Foto: IRONMAN

Det er ikke mange gange på et år at ærkerivalerne Jan Frodeno og Lionel Sanders står på samme startstreg. Men om ikke så længe, er det lige præcis hvad der sker. 

Der var lagt op til det helt store brag i IRONMAN 70.3 Oceanside sidste år. Rivalerne Jan Frodeno og Lionel Sanders var begge på startstregen, og det skulle blive spændende at se hvem af de to verdensstjerner, der havde de stærkeste kort på hånden tidligt på sæsonen.

Men det store brag udeblev desværre. Jan Frodeno trak sig ud undervejs på cykelruten på grund af en defekt, imens Lionel Sanders trak sejren sikkert hjem.

Men nu er der rigtigt meget der ser ud til at vi skal have Oceanside-revanche. For når dette års IRONMAN 70.3 Oceanside løber af stablen den 7. april, står de endnu engang begge på startlisten.

I sidste års udgave havde Frodeno ellers skabt sig et betydeligt forspring til en ellers okay-svømmende Sanders. Men på cykelruten hentede Sanders lynhurtigt ind på Frodeno, og da sidstnævnte punkterede knap en tredjedel inde på cykelruten og måtte æde et kæmpe tidstab, var der ingen tvivl om hvem der skulle vinde.

Og med en endnu bedre svømmende Lionel Sanders i år, kan vi nok se frem til et brag af en revanche. Hvis Frodeno da er kommet over sin nedtur i sidste års Kona-race, hvor han på trods af stærke smerter, alligevel formåede at gennemføre.

Jan Frodeno og Lionel Sanders har begge vundet Oceanside to gange. Frodeno gjorde det i 2014 og 2015, imens Sanders stod med guld om halsen i 2016 og 2017.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply