Helle Frederiksen har ikke været i aktion på dansk grund siden 2011. Men i går skete det. Og det skete med et brag!
Helle fik på fantastisk vis kæmpet sig til en fornem 2. plads ved Ironman 70.3 European Championships i Helsingør. Dette er især en flot præstation i lyset af den særdeles suboptimale optakt, som Helle havde til konkurrencen.
-“Jeg er så stolt af det her resultat. At have et Ironman 70.3 EM i Danmark betyder så meget for mig. Jeg ville virkelige gerne “performe”, ikke kun for mig selv, men for Danmark”, fortalte Helle kort efter konkurrencen i dag.
Også Camilla Pedersen leverede en fin præstation med en 4. plads oven på sidste uges sejr i Herning. Maja Stage Nielsen blev nr 10.
En skade betød ændrede planer
Det er 3 måneder siden Helle sidst var i ilden, da hun kørte Ironman 70.3 San Juan. Men meget er sket siden da. Helles mand, Ben Powell, fik tilbage i April et spændende job tilbud, der betød at parret nu er flyttet tilbage til Europa. Samtidigt døjede Helle med en skade i læggen. Det betød, at hun måtte trække sig fra flere af de konkurrencer, hun ellers havde planlagt – bl.a. Challenge Samorin.
-“For to uger siden var jeg ikke sikker på, om jeg overhovedet kunne stille til start, da jeg var ved at komme mig oven på en fibersprængning i læggen”, fortæller Helle.
Det på trods er Helles forberedelser til konkurrencen i Helsingør gået så godt som de kunne, med de muligheder hun nu havde ovenpå sine skadesproblemer. Hun har gjort alt, hvad hun kunne, for at blive klar til dagens konkurrence.
Inden racet i går udtalte hun:
-“Der er ingen tvivl om, at jeg gerne ville have haft flere km i benene på løbet, men jeg tillid til min nuværende form, og at jeg kan give den gas fra hornet lyder”.
Helle om racet: det handlede om at være klog
Det blev til en flot 2. plads i går for Helle, hvor australske Annabel Luxford løb med sejren. Helle var oppe ad vandet som nr 3 lige i hælene på Luxford og danske Camilla Pedersen. Det tre piger fortsatte den flotte stil, og satte cyklerne stort set sammen efter de 90 km. Herefter skulle podiet så afgøres, og hurtigt trak Luxford fra, med Helle ikke langt efter.
Camilla lå i starten af løbet til en 3. plads, men bagfra kom den hurtigtløbende Kaisa Sali (tidl. Lehtonen). Helle fik, på trods af en relativ lille løbemængde op til racet, løbet sig hjem til en anden plads cirka 2,5 min efter Luxford og knap ét minut foran Kaisa Sali.
-“Jeg skulle virkelig køre klogt. Jeg vidste, at min løbeform ikke var på samme niveau som mine konkurrenters, så jeg måtte bruge al min erfaring for at få mest muligt ud af mig selv. Det gav pote”, fortæller Helle glad, og fortsætter:
“Jeg er så glad. Jeg sagde til mig selv før konkurrencen, at hvis jeg kunne komme på podiet i dag, ville det være et stort resultat med optakten taget i betragtning”.
Tak Danmark: Fantastisk at være tilbage
At konkurrere på hjemmebane – ved et Europæiske Mesterskab (Ironman) – levede fuldstændigt op til de håb og forventninger, som Helle havde.
-“Tilskuerne gav mig så meget ekstra energi. Det var et kæmpe show i Helsingør i dag (i går, red.) og jeg er glad for at kunne sige tak ved at levere et stærkt resultat”, afslutter Helle.