Anden og sidste afdeling af MTB Cross Duathlon i Marselisborgskoven blev i dag kørt, og det endte med sejre til Kristina Thrane og Esben Theibel hos henholdsvis kvinderne og herrerne på den lange distance. På den korte sejrede Julie Christoffersen og Maximilian Wittrup.

Herrernes lange distance

Der var tæt løb hos særligt herrerne i søndagens MTB Cross Duathlon i Marselisborgskoven. Esben Theibel (Aarhus MTB) trak det længste strå, men det var ikke uden konkurrence fra Lasse Madsen (Aarhus 190o Triathlon) der kom i mål kun 53 sekunder senere.

De to fulgtes ellers mere eller mindre ad gennem de første 5 kilometer løb og 15 kilometer mountainbike, men på de afsluttende 5 kilometer løb måtte Lasse Madsen melde pas og se Esben Theibel trække fra.

Martin Steen Thomsen (Uperform Coaching blev nummer tre, 1:40 efter den vindende Esben Theibel.

Kvindernes lance distance

Hvor der var hård konkurrence om sejren hos herrerne, forholdte det sig ret anderledes hos kvinderne. Kristina Nørmark Thrane (Aarhus MTB) vandt ganske suverænt kvindernes lange distance, og det gjorde hun efter at have tilbagelagt de 5 kilometer løb, 15 kilometer mountainbike og 5 kilometer løb i tiden 1:36:15.

Nummer to hos kvinderne blev Anne Grønne Bisgaard, der sluttede i tiden 1:47:22. Det var 2,5 minut hurtigere end Maj Hinrichsen (Team Pronghorn Racing) der blev nummer tre.

Herrernes korte distance

I modsætning til på herrernes lange distance hvor der var tæt konkurrence om sejren, var det lige modsat på herrernes korte distance. Maximilian Wittrup (Aarhus MTB) sejrede nemlig på yderst suveræn vis, da han med den totale tid på 0:42:41 for de 2,5 kilometer løb, 7,5 kilometer mountainbike og 2,5 kilometer løb var mere end ti minutter hurtigere end dagens nummer to, Dennis Fuglsang-Plesner (Viborg AM).

Dennis Fuglsang-Plesners andenplads var dog kun lige og lige, da han med tiden 0:52:44 var blot fem sekunder hurtigere end Carsten Hansen på tredjepladsen.

Kvindernes korte distance

Også på kvindernes korte distance var vinderen ganske suveræn. Julie Christoffersen gennemførte racet i tiden 0:53:36, og så skulle der gå mere end 3,5 minutter før den næste kvinde passerede målstregen.

Det var Vibeke Thosø (Prefa) der sluttede i tiden 0:57:17, imens hun blev åndet kraftigt i nakken af Sibylle Waaben (Aarhus MTB) der passerede målstregen kun fire sekunder senere. Faktisk var der her en temmelig åben konkurrence om de sidste to podiepladser, da Shiva Leisner (Aarhus MTB) sluttede kun tolv sekunder fra andenpladsen og otte sekunder fra tredjepladsen.

Resultater MTB Cross Duathlon i Marselisborgskoven 2017

Herrernes lange distance

1 Esben Theibel, Aarhus MTB, 1:22:05
2 Lasse Madsen, Aarhus 1900 Triathlon, 1:22:58
3 Martin Steen Thomsen, Uperform Coaching, 1:23:44
4 Sebastian Ebbelin, Fit&Sund Horsens Triathlon, 1:26:05
5 Kenneth Thonsgaard, Fit&Sund Horsens Triathlon, 1:27:41

Kvindernes lange distance

1 Kristina Nørmark Thrane, Aarhus MTB, 1:36:15
2 Anne Grønne Bisgaard, 1:47:22
3 Maj Hinrichsen, Team Pronghorn Racing, 1:49:52
4 Kimberly Sørensen, Team Gummiben, 1:54:47
5 Christine Ilkjær, 2:00:58

Herrernes korte distance

1 Maximilian Wittrup, Aarhus MTB, 0:42:31
2 Dennis Fuglsang-Plesner, Viborg AM, 0:52:44
3 Carsten Hansen, 0:52:49
4 Thomas Jensen, Aarhus MTB, 0:53:14
5 Rasmus Koustrup, 0:53:48

Kvindernes korte distance

1 Julie Christoffersen, 0:53:36
2 Vibeke Thorsø, Prefa, 0:57:17
3 Sibylle Weeben, Aarhus MTB, 0:57:21
4 Shiva Leisner, Aarhus MTB, 0:57:29
5 Marie Gramstrup, 0:58:25

De komplette resultater samt de samlede resultater fra serien kan i øvrigt ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply