Aspiranternes DM Tri Serie 2017 blev i dag skudt i gang på Syddansk Universitet i Odense. Og hos Dansk Triatlon Forbund er der stor tilfredshed med dagens stævne.

Der var tidligere i dag liv og glade dage på Syddansk Universitet, da årets første afdeling af DM Tri Serien for aspiranter blev skudt i gang. Over 100 unge i alderen 10-18 år var mødt op i Odense for at få indledt deres sæson, og hos Dansk Triatlon Forbund er der stor tilfredshed med dagens stævne.

– “Det var en rigtig god dag, hvor næsten 100 unge i alderen 10-18 år (grupperne Børn 2, Børn 3, Ungdom A og Ungdom B, red.) var i gang. Alle unge fik to starter; Et indledende heat og så en A- eller B-finale. Efterfølgende var der fælles social aktivitet, som også var en del af stævnet, i form af holdløb på forhindringsbanen på Syddansk Universitets multistadion. Holdene var inddelt på kryds og tværs af aldersgrupperne,” beretter Rasmus Stubager fra Dansk Triatlon Forbund om dagen.

I modsætning til i elitens DM-serie er det primære fokus i aspirantklasserne, at det sociale skal vægtes højt på tværs af alle de unge. Og med både Nordic Tricamp og forbundets succesfulde ungdomscamps, er det lykkes forbundet at få skabt lige netop den sociale kultur de satser efter.

– “Vi (DTriF, red.) vil gerne bygge en kultur op i ungdomskategorierne, hvor det sociale element vægtes højt i en ellers individuel sportsgren. Der er allerede bygget et godt netværk op blandt de unge, der er etableret i de foregående års store boom i DM TRI Serien for de unge, men også på de succesfulde ungdoms camps og Nordic Tricamp. Det vil vi gerne bygge videre på og have fokus på i dette års Serie,” fortæller Rasmus Stubager videre.

– “Endvidere er DM TRI Serien bygget sådan op, at de unge bliver matchet på forskellige måder, både hvad angår distancer og discipliner (aquatlon og triatlon, red.), men også i forhold til hvem man konkurrerer imod. Alle kategorier kommer til at køre mod nogle der er ældre end sig selv, og andre gange mod nogen der er yngre.”

Resultater fra dagens DM Tri Serie for aspiranter kan ses her. Men som Rasmus Stubager så fint siger det;

– “Vi vil have at de unge skal have fokus på udvikling og ikke på resultater.”

Se i øvrigt videoer fra dagens afdeling på Dansk Triatlon Unges Facebook-side her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply