350 deltagere var samlet i Blåbjerg Plantage til den afsluttende afdeling i XTERRA Duathlon Serien. Både hos mændene og kvinderne blev det en dobbelt triumf for henholdvis Finn Kaczmarek og Janni Spangsberg, der tog sejren i Blåbjerg og samtidig i den samlede stilling.
Henover de sidste tre måneder har over 1000 forskellige deltagere deltaget i 1-6 afdelinger i XTERRA Duathlon Serien, og igår var det tid til at slutte serien af i det teknisk krævende område i Blåbjerg Plantage.
– Blåbjerg bød på seriens hårdeste trailrute
Trailruten på 5 km, der skulle tilbagelægges først som sidst, var den hidtil hårdeste i serien med masser af små hårde stigninger og flere tekniske udfordringer undervejs, og MTB-ruten på 2 gange 10 km havde udgangspunkt i “Det Hvide Spor” i plantagen og bød på masser af singletrack.
Rigtig mange deltagere havde en ganske hård dag på kontoret, og allerede før alle deltagere var igennem de første fem kilometer trailløb, havde uret rundet den første time!
– Svær teknisk nedkørsel i Blåbjerg
Seriens stærkeste var også stærkest i Blåbjerg
Helt så lang tid tog det ikke for de hurtigste deltagere. Hurtigst efter de første fem kilometer trailløb var hos mændende Finn Kaczmarek, der havde et lille forspring til Christian Ravn og Sune Zoffmann. På MTB-ruten blev kortene blandet, da Sune Zoffmann allerede halvvejs tog fronten og efterfølgende udbyggede denne føring til Finn Kaczmarek, der i mellemtiden også blev presset bagfra af Søren Kongsted, der efter MTB-ruten lå nummer tre.
Skiftezonen viste sig at være ganske afgørende, da Finn Kaczmarek hentede en god bid af forspringet ved at bruge halvt så meget tid i T2 som Sune Zoffmann, og der skulle heller ikke gå lang tid på det afsluttende trailløb, inden der igen var byttet rundt på tingene. Dermed kunne Finn Kaczmarek løbe sejren hjem med et forspring på 22 sekunder til en godt kæmpende Sune Zoffmann, der havde yderligere 2,18 min til Christian Ravn, som med et stærk slutspurgt tilbageerobrede tredjepladsen.
– De tre hurtigste mænd i Blåbjerg
Sejren var dermed den tredje i rækken til Finn Kaczmarek i XTERRA Duathlon serien, og da de tre bedste resultater tæller med i den samlede rangliste, ender Finn Kaczmarek også som en suveræn samlet vinder.
Nummer to blev Erling Madsen, der ikke deltog i Blåbjerg, men som med flottte resultater i alle tre sjællandske afdelinger samlede nok point til at holde Martin Bissenbacker på tredjepladsen.
Hos kvinderne blev der ikke meget spænding om placeringerne i Blåbjerg. Allerede fra starten satte Janni Spangsberg tryk på og fik skabt et solidt hul på trailløbet foran Carol Rasmussen, der havde yderligere stort forspring til Malene Halling.
Og Janni Spangsberg gav den endnu mere gas på MTB-ruten, hvor hun rent faktisk kørte nogenlunde op med de bedste mænd og havde derfor et forspring på næsten 10 min inden de sidste fem kilometer trailløb, hvor hun med endnu en imponerende tid faktisk kom ind og blandede sig i top 10 hos mændene. Carol Rasmussen ramte målstregen 11 min efter på en flot andenplads, imens Malene Halling for første gang i seks forsøg i serien fik en flot podieplads.
– De tre hurtigste kvinder i Blåbjerg
Janni Spangsberg kunne med sejren lige netop overhale Kristine Nørgaard i den samlede stilling og dermed tage den samlede sejr, imens Carol Rasmussen med en samlet tredjeplads stadigvæk beviser, at hun kan være med blandt de bedste.
Find alle resultaterne fra XTERRA Duathlon her.
Masser af mulighed for cross duathlon henover sommeren
Mange deltagere fra vinterens duathlon-serier vender nu snuden mod sommerens triatlon-stævner. Men der er stadigvæk masser af muligheder, hvis man ikke er tilhænger af det våde element. Herunder har vi samlet flere af de muligheder, der findes:
DGI MTB Duathlon Serien: 3 km løb – 10 km MTB – 3 km løb – 10 km MTB – 3 km løb.
Torsdag d. 18. maj: Hareskoven
Torsdag d. 22. juni: St. Dyrehaven
Torsdag d. 24. august: Danstrup Hegn
Torsdag d. 21. september: Tisvilde
Læs mere her.
XTERRA Duathlon
Lørdag d. 3. juni: Moesgaard Strand, Aarhus (5 km trailløb – 20 km MTB – 5 km trailløb):
Lørdag d. 24. juni: Tisvilde (5 km trailløb – 15 km MTB – 5 km trailløb):
Lørdag d. 19. august: Slettestrand (5 km trailløb – 18 km MTB – 5 km trailløb)
Lørdag d. 16. september: Blåvand (5 km trailløb – 18 km MTB – 5 km trailløb)
Læs mere her.
Husk du altid kan holde dig opdateret om alle stævner på den mest fyldestgørende oversigt her på siden i vores store triathlon kalender.