Det er ikke mere end et par uger siden, at vi her på Pastaparty.dk kunne skrive, at Alistair Brownlee vil forsøge at konvertere til de længere distancer. Det har samtidigt også været forventeligt, at den spanske superstar og storkonkurrent til Brownlee, Javier Gomez, vil forsøge at gøre det samme. Det har dog kun været spekulationer i offentligheden indtil nu, men i et nyligt interview på Fitter.no.nzs podcast, tager Gomez nu bladet fra munden og taler åbentlyst om skiftet fra kortdistance til langdistance.
Gomez napper endnu en sæson med World Triathlon Series
Kun én måned fra startskuddet lød til herrernes race til OL i Rio, styrtede forhåndsfavoritten Javer Gomez på sin cykel og brækkede albuen. Det var dermed et farvel til årets helt store mål, og det var absolut ikke noget, som Gomez selv var glad for. Planen var, at han efter OL skulle have skiftet til de længere distancer, men med noget unfinished business på de korte distancer, tager han nu endnu et år på den største af scene, indenfor international kortdistance.
– “Jeg har ikke lyst til at lade mig pensionere fra kortdistance med en brækket albue. Det vil jeg hellere gøre på toppen,” fortæller Javier Gomez til Bevan McKinnon fra Fitter.no.nz.
– “Jeg elsker stadig ITU-stævnerne. Den følelse af den høje intensitet, vil jeg gerne have igen i 2017, og samtidigt kombinere det med nogle 70.3 races og måske en Ironman henimod slutningen på året,” fortsætter Gomez i interviewet.
Kører World Triathlon Series for at vinde
Ikke mindre end fem ITU VM-titler har Javier Gomez på sit CV. De fire af dem er vundet gennem World Triathlon Series, imens den sidste er vundet tilbage i 2008, dengang da verdensmesterskabet blev kørt i ét race. Og når nu Gomez napper endnu en sæson med World Triathlon Series, er det da heller ikke bare for sjov – det er tværtimod for at forsøge at genvinde VM-titlen på kortdistance, som han senest vandt i 2015.
– “Målet for ITU-stævnerne, er at prøve at vinde igen. Jeg har gjort det før, og nogle gange lykkes det, og nogle gange gør det ikke. Men når jeg kører dem til næste år, er det for at gå efter VM-titlen,” understreger Javier Gomez og fortæller samtidigt hvorfra han finder motivationen til træningen;
– “Jeg træner for at vinde, ikke for at blive nummer to.”
Går efter 70.3 VM i Chattanooga
At Javier Gomez samtidigt vil forsøge sig på de længere distancer, kan ikke helt komme bag på nogen. Tilbage i 2014 vandt han Ironman 70.3 World Championship i canadiske Quebec, og den bedrift håber han, at kunne gentage i den kommende sæson, om end datoen på næste års 70.3 verdensmesterskab i Chattanooga, er placeret en anelse uheldigt i forhold til ITU Grand Final i Rotterdam.
– “Jeg har overvejet at køre 70.3 World Championship, men det er ikke et særligt heldigt tidspunkt. Det er kun en uge før ITU Grand Final og det er ikke ideelt. Men jeg vil gå efter det. Jeg vil køre et kvalifikationsrace tidligt på sæsonen og forhåbentligt kvalificere mig der, og det bliver højst sandsynligt i Dubai sidst i januar,” forklarer Gomez om planerne for en eventuel 70.3 VM-titel i den kommende sæson.
Planlægger at slutte sæsonen af med en Ironman
Med planerne om både at køre World Triathlon Series, et par Ironman 70.3-stævner og en enkelt Ironman i den kommende sæson, er det store spørgsmål så, hvornår der lige skal blive plads til sidstnævnte.
Der er ingen tvivl om, at en Ironman kræver væsentligt mere af kroppen end de kortere distancer, og derfor bliver Ironman-debuten da også lagt i slutningen af sæsonen. Og det bliver først, når WTS-sæsonen er veloverstået.
– “Det bliver helt sikkert i slutningen af sæsonen (at han får sin Ironman-debut, red.), for jeg vil gerne have WTS-sæsonen afsluttet først. Den slutter i midten af september, og så vil jeg gerne have nogle uger til, at træne specifikt mod en Ironman. Så det bliver omkring november. Men jeg skal lige tjekke med kalenderen, om det bliver Ironman Cozumel eller Ironman Brazil. Og så skal jeg også lige snakke med mine sponsorer og samarbejdspartnere, for at se, hvilket race som passer bedst,” fortæller Gomez.
Javier Gomez: Måske vinder jeg på Hawaii i 2018
Om 2017 bliver det sidste år, hvor vi får Javier Gomez at se i World Triathlon Series, bliver ifølge hovedpersonen selv, svært at spå om. Han tilkendegiver helt ærligt, at Ironman er yderst attraktivt, men han indrømmer også, at drømmen om en OL-guldmedalje, ikke er blevet indfriet. Derfor afviser han heller ikke, at han måske vil vende tilbage til kortdistance, for at jagte OL i Tokyo, selvom han til den tid vil være 37 år.
– “Jeg kan ikke sige om 2017 bliver mit sidste år i World Triathlon Series. Ironman er meget attraktivt for mig, men jeg kan endnu ikke sige nej til Tokyo. Jeg er nødt til at tage det år for år, og se hvordan det går i næste sæson, før jeg planlægger den næste,” slår Gomez fast og slutter af med, at lægge et relativt stort pres på sig selv;
– “Jeg vil bruge et par år på, at prøve nogle andre distancer af. For at være med i Tokyo, skal man have et par års god forberedelse, så det kan være, at jeg vinder et par Ironmans de næste par år og måske vinder på Hawaii i 2018, for derefter at vende tilbage til kortdistance, for at gå efter Tokyo i 2020.”
– “Først og fremmest skal jeg se hvad jeg kan præstere i langdistance, og så skal jeg veje det op imod mine muligheder på den olympiske distance.”