Årets første seriøse showdown mellem to af de største atleter på de lange distancer blev skudt i gang i går lørdag. Det endte dog som lidt af en fuser, da Jan Frodeno – den ene af de store kanoner – udgik på grund af en punktering. Lionel Sanders kunne dermed uden de store problemer tage sejren hos herrerne. Hos kvinderne vandt Holly Lawrence en suveræn sejr.
Havde man håbet på en intens dyst mellem Jan Frodeno og Lionel Sanders i gårsdagens IRONMAN 70.3 Oceanside, så var man nok ikke alene. Men den intense dyst kom aldrig, for Jan Frodeno punkterede allerede relativt tidligt på cykelruten, og så var hans løb ligesom kørt.
I stedet levede Lionel Sanders til fulde op til favoritværdigheden og vandt en ganske overbevisende sejr over Chris Leiferman og Ronnie Schildknecht.
Hos kvinderne var det Holly Lawrence der tog sig en suveræn sejr foran Ellie Salthouse på andenpladsen og Heather Wurtele på tredjepladsen.
Sådan forløb herrernes race
Selvom Jan Frodeno senere udgik efter en punktering på cyklen, så så det under svømningen tydeligvis ud til at han var kommet til Oceanside for at give rivalen Sanders en røvfuld. Undervejs på svømmeruten får Frodeno nemlig skabt sig et gevaldigt hul til samtlige konkurrenter, da han i T1 har distanceret svømmespecialisten Andy Potts med næsten et minut!
Lionel Sanders er kendt for at være en noget svagere svømmer, men i gårsdagens race i Oceanside fik han faktisk svømmet sin bedste svømning til dato. Dog alligevel 2:36 langsommere end Frodeno, så skulle Sanders på dette tidspunkt have en mulighed for at vinde, ville han hurtigt skulle lukke hullet op til Frodeno.
Og det var faktisk lige hvad Sanders gjorde. Efter knap 20 kilometers cykling er Frodeno fortsat alene i front, men Sanders har indhentet mere end to minutter på tyskeren, så der var på daværende tidspunkt ingen tvivl om at det skulle blive en intens dyst mellem de to.
Pludseligt holder Frodeno dog ind til siden efter knap 27 kilometers cykling, og det skulle vise sig at være en punktering på baghjulet der nu gjorde at Sanders lynhurtigt var kommet alene i front. Frodeno måtte æde et gevaldigt tidstab og valgte derefter at udgå – så ikke engang halvvejs i racet nåede vi før drømmen om den store battle var dømt ude.
Frodenos punktering får dog langtfra Sanders til at slippe gashåndtaget. Han buldrer stadig derudaf på den tohjulede og stiller sikkert cyklen i T2 som nummer ét efter en cykeltid på 2:05:42 – mere end fem minutter før Andreas Dreitz der er den næste til at stille cyklen i skiftezonen.
Herfra løber Sanders den stille og roligt hjem på det afsluttende halvmarathon. Han taber dog lidt tid til konkurrenterne undervejs, men vinder alligevel med 3:11 til Chris Leiferman på andenpladsen og 7:46 til Ronnie Schildknecht på tredjepladsen. Andreas Dreitz – der i øvrigt kommer til de to europamesterskaber i henholdsvis Herning og Helsingør til sommer – blev nummer fire.
Sådan forløb kvindernes race
Også hos kvinderne var der nogle stærke navne til start, men i modsætning til hos herrerne var der ikke lagt op til den helt store showdown. Og det fik vi så sandeligt heller ikke at se, da Holly Lawrence på suveræn vis sejrede i ensom majestæt adskillige minutter før nummer to.
Det var dog ikke på svømningen at Lawrence fik skabt sin totale domination – til gengæld blev den hjulpet godt på vej her.
Første kvinde oppe af vandet var Jennifer Spieldenner med Holly Lawrence kun tre sekunder efter sig. Derefter kom Ellie Salthouse, Meredith Kessler og Kelsey Withrow som en tremandsgruppe yderligere 38 sekunder efter.
På cyklen får Salthouse lynhurtigt kæmpet sig op i føreposition, men det bliver kun for en kort stund, for pludseligt tager fanden ved Lawrence og så stikker hun ellers af i et tempo som ingen kan svare igen på.
Lawrence hamrer dermed solo ind til T2 og sætter cyklen mere end seks minutter før Heather Wurtele og Ellie Salthouse der er de nærmeste forfølgere. Og ingen af de to har heller ikke en chance for at komme op på det afsluttende løb.
Lawrence udbygger bare sit forspring mere og mere på de 21,1 kilometer løb, og det gør at hun kan løbe i mål som vinder i tiden 4:14:18 – mere end ni minutter hurtigere end Ellie Salthouse der vandt kampen om andenpladsen. Heather Jackson rundede med tiden 4:25:22 podiet af med en tredjeplads.
Resultater IRONMAN 70.3 Oceanside 2017
Herrernes resultater
1 Lionel Sanders, 3:50:04
2 Chris Leiferman, 3:53:15
3 Ronnie Schildknecht, 3:57:49
4 Andreas Dreitz, 3:58:09
5 Andy Potts, 3:58:25
Kvindernes resultater
1 Holly Lawrence, 4:14:18
2 Ellie Salthouse, 4:23:21
3 Heather Wurtele, 4:25:22
4 Heather Jackson, 4:25:52
5 Jennifer Spieldenner, 4:28:07