Den forsvarende IRONMAN 70.3 verdensmester Tim Reed har både nydt godt af og har haft udfordringer med sin titel fra sidste års 70.3 verdensmesterskab i australske Mooloolaba.
Her havde han et utroligt tæt kapløb med tyske Sebastian Kienle og schweiziske Ruedi Wild, der i sidste ende faldt ud til Reeds fordel – men sejrsmarginen var ikke stor, for kun 2 sekunder adskilte Reed og Kienle på målstregen, imens Wild fulgte trop kun 24 sekunder senere.
Titlen har fået ham til at køre for aggressivt
At vinde et 70.3 VM har tydeligt markeret Tim Reed som en mand der skal holdes øje med, og det gælder ikke bare for konkurrenternes vedkommende, men også for sponsorernes.
Men titlen har også haft en bagside. For som vi ser det i cykelsporten hvor der nærmest ligger en forbandelse over VM-trøjen (lige med undtagelse af Peter Sagan), så har det i særligt den første del af året, været svært for Reed at holde sig tilbage under konkurrence.
Det fortæller han i et interview med Triathlonworld.com.
– Særligt i den første del af året, har jeg haft problemer med at holde mig til min raceplan og måske engang imellem kørt alt for aggressivt. Det har jeg måtte betale prisen for i et race som IRONMAN Australia. Jeg kan glædeligt leve med en andenplads, tredjeplads eller en tiendeplads, men ikke hvis jeg ikke føler jeg har udnyttet mit potentiale på dagen, fortæller Tim Reed.
Tim Reed: Prestigen i en Hawaii-titel overgår ikke OL-guld
For en 70.3 verdensmester er der ingen tvivl om at verdensmesterskabet på den dobbelte distance må være på to-do listen for mål der skal nåes. Og Reed medgiver gerne at det at vinde Hawaii er noget af det ypperste en triatlet kan opnå, men mener samtidigt ikke at det er det ubestridt største.
At vinde OL-guld må alt andet lige være et større resultat.
– For langdistancefolket, absolut (til spørgsmålet om Kona er den største prøve i triathlon, red.), men i selve sporten, er det et meget bredt spørgsmål. Det er svært at diskutere om Hawaii er større end at vinde en olympisk guldmedalje mod de allerbedste kortdistanceatleter, fortæller han.
Og at forene kortdistance med langdistance, ser Reed som en stor udfordring. Derfor tror han heller ikke at vi triathlon-fans kommer til at køre stævner som Super League Triathlon. Ganske enkelt fordi det er for hurtigt og for intenst for en langdistanceatlet.
– For at være ærlig, så ville jeg ønske jeg kunne køre begge (typer, red.). Jeg tror det er urealistisk for langdistanceatleterne, at kunne blande ironman-træning med det noget anderledes træning der skal til, for at have bare en halv chance i disse superhurtige konkurrencer. Den eneste måde at kunne gøre det på, er ved at have kortdistancestævner som Super League Triathlon i den ene del af sæsonen og IRONMAN-stævnerne en den anden del. Men det kommer aldrig til at ske.
– Det på trods, så kunne jeg stadig godt tænke mig at være mere involveret i de korte distancer, særligt hvis non-draft kortdistancestævnerne kommer tilbage på kalenderen. Jeg tror på, at hvis vi gerne vil øge den generelle deltagelse i sporten, så er vi nødt til at få langt flere sprint og olympiske distancer på kalenderen. Det er mere holdbart for hobby-folket med familier og et fuldtidsjob.
Ser en outsider som største konkurrent til titelforsvaret
Tager Tim Reed et kig på sine konkurrenter og skal udvælge nogle stykker han frygter allermest når han skal forsvare sin titel til september, så er der særligt én mand der kan få ham til at få koldsved.
En mand der – heldigvis for Reed – har valgt ikke at stille stil start i Chattanooga.
– Jeg er ret ærgerlig over at Lionel Sanders ikke kører. Jeg tror ikke jeg kan matche den mand særligt ofte, men en enkelt gang eller to om året, vil jeg gøre alt jeg kan for at forsøge, fortæller Reed om manden han betragter som sin farligste konkurrent når deres veje krydses.
– Selvfølgelig er der Sebi (Sebastian Kienle, red.), Ali Brownlee og en hel række af stjerner der er oplagte kandidater til 70.3-verdensmestertitlen. Én af de største trusler som ingen snakker om, er Sam Appleton. Han har vundet fem ud af seks starter i år, og det er kun juli. Han vinder ikke bare, men dræber resten af feltet ved komme i mål syv til otte minutter før en tidligere verdensmester som Andy Potts og Kona-podietageren Tim O’Donnell.
