Foto: Pastaparty.dk

Imens der herhjemme bliver kørt XTERRA European Championship, nordiske mesterskaber på sprint og der i Schweitz bliver kørt VM på langdistance-duathlon, har 2 danske pro’ere og 2 danske age groupere valgt at pakke tingene og rejse en tur til Østrig.

Det har de gjort for at deltage i det smukke Challenge Walchsee-Kaiserwinkl, der traditionelt set også byder på en ganske hård cykelrute, med mere end 1100 højdemeter midt i de østrigske alper fordelt over de 90 km.

Distancen der venter er den traditionelle mellemdistance på 1900 m svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb, og de to danske pro’ere Birgitte Krogsgaard og Morten Brammer Olesen, føler sig klar til opgaven der venter.

– Ja, jeg føler mig klar. Jeg har gjort mit forarbejde, og nu håber jeg bare, at det hele kommer til at spille på dagen. Vejret er noget ustadig hernede (læs: regn konstant), og søndag ser også ud til både at blive en våd og kølig affære. Men vikingerne her skal nok ikke klage. Der er dog et par nedkørsler, hvor det godt kunne blive liiidt spændende, fortæller Birgitte Krogsgaard, der er positivt overrasket over det store kvindefelt.

– Mit mål er som altid at eksekvere det bedst mulige race på dagen. Jeg kender ikke så mange af pro-kvinderne, men ved dog nogle er rigtig stærke. Og så er det jo for én gangs skyld et rimelig stort kvinde pro-felt. Det er fedt. Men hvordan de andre performer på dagen, og dermed hvilken placering jeg får, kan jeg ikke kontrollere. Så der er fuldt fokus på min egen præstation.

Også Birgitte Krogsgaards kæreste, den nybagte danske mester på mellemdistancen Morten Brammer Olesen, føler sig klar til at give den gas i et forventet halvsløjt vejr søndag.

– Jeg er rigtig klar. Jeg synes formen er god, jeg er skadesfri og klar til at give det bedste jeg har. Ruterne hernede passer mig rigtig godt og vejret ser ud til at blive rigtig hårdt, så det er jo nok bare til vores fordel, fortæller Morten Brammer Olesen optimistisk.

Starten til dette års Challenge Walchsee-Kaiserwinkl går i morgen klokken 9.00, og ifølge vores oplysninger vil der ikke blive produceret livestreaming fra racet.

Danske deltagere Challenge Walchsee-Kaiserwinkl 2017

FPro

51 Birgitte Krogsgaard, Aarhus 1900 Triathlon

MPro

12 Morten Brammer Olesen, Aarhus 1900 Triathlon

M18-24

285 Jesper Nybo Riis, Aarhus 1900 Triathlon

M45-49

706 Mikael Toxvaerd Petersen

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply