I dag starter kvinderne dette års World Triathlon Series og i morgen gælder det så herrerne. På menuen står den olympiske distance på en splinterny rute, der på cyklingen blandt andet tager atleterne en tur forbi Formula 1 Abu Dhabi Grand Prix Course. Og på startlisten, ja der er der faktisk næsten hver og en af de allerstørste kortdistancestjerner.
Det er et yderst stærkt herrefelt der i morgen tager hul på World Series for herrerne. Faktisk er det nærmest en sand stjerneparade, hvor store navne som Javier Gomez, Mario Mola, Richard Murray, Henri Schoeman og Fernando Alazar er på startlisten. Der mangler faktisk kun de to Brownlee-brødre før alle de allerstørste kortdistance er til start i Abu Dhabi.
Men hvem er så favoritter til sejren i årets første afdeling i World Series? Det kaster vi et blik over her i artiklen.
Mario Mola er topfavorit til Abu Dhabi-sejren – har aldrig tabt på denne venue
Manden der bærer nummer ét og som må ses som en af de absolutte top-favoritter til sejren i morgen, er den regerende verdensmester Mario Mola (Spanien). Sidste år havde Mola en eventyrlig sæson med hans første verdensmester-titel efter hele fire afdelingssejre i World Series.
Mario Mola sluttede sæsonen af med en femteplads til Grand Final på Cozumel, og det var den femteplads der i sidste ende sikrede ham point nok til den samlede sejr i VM-sejren og dermed titlen om verdensmester.
Når Mola i morgen står på startstregen i Abu Dhabi, vil han officielt begynde hans forsøg på at genvinde hans VM-titel. Og skulle han have et mål om at starte sæsonen med størst mulig succes, så er Abu Dhabi måske nok det bedste sted at starte sæsonen – han er nemlig aldrig blevet dårligere end nummer ét i Abu Dhabi.
Javier Gomez vender tilbage til World Series – som favorit
Mario Mola er dog ikke den eneste spanier der starter World Series-sæsonen i Abu Dhabi. Superstjernen og legenden Javier Gomez er nemlig også til start, og efter han ikke har kørt kortdistance siden han brækkede albuen i sommers, er der store forventninger til manden der har efterhånden har fem samlede sejre i VM-serien på CV’et, samt et verdensmesterskab i både XTERRA og IRONMAN 70.3.
Gomez var i gang med sine forberedelser til OL i Rio da han under en træningstur på cyklen havde et uheldigt styrt, som altså kostede ham en brækket albue. Han måtte dermed vinke farvel til OL og er først kommet tilbage i konkurrence for et par måneder siden. Her sejrede han i sit comeback-race i New Zealand, imens han i slutningen af januar sejrede i IRONMAN 70.3 Dubai.
Det ser dermed ud til at Gomez er i supergod form, så det skal blive spændende at se om han stadig har farten til at konkurrere om Abu Dhabi-titlen.
Fernando Alarza skal følge op på sit VM-bronze fra sidste år
For at det ikke skal være løgn, så er der endnu en lynhurtig spanier til start i morgen. Sidste års samlede nummer tre i World Series, Fernando Alarza, er også med når det går løs i Abu Dhabi, og han kommer altså fra sin karrieres absolut bedste sæson i tydelig erindring.
Sidste år var han nemlig på podiet i hele tre World Series-afdelinger, hvoraf den ene var på det øverste podietrin. Det var da han vandt afdelingen i Cape Town.
Også Alarza skal blive spændende at følge. Ikke kun i morgen i Abu Dhabi, men generelt gennem hele sæsonen.
Richard Murray har en andenplads at forsvare
Sydafrika har også nogle stærke navne til start i Abu Dhabi, og én af dem er naturligvis Richard Murray. Sammen med Henri Schoeman har han virkeligt været med til få smidt Sydafrika på landkortet på ITU-scenen og de kommer helt sikkert til at fortsætte deres respektive succeser i den kommende sæson.
Murray var sidste år en tur på to World Series-podier, hvor det bedste resultat kom i netop Abu Dhabi med en andenplads efter Mario Mola. Og så blev han nummer tre i Edmonton. Til OL blev han den bitre nummer fire, men kunne trøste sig med at have løbet det absolut hurtigste løbesplit på dagen. Og så starter han i øvrigt sæsonen med en sejr frisk i erindring, da han for kun to uger siden slog Henri Schoeman i World Cup’en på hjemmebanen i Cape Town.
Henri Schoeman skal følge op på en gennembrudssæson
Manden som Murray slog i Cape Town for to uger siden, Henri Schoeman, skal der absolut også sættes store forventninger til. Sidste år kom han nærmest ud af ingenting og havde hele to stjernepræstationer som kun meget få havde forudset. Nemlig en bronzemedalje til OL i Rio og en sejr i Grand Final på Cozumel.
Schoeman er en af de stærkeste svømmere i feltet og har også vist sin styrke på cyklen og på løbet sidste år, og han er dermed ved at være en solid atlet i alle tre discipliner. Så han er et rigtigt godt bud på mindst en podiekandidat i morgen.
Hold også øje med disse atleter
Udover disse store navne, så er der også et par andre navne der er værd at holde øje med. Crisanto Grajales (Mexico), Kristian Blummenfelt (Norge) og Joao Silva (Portugal) må nemlig også betegnes som outsidere til Abu Dhabi-podiet.
Både grajales og Blummenfelt var sidste år en tur på World Series-podiet for første gang i deres respektive karrierer, da Grajales tog sølvmedaljen og Blummenfelt tog bronzemedaljen i Yokohama. Noget der i øvrigt også var deres landes første gang på det mest legendariske kortdistancepodie i verden.
Grajales er uhyggelig på løbet, imens Blummenfelt kan sætte tingene på plads på cyklen (han lavede sidste år én af de mest mærkværdige cykelpræstationer med Andreas Schilling). Og så var Joao Silva på podiet med en tredjeplads i Abu Dhabi sidste år, så han kommer helt sikkert for at forsvare sin podieplads i morgen.
Derudover er der også tre franskmænd der skal holdes øje med. Både Pierre Le Corre og Dorian Coninx var hver på World Series-podiet for første gang i deres karrierer sidste år, da Le Corre blev nummer tre i Stockholm og Coninx blev nummer tre i Cape Town. Og de to fremadstormende franske talenter får i morgen følgeskab af Vincent Luis, der ikke har kørt World Series siden 2015 efter et 100 procent fokus på at blive klar til OL i Rio.
Det skal dermed blive spændende at se hvad Luis bringer til bordet.
Følg herrernes World Series i Abu Dhabi her
Skulle du have lyst til at gå på opdagelse i herrernes startliste, kan du finde den her. Og skulle du have lyst til at følge racet live, så bliver det sendt på Triathlonlive.tv lørdag klokken 12.55 dansk tid.
Du kan i øvrigt læse optakten til kvindernes race (og se vores optaktsvideo) her.