Foto: Club La Santa IRONMAN Lanzarote på Facebook

Michelle Vesterby og Jens Petersen-Bach gjorde det superflot i pro-rækkerne i IRONMAN Lanzarote i dag. Men også de danske age groupere brillerede med en række superflotte resultater, hvor Lars Lomholt løb i mål som hurtigste age grouper overall. 

Dermed giver det jo også lidt sig selv, at Lars Lomholt også var hurtigste dansker ud af i alt 43 triatleter under dansk flag. Og det helt fede er, at ud af de 43 danske triatleter, slutter de otte af dem i top ti, de seks af dem på podiet og de fire af dem som vindere.

Lars Lomholt hurtigste age grouper og vinder af M30-34

Og lad os starte med ham der knuste al modstand, ikke kun i sin age group, men også blandt samtlige age groupere. Nemlig Lars Lomholt.

For med et rigtigt stærkt afsluttende løb, fik Lars løbet sig fra en sjetteplads overall i T2 til en samlet sejr med 2,5 minut ned til sin nærmeste konkurrent, der i øvrigt var til start i samme klasse, M30-34.

Alt i alt, blev Lars’ tid 9:19:06.

Karina Søgaard vinder i F55-59

Et par aldersklasser ældre, lykkedes det også Karina Søgaard at vinde. Det gjorde hun i F55-59, hvor hun med tiden 13:12:43, hvor hun ved deadline for denne artikel, endnu ikke har en konkurrent der har krydset målstregen.

Det er da også en helt overbevisende måde hun vinder på, da hun ganske enkelt bragte sig i front allerede fra starten og derefter holdt føringen hele vejen til mål.

Michael Roe vinder i M60-64

Også i M60-64 var der dansk guld at hente. Endda på fuldstændigt suveræn vis. Her sørgede Michael Roe nemlig for en dansk sejr, med en hel time ned til sin nærmeste konkurrent.

En time der blev opbygget fra cirka 30 km inde på cyklen, hvor han indtog førepositionen, og så ind til mål, hvor langt størstedelen af sejrsmarginen blev hentet på marathonløbet.

Michael Roe kom igennem i tiden 11:18:39

Hilda Grethe Nielsen sejrer i F65-69

Og så nåede vi til dagens sidste sejr, leveret på næsten ligeså suveræn vis, som Michael Roe gjorde det. Hilda Grethe Nielsen satte nemlig konkurrenterne i F65-69 fuldstændig på plads på det afsluttende marathon, efter ellers at have været 12 minutter fra fronten i T2.

På målstregen havde Hilda løbet hurtigt nok til at vinde med 54 minutter til nummer to, hvilket hun gjorde i sluttiden 15:55:31.

Mikkel Rosendal Larsen 2’er i M35-39

Danmarks vel nok største Kona-fokuseret team, Team Kona Spirit, får udover Lars Lomholts sejr og direkte kvalifikation til Kona, også endnu en mand med til den amerikanske lava-ø til oktober.

I M35-39 kørte Mikkel Rosendal Larsen – også kaldet Mikkel Motor – sig nemlig til en andenplads i tiden 9:29:00, godt hjulpet på vej af et hidsigt cykelsplit på 5:14:26.

På målstregen var Mikkel kun tre minutter fra at vinde. Men mon ikke andenpladsen og Kona-kvalifikationen luner alligeven?

Daniel Højen Nielsen 3’er i M18-24

Og så kom vi til dagens sidste danske podieplads, der blev leveret af Daniel Højen Nielsen i M18-24. Daniel gennemførte den benhårde rute i tiden 11:19:25, hvilket var små 10 minutter fra andenpladsen.

Daniel startede da også godt ud ved at svømme sig op af vandet i andenposition, hvorefter han taber lidt terræn og stiller cyklen som 4’er. Han får dog nappet en enkelt placering tilbage igen på marathonløbet, og så kunne han lade sig hylde på målstregen som nummer tre.

Danske age group-top ti-resultater i IRONMAN Lanzarote 2018

M18-24

3 Daniel Højen Nielsen, 11:19:25

M30-34

1 Lars Lomholt, 9:19:06

M35-39

2 Mikkel Rosendal Larsen, 9:29:00

M40-44

6 Allan Jakobsen, 10:10:57

M50-54

7 Bent Andersen, 10:58:01

F55-59

1 Karina Søgaard, 13:12:43

M60-64

1 Michael Roe, 11:18:39

F65-69

1 Hilda Grethe Nielsen, 15:55:31

Alle resultater fra IRONMAN Lanzarote 2018 kan ses her.

Leave a Reply