Der er ikke mindre end en tre-kvart million danske kroner på højkant i swimrun-serien ÖtilÖ i 2017. Men det kræver lige én ting: At et team skal vinde samtlige seks ÖtilÖ World Series stævner i 2017 og samtidigt også vinde ÖtilÖ-verdensmesterskabet. Lykkes det for et team at gøre det, så er der altså én million svenske kroner i kontant bonus – det vil sige 777.000 kroner.
Det umulige blev muligt – derfor en ny udfordring
Lige siden ÖtilÖ startede i Stockholm tilbage i 2016, har det været et erklæret mål for mange, at bryde otte-timers grænsen i det populære swimrun-race. Der har dog været en generel opfattelse af, at det ganske enkelt ville være umuligt at komme under de otte timer, men sidste år, lykkedes det så endelig for duoen Daniel Hansson og Lelle Moberg.
– “Vi troede, at det ville være umuligt at gå under otte timer i ÖtilÖ World Championship, men i 2016, blev det modbevist, da Daniel Hansson og Lelle Moberg sluttede i tiden 7:59,” fortæller stifterne af ÖtilÖ, Mats Skott og Michael Lemmel.
Efter at det umulige sidste år blev bevist muligt, har de to stiftere af ÖtilÖ funderet over en ny udfordring, som de selv synes vil blive en yderst svær opgave. Og her faldt valget altså på, at udfordringen skulle være, at et team skulle vinde alle ÖtilÖ World Series-stævner og samtidigt også ÖtilÖ-verdensmesterskabet.
– “Folk vil sikkert tro at denne nye udfordring er umulig, men muligheden for at gøre det, er absolut tilstede. Hvem bliver det første team til at vinde det hele? Vi er begejstrede for at starte 2017 swimrun-sæsonen med sådan en udfordring,” fortæller de to stiftere videre.
Hastig vækst i swimrun-sporten
2017 bliver den kun anden sæson med ÖtilÖ Swimrun World Series, og i kalenderen, venter seks kvalifikationsstævner til det originale ÖtilÖ-stævne i Stockholm, som nu har fået titlen som det officielle ÖtilÖ-verdensmesterskab.
Generelt er der efterhånden ved at være god vind i swimrun-sejlene, og det er det, som arrangørerne af ÖtilÖ nu vækster på. Ligesom Ironman Hawaii er indenfor triathlon, er ÖtilÖ Stockholm indenfor swimrun. Og den hype som swimrun-sporten er ude for i disse tider, har arrangørerne brugt på at ekspandere deres egen kalender.
I 2016 tilføjede de ÖtilÖ World Series til deres portefølge, samtidigt med at de også tilføjede såkaldte sprint-stævner til kalenderen. I World Series er der i alt seks stævner, men arrangørerne venter, at der alene i 2017, vil blive tilføjet yderligere to stævner til kalenderen. Sprint-stævnerne bliver altid kørt dagen før World Series-stævnerne, så de læner sig dermed op af den strategi, som flere og flere stævnearrangører gør brug af.
Hvordan ser ÖtilÖ World Series-kalenderen ud?
Skulle du have interesse i at gå efter den tre-kvarte million danske kroner, kræver det, at dit to-mands team vinder følgende ÖtilÖ World Series-stævner:
- ÖTILLÖ Swimrun Hvar, Kroatien, 2. april
- ÖTILLÖ Swimrun Utö, Sverige, 28. maj
- ÖTILLÖ Swimrun Isles of Scilly, Storbritanien, 17. juni
- ÖTILLÖ Swimrun Engadin, Schweitz, 9. juli
- ÖTILLÖ Swimrun 1000 Lakes, Tyskland, 1. oktober (kvalifikationsrace til ÖtilÖ World Championship 2018)
- ÖTILLÖ Swimrun XX – Endnu ikke offentliggjort, november 2017 (kvalifikationsrace til ÖtilÖ World Championship 2018)
Hvad består et ÖtilÖ-race af?
Vi kan alle godt blive enige om, at en tre-kvart million danske kroner i kontanter, ville være mægtigt fedt at køre hjem. Men så er der lige dét, at hvad består et ÖtilÖ-stævner egentligt af?
Den faktiske distance kan variere en smule fra stævne til stævne, men den originale ÖtilÖ i Stockholm, tager deltagerne på en 75 kilometer lang tur over og imellem 26 ø’er i Stockholms skærgård. Stævnet har et rygte for at være blandt de hårdeste én-dags stævner i verden, og det er ikke så mærkeligt, med tanke på, at de 75 kilometer skal tilbagelægges i vand og til fods.