fungerer og jeg kan stå 100 procent inde for det.

Dét udstyr jeg har nævnt som jeg ikke selv bruger, nævner jeg med baggrund i anbefalinger fra brugere af de specifikke produkter i hele verden. Sikkert og vist er det dog, at jeg skal nok fortælle dig om jeg bruger produktet eller ikke 🙂

4.1 En kraftig forlygte giver dig klart syn forude

En god forlygte er vigtigt når du cykler i mørke
En god forlygte er alfa og omega for at du både selv kan se noget i mørket og at du bliver set (i hvert fald forfra)

Når du cykler i mørke, er det hamrende vigtigt at kunne se noget. Og også at blive set, for den sags skyld.

For at kunne se noget, er det vigtigt med en god forlygte. Og lad mig sige det med det samme; der findes tonsvis af cykellygter derude i både varierende kvalitet og pris. Forlygter findes til priser fra omkring halvanden hundrede kroner (køb ikke sådan en hvis du skal bruge den til cykeltræning i mørket) og så op til flere tusinde kroner.

At betale et par tusinde kroner for en forlygte, mener jeg dog ikke er nødvendigt. Ikke medmindre den skal bruges til at køre mountainbike i skoven efter mørkets frembrud, hvor en smart satan som denne kan retfærdiggøre prisen.

4.1.1 Atredo MTB-forlygte – en superkraftig og venlig forlygte
Atredo mountainbike lygte, ideel til kørsel på meget mørke landeveje og i skoven
Atredo-forlygten, der er ideel til kørsel på meget mørke landeveje og som også kan bruges på mountainbiken i skoven. Den er smart, den er genopladelig, den giver et hamrende godt lys og så er den meget prisvenlig.

Den forlygte jeg istedet selv bruger, og som jeg i øvrigt kraftigt anbefaler til den prisbevidste bruger, er den markant mere prisvenlige Atredo-lygte. Til en normalpris på kun lidt over 500 kroner og med mulighed for at køre med ufatteligt høj lysstyrke (2200 lumen), er den virkeligt pengene værd.

Lygten kommer i en pakke med selve lygteenheden, eksternt batteri, ledningsnet fra batteri til lygte, en holder til batteriet og også et pandebånd, så den reelt kan bruges som pandelampe.

Sidstnævnte anbefaler jeg dog ikke, da den alligevel er lidt tungere end en pandelampe bør være og at batteriet ikke bare sådan lige passer i en lomme i eksempelvis en løbejakke 😉

Rigtigt god til cykling er den dog. Atredo-forlygten har tre indstillingsmuligheder, hvor der er to med still-lys og én med blinkende lys. Bruger du den allerkraftigste still-indstilling holder batteriet ikke meget mere end et par timer på en fuld opladning, men denne indstilling bruger jeg personligt selv kun hvis jeg kører igennem et skovområde.

Når jeg kører i åbent landskab bruger jeg den “svageste” still-indstilling som stadig giver et så kraftigt lys, at jeg kan se langt, langt frem. Og så holder batteriet altså strøm i mere end 5 timer!

Det smarte ved lygten her er, at den rundt om selve knappen til at tænde og slukke, har en indikator for hvor meget strøm der er tilbage. Lyser den grøn er du stadig good-to-go, men begynder den at blinke rødt, er det ved at være tid til at vende snuden hjemad, hvilket du efter mine erfaringer har 30-60 minutter til.

Jeg brugte min Atredo-lygte hele vinteren 2017/2018 et par gange om ugen og den fungerer stadigvæk helt uden problemer. Så er du prisbevidst og vil du have en rigtigt god kvalitetsforlygte der virkeligt lyser vejen op foran dig, så anbefaler jeg dig på det kraftigste at købe lige præcis Atredo-forlygten.

Den kan i øvrigt købes her.

4.2 En kraftig baglygte giver dig tydelig synlighed bagude og fra siden

En god baglygte kan være forskel på liv og død når man cykeltræner i mørket
Hvis du vil ses tydeligt bagfra og fra siden når du træner på de mørke landeveje, er det yderst vigtigt med en god baglygte.

Selvom en baglygte ikke som sådan skal bruges til at se noget med, har den alligevel en meget vigtig funktion. Nemlig at blive set med. Gerne på lang afstand, både bagfra og meget gerne også fra siden.

Ligesom med forlygter, findes der et hav af baglygter. Men gør mig en tjeneste; hold dig langt væk fra de små dioder med elastikker som du kan købe alle steder. At købe en rigtigt god baglygte koster altså ikke alverdens.

4.2.1 Smart Superflash-baglygte der kan ses halvanden kilometer væk
Smart Superflash baglygte, der med sin kraftige blinkeeffekt kan ses mere end halvanden kilometer væk
Skal du ses bagfra eller fra siden på lang afstand, er det Smart Superflash-baglygten du skal have fat i. Dens kraftige lysshow i blinke-mode gør at du tydeligt kan ses mere end halvanden kilometer væk, både forfra og fra siden!

Selv bruger jeg denne Smart Superflash baglygte, der, når den er sat i blinketilstand, får sendt misundelige blikke fra lysmændene hos selv de største diskoteker (overdrivelse fremmer forståelsen, ikke? 😉 ).

Blinketilstanden er nemlig en imponerende historie for sig selv, der på trods af lygtens kompakte størrelse, kan ses mere end halvanden kilometer væk (endda når det er lyst). Ligeså kraftigt lyser den også når indstillingen er sat til still-lys, men min erfaring siger, at man bare har nemmere ved at blive set ude på bøh-landet når lygten er i blinke-tilstand.

Smart Superflash-baglygten har efterhånden mange år på bagen. Faktisk har den været i handlen i forskellige udgaver i mere end 10 år. På trods af det, er det fortsat en af de absolut mest solgte baglygter hos cykelhandlerne.

Udfra mine betragtninger skyldes det en rigtigt god pris (vejledende pris er 149 kroner, men kan ofte fås til hundrede kroner her), det ufatteligt kraftige lys og at den har en visuel synsvinkel på 250 grader. Den kan altså ses supertydeligt både bagfra og fra begge sider.

Og så holder lygten altså 50 timer i blinketilstand før der skal skiftes batterier, som i øvrigt nemt gøres ved nemt at pille lygteglasset af, skifte de to AAA-batterier og sætte lygteglasset på igen.

Hvad baglygter angår anbefaler jeg på det kraftigste Smart Superflash!

Smart Superflash-baglygten kan købes her

4.2.2 Garmin Varia-baglygten, der advarer dig om bagvedkommende trafik
Garmin Varia-baglygten fungerer både som baglygte og som radar, der advarer dig om bagfrakommende trafik
Den ultimative sikkerhedsbaglygte, Garmin Varia. Udover at være en baglygte indeholder Garmin Varia også en radar, der – hvis du har en kombatibel Garmin-enhed eller et Varia-display – advarer dig om bagfrakommende trafik indenfor 140 meter bagud.

Lad mig sige det med det samme; jeg bruger ikke selv denne lygte, men jeg har virkeligt overvejet det. Jeg har i hvert fald hørt masser af godt om Garmins intelligente baglygte Garmin Varia.

Det smarte ved Garmin Varia-baglygten, er at den dels tjener som decideret baglygte og dels tjener som advarselsradar for dig som bruger, så du blive advaret når der kommer bagfrakommende trafik uden at du behøver dreje hovedet.

Selve radaren giver dig en advarsel på din Garmin-enhed (hvis din enhed er kompatibel med Varia, hvilket du kan tjekke her) eller på et eksternt display, hvis der er trafik indenfor 140 meter bagved. Og så holder den strøm i 10 timer inden den skal genoplades.

Har du en kompatibel Garmin-enhed kan du nøjes med selve lygte/radarsystemet, som kan købes her. Har du ingen Garmin-enhed eller er din Garmin-enhed ikke kompatibel, kan du købe en pakke med både lygte/radarsystemet og et display her.

Én ting er sikkert og vist. Henover vinteren skal jeg have afprøvet Garmin Varia-baglygten, for brugerne over hele verden virker yderst begejstret for den!

4.3 Reflekser er både lovpligtigt og giver markant øget synlighed

Reflekser giver synlighed på cyklen, hvor lygterne ikke gør
Reflekser på cyklen er lovpligtige. Og det er med god grund. De giver bare meget synlighed på de mørke veje.

Det er lovpligtigt, men alligevel er der mange sportscyklister der enten glemmer dem eller bevidst ikke har dem på deres cykler. Det er naturligvis reflekser jeg taler om.

Cykellygter gør mange ting for at blive set, men udover at reflekser er lovpligtige, bidrager de altså også til øget synlighed i mørket i tillæg til den synlighed som lygterne giver. At køre med reflekser både foran, bagved og på siden, er derfor noget jeg både selv gør (på min almindelige racercykel som også er den cykel jeg kører i mørke på) og som jeg kraftigt anbefaler.

4.3.1 Refleksklistermærker
Refleksklistermærker hjælper med at gøre cyklen mere synlig i mørket
Det kan være svært at montere traditionelle reflekser på en racercykel. Det problem afhjælper refleksklistermærker, og så ser de heller ikke så store og klodsede ud.

Vi kender alle de almindelige reflekser der skrues fast på cyklens styr, sadelpind, egere eller lignende. Men ét er at de godt kan se lidt klodsede ud, en anden ting er at det er tæt på umuligt at montere sådan nogle på en racercykel.

I hvert fald hvad angår de gule reflekser der klipses fast på egerne, for at give synlighed fra siden. Den røde og den hvide af de traditionelle reflekser til henholdsvis bagved og foran, bør dog ikke være et problem at montere på en racercykel.

Hvad jeg selv gør brug af for at slippe for de traditionelle reflekser, er refleksklistermærker der fås i både hvide, røde og gule udgaver. Det vil altså sige til foran, bagved og til siden.

Refleksklistermærkerne koster ikke mange bas-ører og kommer oftest i pakker á seks stykker. Sæt to hvide refleksklistermærker lodret på cyklens kronrør en centimeter eller to fra kronrørets center, så de peger en lille smule ud mod hver sin side.

Sæt ét rødt refleksklistermærke på oversiden af hver sadelstræber lidt over der hvor baghjulet blive sat i. Og sæt også to gule refleksklistermærker på begge sider af fælgkanten på både for- og baghjul – ikke på selve bremsefladen, men nedenunder.

Ved de gule refleksklistermærker kan det ved nogle fælge være nødvendigt at klippe selve klistermærket lidt til, for at det kan sidde der uden at stikke udover eller gå op i bremsefladen.

Men når først de gule refleksklistermærker sidder der, vil de give dig masser af sikkerhed fra siden. For hånden på hjertet, uanset hvor kraftig og hvor blinkende en baglygte du har som kan ses fra siden, så vil en bilist der kommer fra en sidevej, lægge meget mere mærke til de gule reflekser på hjulenes bevægelser end vedkommende vil lægge mærke til lyset.

For god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på at refleksklistermærker som udgangspunkt ikke er lovpligtigt godkendt. Men hvis valget falder på at køre uden reflekser eller at køre med refleksklistermærker, skal man da i det mindste vælge refleksklistermærkerne for sin egen sikkerheds skyld.

De hvide refleksklistermærker kan købes her. De røde kan købes her. Og de gule kan købes her (bemærk, at hvis du vil benytte min fremgangsmåde med to refleksklistermærker på hver side på for- og baghjul, hvilket jeg anbefaler, skal du bruge to pakker af de gule refleksklistermærker).

Nogle brugere klager i øvrigt over at refleksklistermærkerne kan være svære at få til at blive siddende på buede overflader. Hvis du gør som jeg har beskrevet, vil der dog ikke være nogen problemer. I hvert fald ikke udfra mine erfaringer på min egen cykel.

4.3.2 Traditionelle reflekser med spændebånd
Traditionelle hvide og røde cykelreflekser kan også sidde på en racercykel
Traditionelle røde og hvide reflekser er de eneste typer cykelreflekser der er lovpligtigt godkendt. De ser store og klodsede ud på en racercykel, men de er sikkerhedsmæssigt bare bedre end eksempelvis refleksklistermærker.

Er du mere til at have traditionelle reflekser på din cykel, skal du naturligvis også have lov til det. Og køber du de rigtige, er disse også lovpligtigt godkendt (dem jeg linker til her i artiklen er lovpligtigt godkendte).

Disse reflekser kræver ikke meget introduktion, hvorfor jeg bare springer direkte til at fortælle dig hvor de kan købes. Det kan den hvide udgave til foran her og den røde udgave til bagved her.

Straks værre er det dog med reflekserne der kan ses fra siden, hvor det kan være svært at få monteret traditionelle egerreflekser. Det er på grund af den ofte større afstand mellem egerne på racerhjul og at mange egere på racerhjul nu om dage er flade og ikke runde på grund af aerodynamik og “cool-faktor”.

Til at kunne ses fra siden, anbefaler jeg stadigvæk de gule refleksklistermærker. Men vil du absolut have de traditionelle egerreflekser på, finder du dem her.

4.4 Reflekterende påklædning er et must når du laver cykeltræning i mørke

Reflekterende cykeltøj er lig med øget synlighed på cyklen
Reflekterende beklædningsgenstande hjælper i høj grad med at gøre dig synlig når du træner udenfor i mørket

Én ting er at have godt lys og synlige reflekser på cyklen. En anden ting er hvad du selv kan gøre ved din påklædning, som giver dig øget synlighed.

Jeg kan ikke sige det nok gange. Jo mere synlig du kan være for andre trafikanter når du er ude at træne på de mørke landeveje, jo bedre er det.

Forskellige reflekterende påklædningsdele vil automatisk give dig ekstra synlighed og derfor har jeg herunder samlet forskellige påklædningstyper jeg selv bruger, for at være så synlig som overhovedet muligt ude på landevejene.

4.4.1 Refleksvest 
Refleksveste øger din synlighed i mørket markant
Med en refleksvest øger du din synlighed i mørket markant. Og så gør det heller ikke noget hvis den er både kompakt, åndbar, let og sidder godt som denne Ultimate Performance refleksvest.

Det er efterhånden ved at være en normalitet at cyklister – og løbere for den sags skyld – iklæder sig refleksvest når de skal ud på landevejene og træne. Og heldigvis for det.

Mange bruger dog refleksveste der ikke er beregnet til decideret sportsbrug, som sidder for løst de forkerte steder og dermed blafrer i vinden. Som i øvrigt giver øget vindmodstand (man skal vel altid være så aerodynamisk som muligt 😉 ).

Ultimate Performance har dog lavet en refleksvest der er beregnet til cykling (og løb, for den sags skyld), som sidder tæt til kroppen uden at stramme. Det er endda en one-size, så du skal ikke engang tænke på størrelsen. Og så giver den rigtigt god bevægelsesfrihed.

Selve refleksmaterialet kan reflektere helt op til 500 candela, hvorfor det er så godt som umuligt ikke at få øje på dig, såfremt du har vesten på og noget lyser henimod dig. Så skal det være meget, meget tåget i hvert fald.

Og det bedste er at den ikke engang koster en herregård. Den vejledende udsalgspris er 199 kroner, men fås ofte til omkring halvanden hundrede kroner.

Ultimate Performance-refleksvesten kan købes her.

4.4.2 Refleksvest med indbygget lys
Refleksveste er gode, så refleksveste med LED-lys må være dobbelt så gode
En refleksvest er god at have på når du cykler udenfor i mørket. Det er en refleksvest med indbygget LED-lys også, ligesom på denne Ultimate Performance LED-refleksvest.

Hvis du ønsker lidt mere sikkerhed end det der er i enten en almindelig refleksvest eller i den føromtalte Ultimate Performance-refleksvest, har samme firma også lavet en model med indbygget LED-lys.

For god ordens skyld vil jeg lige indskyde at jeg endnu ikke selv har prøvet denne refleksvest med LED-lys, men at det er dén jeg køber når min nuværende trænger til udskiftning.

Modellen med LED-lys er lidt anderledes i udseendet i forhold til sin lillebror uden LED-lys, men den skulle eftersigende stadig sidde ligeså godt på kroppen. Den er ligesom sin lillebror i one-size, er ligeså let og er også ligeså åndbar med den samme bevægelsesfrihed.

Selve LED-lygten er en lang stribe der til forveksling ligner en refleksstribe, men når man tænder den, lyser den både foran og bagpå. Og så har den mulighed for både blink- og still-lys.

Vestens indbyggede reflekser og LED-lyset i kombination, giver bare en større sikkerhed ude på de mørke landeveje. Og som sagt, når min egen nuværende refleksvest trænger til udskiftning, kommer valget til at falde på denne.

Ultimate Performance-refleksvesten med LED-lys kan købes her.

4.4.3 Vintercykeljakke med indbyggede reflekser
De fleste vintercykeljakker har indbyggede reflekser
Langt de fleste moderne vintercykeljakker har indbyggede reflekser. De giver dog langtfra samme synlighed som deciderede refleksveste.

Da de fleste vintercykeljakker på markedet efterhånden har indbyggede reflekser, kan du dog også bare droppe refleksvesten og udelukkende bruge cykeljakken som reflekterende materiale på overkroppen.

Reflekserne på vintercykeljakkerne er dog oftest langtfra ligeså store og reflekterende som reflekserne på en refleksvest. Så jeg vil stadig anbefale dig at bruge en decideret refleksvest, bare for din egen sikkerheds skyld.

Da stortset alle vintercykeljakker nu om dage har indbyggede reflekser, vil jeg heller ikke komme med nogle anbefalinger på denne del. Det vil jeg lade være op til dine personlige referencer. Tillige så bærer jeg alligevel en decideret refleksvest ovenpå min vintercykeljakke, uanset hvor mange reflekser denne så måtte have indbygget.

4.4.4 Skoovertræk med reflekser
GripGrab Arctic overtræksskoene giver både varme og øget sikkerhed på grund af reflekserne
GripGrabs Arctic vinter-skoovertræk giver både varme fødder og øget synlighed på grund af den reflekterende grafik bagpå og på siden

Ét af de allersmarteste steder at være reflekterende, er ved fødderne. Hver gang du træder i pedalerne er fødderne nemlig i bevægelse, hvorfor reflekterende materiale på disse giver øget synlighed.

Da den mørke tid samtidigt er den kolde tid, vil det være rigtigt smart at have nogle vinter-skoovertræk med indbyggede reflekser i. Og det er lige præcis hvad jeg har.

Den danske virksomhed GripGrab har i flere år lavet deres Arctic vinter-skoovertræk, der holder dine fødder varme i i hvert fald mindst et par timer. Jeg er selv indehaver af et sæt Arctic skoovertræk, og disse har reflekterende materiale bagpå ved hælen og i grafikken på siden.

Den model jeg har er en lidt ældre model med lynlås bagpå. Men på den helt nye Arctic-model er man blevet helt fri for lynlåsen der ellers hidtil har været bagpå.

At lynlåsen nu er væk, gør at de er endnu bedre til at holde kulden ude. Og det reflekterende materiale er stadigvæk placeret ved begge hæle og på siderne, så Arctic-skoen giver både komfort i form af at kunne holde varmen og de giver øget sikkerhed på grund af reflekserne.

GripGrab Arctic-skoovertrækkene kan fås i en sort og en gul udgave (jeg bruger den gule udgave, dog i en lidt ældre model), der begge har refleks bagpå og på siden. Den sorte kan købes her og den gule kan købes her.

Da den gule på grund af farven giver størst synlighed, vil jeg til enhver tid anbefale den gule.

4.4.5 Handsker med reflekterende materiale 
GripGrab Windster-handsken holder varmen i hænderne og gør dig mere synlig i trafikken
GripGrab Windster-handskerne hjælper ikke bare med at holde kulden væk fra hænderne i vinterkulden. Den reflekterende grafik giver dig også øget synlighed i mørket.

Når nu vi er ved GripGrabs produkter, har jeg også en anden produktanbefaling som, udover at hjælpe dig med at holde varmen i vinterkulden, også giver dig ekstra synlighed i mørket.

GripGrabs Windster-handsker er nemlig ikke kun varme af natur og gode på at holde kulden ude i adskillige timer. Den gule farve sammen med den reflekterende grafik, gør nemlig også handskerne ekstra synlige.

I modsætning til ved skoovertrækkende er handskerne ikke som sådan i bevægelse, som vil hjælpe dig til at blive dét ekstra-ekstra synlig. Men ekstra synlig er vel også godt nok når det kommer til sikkerhed og jo længere fremme på cyklen du kan få reflekterende materiale til at lyse op, jo bedre er det.

Og det kan GripGrab Windster-handsken hjælpe dig med. Og når vi kører udenfor i vinterkulden, skal vi jo alligevel bruge nogle dejligt varme vinterhandsker – så kan det jo ligeså godt være nogle der er så synlige for omgivelserne som muligt.

Jeg er i hvert fald glad for mine GripGrab-handsker.

GripGrab Windster-handsken kan købes her.

5. God cykeltræning på de mørke landeveje!

Hav sikkerhedsudstyret i orden når du cykler i mørket
Nøjes ikke kun med at se sådan her ud når du træner udenfor i mørket. Sikkerhed fremfor alt!

Med alt dette sagt, er der nu kun tilbage at ønske dig en rigtigt god fornøjelse med din cykeltræning ude på de mørke landeveje. Du behøver nødvendigvis ikke gøre brug af lige præcis de produkter jeg har omtalt i denne artikel, men du skal vide, at jeg kan stå inde for hvert af disse produkter.

Det kan jeg fordi jeg enten selv bruger dem, hvilket jeg gør ved langt de fleste af produkterne i denne artikel, eller fordi jeg har hørt tonsvis af gode anbefalinger af de enkelte produkter.

5.1. Disclaimer

For fuld gennemskueligheds skyld, kommer her lige en lille disclaimer: Ét eller flere links i denne artikel kan være affiliatelinks.

Det betyder, at klikker du på et af artiklens affiliatelinks og gennemfører et køb, vil Pastaparty.dk modtage en lille kommision fra butikken vi har henvist til. Det ændrer dog ikke på at jeg kan stå inde for hvert enkelt produkt der er omtalt i denne artikel, ligesom vi kan stå 100 procent inde for de eventuelle butikker vi henviser til.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply