Jens Petersen-Bach var forud for IRONMAN Italy fortrøstningsfuld overfor sine muligheder for at gå på podiet. Og da raceday endelig oprandt i dag, var det lige præcis hvad han gjorde.
Allerede fra svømningen så det godt ud, da Jens kom op af vandet i en mindre gruppe et par minutter efter de hurtigste svømmere. Herefter blev gruppen omdannet til en lidt større af slagsen, der hurtigt kom til at skulle jagte IRONMAN-debutanten Andreas Dreitz, der på egen hånd satte farten helt i front.
Netop Dreitz var første mand til at stille cyklen med et forspring på 13:21 ned til italieneren Alessandro Degasperi, der på den sidste del af cykelruten valgte at køre alene efter Dreitz.
Yderligere et minuts tid efter, ankom femmandsgruppen med Jens Petersen-Bach til T2. Og så gik jagten ellers ind på Andreas Dreitz.
Dreitz var dog – på trods af sin IRONMAN-debut – for hurtig for Jens på det afsluttende marathon, der gennem hele løbet, kun tabte meget få sekunder til de mere fulddistance-rutinerede konkurrenter. Dreitz blev dermed vinder i tiden 8:03:27.
Til gengæld kunne Jens med en rigtigt flot indsats på løbet, løbe sig i mål på andenpladsen 9:31 efter Dreitz. Alessandro Degasperi lå ellers på andenpladsen indtil cirka kvartvejs inde på marathonet, men da han skal køre Kona om kun 3 uger, valgte han at trække sig på trods af sin position som nummer to.
Det gjorde at Petersen-Bach overtog andenpladsen, hvilket konkurrenterne ikke kunne stille noget op imod. De udøvede ellers en stærk indsats bagved for at nappe andenpladsen, men Jens Petersen-Bach havde lige dét mere.
På målstregen var Jens som sagt 9:31 efter Dreitz, imens kroatiske Andrej Vistica kom i mål som 3’er yderligere 4:50 efter.
Ifølge mine oplysninger, skulle IRONMAN Italy i øvrigt være Jens’ første step på vejen mod Kona 2018.
Pro-resultater IRONMAN Emilia-Romagna 2017
Pro-herrer
1 Andreas Dreitz, Tyskland, 8:03:27
2 Jens Petersen-Bach, Danmark, 8:12:57
3 Andrej Vistica, Kroatien, 8:17:47
4 Jeremy Jurkiewicz, Frankrig, 8:21:25
5 Timo Bracht, Tyskland, 8:25:40
Pro-kvinder
1 Lucy Gossage, Storbritannien, 9:06:39
2 Tine Deckers, Belgien, 9:13:35
3 Marta Bernardi, Italien, 9:20:04
4 Elisabeth Gruber, Østrig, 9:20:26