Det blev en ganske fornuftig dansk dag i Texas, hvor Michelle Vesterby disponerede klogt og løb sig ind på fjerdepladsen og hvor Kristian Høgenhaug i sin IRONMAN-debut som professionel, blev nummer 17. 

Samtidigt ser det også ud til at være en rigtigt god dansk age group-dag, men mere om det i en senere artikel.

Michelle Vesterby blev 4’er efter veldisponeret race

Som skrevet i brødteksten, sørgede Michelle Vesterby for det bedste danske pro-resultat i Texas i dag. I pro-kvindernes felt, blev hun nemlig nummer fire efter et fornuftigt og veldisponeret race.

Vesterby kom ellers igennem de 3800 meter svømning som 3’er, men tabte herefter et par placeringer under de 180 kilometer cykling og ankom i T2 som 7’er. Placeringerne i T2 fortalte dog ikke umiddelbart så meget, for hele top otte befandt sig nemlig indenfor seks minutter.

Helt i front var dog Melissa Hauschildt. Og hun måtte virkeligt siges at have diamanter i benene. Hauschildt stillede cyklen som 4’er i T2, men brugte kun få kilometer i løbeskoene på at bringe sig i front.

Og så var der ingen af kvinderne der så hende igen, før de nåede om på den anden side af målstregen.

Bagved blev der også hurtigt skabt større tidsforskelle blandt kvinderne i top ti. Men Michelle Vesterby kørte sit eget race og fik på de sidste ti kilometer avanceret til først sjettepladsen, derefter femtepladsen, for på de sidste to kilometer, at løbe sig op på fjerdepladsen.

Her holdte det dog også op, for med kun en kilometer tilbage var tredjepladsen Lesley Smith ét minut foran. Og det er alt andet lige en næsten umulig opgave at lukke på så kort tid.

Det ender til gengæld med en fjerdeplads til Michelle Vesterby, der dermed sikrer sig godt og vel 2450 point til Kona-ranglisten.

Vinderen blev som bekendt Melissa Hauschildt, nummer to blev Jodie Robertsen og nummer tre blev Lesley Smith.

Michelles tid blev i øvrigt 8:45:47, der dermed er ny dansk rekord på ironman-distancen. Den hidtige rekord blev sat af Helle Frederiksen i Arizona sidste år og lød på 8:55:35.

Kristian Høgenhaug nummer 17 i exceptionelt hurtigt herrefelt

Hvor Michelle Vesterby lykkedes med at køre sig på podiet i kvindefeltet, gik det ikke helt sådan for Kristian Høgenhaug i herrefeltet. Men hvad kan man forvente af en mand der kører sit første IRONMAN-race som professionel og mod konkurrenter der kører sub-7.40?

For det var lige præcis hvad der skete i herrernes race. Nummer ét og to, Matt Hanson og Ivan Tutukin, kom igennem i henholdsvis 7:39:25 og 7:39:57. Samtidigt kom 3’eren Will Clarke igennem på 7:45:22.

Tim Dons verdensrekord (i IRONMAN-regi!) på 7:40:23, er dermed slået.

Rettelse 28/4-2018 kl. 23:30: Tiderne fra IRONMAN Texas vil ikke blive anerkendt som rekorder, da arrangørerne bevidst har valgt at gøre ruten kortere af hensyn til deltagernes sikkerhed. Læs den officielle udmelding her.

Umiddelbart var det dog ikke tider som Kristian Høgenhaug undervejs bekymrede sig over. Han kørte i stedet sit eget race, hvor han stille og roligt undervejs fik kørt sig så småt op igennem feltet.

Høgen fra Helvede som Høgenhaug også går under, kom nemlig op af vandet som nummer 27, hvorefter det store slag skulle stå på yndlingsdisciplinen; cyklen.

Her fik Høgenhaug kørt sig op på 17. pladsen, hvilket også var den placering han formåede at holde hele vejen til målstregen.

Og så var der lige det med de hurtige tider igen. For Kristian Høgenhaugs sluttid endte på 8:11:49, hvilket kun var tre minutter langsommere end den tid, han satte fjerdehurtigste danske ironman-tid med i Amsterdam sidste år.

Men hele top ti – ja, endda top 11 – kørte altså også sub-8 i Texas i dag.

Resultater IRONMAN North American Championship 2018, Texas

Bemærk: Udover nedenstående resultater, kommer der også resultater fra de danske age groupere. De kommer i en senere artikel.

Pro-herrer

1 Matt Hanson, USA, 7:39:25
2 Ivan Tutukin, Rusland, 7:39:57
3 Will Clarke, Storbritannien, 7:45:22
4 Tim Berkel, Australien, 7:47:43
5 Jan Van Berkel, Schweiz, 7:48:40

17 Kristian Høgenhaug, Danmark, 8:11:49

Pro-kvinder

1 Melissa Hauschildt, Australien, 8:31:04
2 Jodie Robertsen, USA, 8:43:15
3 Lesley Smith, USA, 8:43:51
4 Michelle Vesterby, Danmark, 8:45:47
5 Sara Svensk, Sverige, 8.46:48

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply