Det var ikke for børn, da der lørdag blev kørt Thor Beach Triathlon på den hele og den halve jernmandsdistance. Racet er kendt for sin ubarmhjertelige rute, der gør det til et af de mere ekstreme stævner. Det ses også på sluttiderne. 

For under normale omstændigheder i de mere normale stævner over halve og hele distancer, ligger vindernes sluttider på en 8-9 timer for herrerne og 9-9,5 timer for kvinderne på den hele, imens den halve oftest byder på sluttider på en 3.45-4.15 timer for herrerne og en 4-4,5 timer for kvinderne.

Men i Thor Beach Triathlon, må deltagerne bruge markant længere tid på ruten, særligt takket være løberuten gennem sand og klitter langs med Vesterhavet.

Således sejrede Kristian Aarøe Sørensen på herrernes fulde distance med en sluttid på 11:33:55. En tid der var knap syv minutter hurtigere end næsthurtigste tid sat af Kent Sørensen og yderligere to minutter hurtigere end 3’eren Thomas Bech.

Kvindernes vinder, hollandske Geke Venema, gennemførte i tiden 12:20:49, imens Charlotte Boye blev 2’er i tiden 13:00:38. Da der ikke var flere kvinder til start på den fulde distance, blev sidste podietrin ikke besat. Geke Venema vandt i øvrigt også sidste år.

På den halve distance var der dog lidt flere triatleter til start, hvor det blev til endnu en sejr til den forsvarende vinder fra sidste år, Nicholas Ward Munoz. Munoz brugte 4:34:33 på ruten, som var to minutter hurtigere end manden der i øvrigt også blev 2’er sidste år, Søren Kofoed.

Og så blev podiet rundet af Frederik Andersen, der gennemførte i tiden 4:52:53.

Hos kvinderne var professionelle Camilla Pedersen rejst fra træningslejren i Schweiz og hjem til Danmark, for at køre Thor Beach Triathlon. Hun var selvskrevet som favorit og favoritværdiheden levede hun til fulde op til.

Camilla vandt i tiden 5:02:23, der var 22 minutter hurtigere end Kristine Arnborg på andenpladsen og 1:15 timer hurtigere end Jacomina Eijkelboom på tredjepladsen.

Fy for en skefuld af en rute, siger jeg bare.

Resultater Thor Beach Triathlon 2018

1/1 jernmand – herrer

1 Kristian Aarøe Sørensen, OTK, 11:33:55
2 Kent Sørensen, OTK, 11:40:47
3 Thomas Bech, Fredericia Triathlon Team, 11:42:53
4 Peter Sylvest, SigmaTri, 12:19:38
5 Volker Romowicz, RC Sorpesee TriTeam, 12:29:53

1/1 jernmand – kvinder

1 Geke Venema, sv Friesland, 12:20:49
2 Charlotte Boye, Fredericia Triathlon Team, 13:00:38

1/2 jernmand – herrer

1 Nicholas Ward Munoz, OTK, 4:34:33
2 Søren Kofoed, 4:36:42
3 Frederik Andersen, RoskildeTRI, 4:52:53
4 Allan Jakobsen, Team Bodyzen Tri, 5:00:51
5 Lasse Stengård Jensen, Tri-Oraklet, 5:26:40

1/2 jernmand – kvinder

1 Camilla Pedersen, Esbjerg, 5:02:23
2 Kristine Arnborg, Holstebro Triathlon Klub, 5:24:05
3 Jacomina Eijkelboom, hellas triathlon, 6:18:48

Alle resultater fra Thor Beach Triathlon 2018 kan ses her.

Leave a Reply