Store begivenheder som juni måneds IRONMAN 70.3 Europamesterskabet i Helsingør, handler om meget mere end penge. Det handler om livsglæde, store oplevelser og national såvel som international opmærksomhed.
Ifølge borgmester i Helsingør Kommune Benedikte Kiær (K), er det dog meget glædeligt at se, at de foreløbigt og endda meget konservativt sat prognoser, viser, at for hver krone Helsingør Kommune giver i støtte, kommer der mindst 10 kroner retur til byens turisterhverv – et højt tal sammenlignet med lignende begivenheder.
Støttekroner kommer mangedoblet igen
Med op til 2500 deltagere fra ind- og udland har KMD IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør allerede sat deltagerrekord. Det betyder at Helsingør vises frem til endnu flere tilrejsende deltagere og deres familie og venner end budgetteret.
Og netop fortællingen om Helsingør som en attraktiv by at besøge, bo og leve i er vigtig.
– “Med KMD IRONMAN 70.3 European Championship Elsinore har vi en fantastisk mulighed for at vise hele Helsingør Kommune frem for gæster og sportsturister. Den måde svømme-, cykle- og løberuterne er lagt, betyder, at vi får vist det bedste frem. Og det kan være med til, at de kommer igen en anden god gang,” siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune.
I tillæg er der så den omsætning som de mange gæster i Helsingør Kommune skaber for det lokale erhverv.
– “De foreløbige prognoser viser, at for hver krone kommunen har støttet med, så kommer der 10 kroner tilbage til det lokale erhvervsliv f.eks. i form af overnatninger og omsætning i byen. Det vil være et meget flot resultat sammenlignet med andre store begivenheder,” tilføjer Benedikte Kiær.
IRONMAN: Dejligt at give noget ekstra tilbage til byen
Hos IRONMAN er man glade for, at det store mesterskabsstævne også økonomisk giver noget tilbage til byen.
– “Selve IRONMAN konkurrencen i sig selv skaber masser af opmærksomhed på Helsingør. Og vi ved, at det at være scene for oplevelser og bedrifter så store som det at gennemføre en IRONMAN, det er virkeligt noget deltagerne husker og som skaber langvarig værdi for værtsbyerne. Men, at vi i tillæg til det, kan være med til at skabe en nu og her millionomsætning for byens turisterhverv, er vi selvsagt meget glade for. Det føles ganske enkelt godt at give noget ekstra tilbage til Helsingør,” fortæller Thomas Veje Olsen, direktør for IRONMAN Danmark.
IRONMAN 70.3 Europamesterskabet bliver kørt i Helsingør den 18. juni. De foreløbige prognoser for hvad de 2500 deltagere (rekord for stævnet) fra 40 nationer og publikum forventes at skabe af øget omsætning i form af overnatninger og forbrug, lyder på en ekstra omsætning på mere end 10 millioner kroner.