Én af de største overraskelser i Kona sidste år, Patrick Lange, har netop offentliggjort, at han er at finde på et kendt tysk team i den kommende sæson. Han har nemlig underskrevet en kontrakt med Team Erdinger Alkoholfrei, som måske bedst er kendt for deres år med Raelert-brødrende på holdet.
Patrick Lange bliver en del af Team Erdinger Alkoholfrei
Tredjepladsen og hurtigste løber i Kona sidste år, Patrick Lange, starter 2017-sæsonen i det velkendte blå outfit fra Team Erdinger Alkoholfrei. Sammen med sit nye hold, har han nu fundet den ideelle partner til at nå sit store mål; at vinde Ironman Hawaii.
– “Fra nu af, tørner jeg ud for Team Erdinger Alkoholfrei. På Erdinger Alkoholfrei-teamet, bliver jeg en del af et hold, som mere end nogen andre, fokuserer på udviklingen af deres atleter. Sammen vil vi aktivt arbejde henimod, at nå mine store mål, og jeg ser meget frem til vores tid sammen,” skrev Patrick Lange i går på sin Facebook-side.
Og der er ikke kun begejstring fra Patrick Langes side. Også hos Erdinger-teamet glæder de sig til samarbejdet.
– “Patrick passer sportsligt fremragende ind på teamet, og han vil helt sikkert gøre os endnu stærkere. Efter sin store udvikling, har han vakt stor interesse hos os, og det har gjort, at han nu bliver en del af Team Erdinger Alkoholfrei. At Patrick har lyst til at være en del af teamet, er et bevis på vores fremragende arbejde og den enorme prestige på holdet,” skriver Philip Herold fra Erdinger-teamet i en pressemeddelelse.
Ét af Tysklands største Kona-håb
Det er efter at være blevet nummer tre i Kona sidste år, at Patrick Lange for alvor er kommet i søgelyset i hjemlandet Tyskland, og han er sammen med Jan Frodeno og Sebastian Kienle, landets store håb til at løbe med Kona-sejren i år. Det sker efter, at han sidste år barberede 19 sekunder af Mark Allens marathon-rekord på Hawaii, og dermed løb sig op på tredjepladsen.
Faktisk var det først i begyndelsen af 2016, at Lange fik sin langdistance-debut, da han deltog i Ironman Texas, hvor han med en sejr, sikrede sig både det Nordamerikanske Ironman-mesterskab og en Kona-billet. Racet i Texas var dog forkortet på grund af oversvømmelser i området, så man kan praktisk talt sige, at tredjepladsen i Kona, blev opnået i Langes reelle Ironman-debut.