Der var flotte danske placeringer at hente i gårsdagens IRONMAN Texas, men en sort skygge til det nordamerikanske mesterskab har nu også indfundet sig. En mandlig age grouper omkom nemlig under svømningen.
Det var et meget spændende race hos både de professionelle herrer og kvinder i IRONMAN Texas i går. Og så fik Danmark også hentet nogle smukke topplaceringer da Maja Stage Nielsen blev tre’er hos pro-kvinderne og Kristina Beckendorf blev to’er i F40-44.
Nu har en skygge dig indfundet sig lidt over det ellers spændende race, da det er kommet frem at en mandlig age grouper er omkommet under svømningen. Arrangør-teamet i IRONMAN Texas bekræfter dødsfaldet på den 54-årige Glen Bruemmer fra Texas.
Ifølge vidner blev manden spottet af adskillige tilskuere da han kom i nød tæt på slutningen af svømmeruten. Han kom under vandet og kom ikke op igen, skriver den amerikanske nyhedstjeneste Cron.com.
Mange tilskuere hoppede i vandet for at redde ham, hvorefter han blev fragtet til hospitalet og konstateret død. Mandens navn er Glen Bruemmer og hans familie har bekræftet at han var en erfaren triatlet med seks IRONMAN-stævner på sit CV.
I en udtalelse skriver IRONMAN:
– “Vi kondolerer til atletens familie og venner, som vi også har været i kontakt med og vil give vores støtte til fremover. Som ved alle andre events af denne slags, vil vi arbejde sammen med de lokale myndigheder for at finde frem til hvordan denne situation er opstået, og vi vil fortsat gøre alt vi kan for at tilbyde et sikkert miljø for vores atleter.”