Imens den stod på duathlon i den vestlige del af Danmark, blev der også kørt duathlon i den østlige del. Den østlige del stod Islev Duathlon for, hvor Patrik Nilsson og Melina Olsen var hurtigst på den lange distance. På den korte distance var Mads Frederik Eilersen og Nynne Jakobsen de hurtigste.

Distancerne der skulle køres var henholdsvis 2,5-12-2,5 og 5-24-5, og imens der var lige knap 20 grader i Jels Duathlon, måtte deltagerne nøjes med lidt lavere temperaturer i Islev.

Men så længe solen skinnede – og det gjorde den – så er det jo ikke helt skidt.

Patrik Nilsson vinder på herrernes lange distance

Det er ikke tit de mindre danske stævner får besøg af nogle af verdens allerhurtigste triatleter. Men i og med at svenske Patrik Nilsson har flyttet bopæl til Danmark, kaster han engang imellem stjernestøv over de danske stævner.

Og det gjorde han i dag i Islev, hvor han ikke helt overraskende tog sejren.

Men helt suveræn var han nu ikke, for en håndfuld af konkurrenterne havde da en snert af Nilssons fart.

Således skabte Patrik sig kun et forspring på et halvt minut på den første løbetur, hvorefter han fulgte op med at øge sit forspring med yderligere et halvt minut under de 24 km cykling.

Men så blev tempoet også sat gevaldigt op, og de nærmeste konkurrenter måtte indse at de nok ikke fik svenskeren at se resten af dagen.

Patrik Nilsson rundede af med at løbe de afsluttende fem kilometer i tiden 16:39, der gav ham en samlet vindertid på 1:09:43, knap 2,5 minutter foran sine nærmeste konkurrenter.

Til gengæld var der meget mere spænding om de øvrige podiepladser, hvor Frederik Holm Wester tog sig af andenpladsen sølle 6 sekunder foran Nicklas Hammerstrand på tredjepladsen, imens de to resterende top fem-placeringer også kom i mål få sekunder senere.

Melina Olsen suveræn vinder på kvindernes lange distance

Selvom hun ikke er professionel, formåede Melina Olsen alligevel at cykle og løbe sig til en endnu mere suveræn sejr på kvindernes lange distance.

Melina tog teten allerede fra de første meter i løbeskoene, og så så konkurrenterne hende ellers ikke igen før målstregen var blevet krydset. De første fem kilometer blev blev således tilbagelagt knap to minutter hurtigere end de næsthurtigste kvinder, og så blev der altså også fulgt op med en cykeltur, der også var et par minutter hurtigere.

Til at runde racet af på, løb Melina de afsluttende fem kilometer i tiden 20:49, og så kom hun ellers i mål seks minutter før Caroline Wolf, der med en fornuftig kombination af løb, cykling og løb, bragte sig selv i mål på andenpladsen.

Knap tre minutter yderligere skulle der så gå før Vibeke Hansen rundede podiet af.

Mads Frederik Eilersen og Nynne Jakobsen vandt den korte distance

På den korte distance 2,5-12-2,5 blev der også gået til stålet hos både herrerne og kvinderne.

Hos herrerne var Mads Frederik Eilersen hurtigst, da han tilbagelagde distancen i tiden 0:37:29. Det var 41 sekunder hurtigere end Pelle-Oskar Lambertsen på andenpladsen og 1:31 hurtigere Tobias Dahl Thomsen på tredjepladsen.

Hos kvinderne var Nynne Jakobsen den klart hurtigste, da hun bragte sig i mål 1:40 foran Mikka Holm på andenpladsen og 3:30 foran Jannie Holm på tredjepladsen.

Resultater Islev Duathlon 2018

Lang, herre

1 Patrik Nilsson, Uperform, 1:09:43
2 Frederik Holm Wester, GTC Bulls, 1:12:04
3 Nicklas Hammerstrand, TripleNorth, 1:12:10
4 Lars Peter Bloch, K-Tri, 1:12:37
5 John Enevoldsen, Køge Tri, 1:12:42

Lang, kvinder

1 Melina N. Olsen, Jernbanefritid, 1:20:49
2 Caroline Wolf, Danish Sports Academy, 1:26:41
3 Vibeke Hansen, Tri4, 1:29:21
4 Lisa M. Andersen, Jernbanefritid, 1:31:40
5 Alette Rehøj, Trinord, 1:31:55

Kort, herre

1 Mads Frederik Eilersen, GTC-Bulls, 0:37:29
2 Pelle-Oskar Lambertsen, GTC-Bulls, 0:38:10
3 Tobias Dahl Thomsen, Ganløse Tri-Center, 0:39:05
4 Robin Olsson, Hovedstadens Svømmeklub, 0:40:32
5 Viktor Mårup, Amager Triathlon Klub, 0:40:54

Kort, kvinder

1 Nynne Jakobsen, 2Tri Haslev, 0:46:56
2 Mikka Holm, 2Tri Haslev, 0:48:35
3 Jannie Holm, 0:50:26
4 Mette Christiansen, 0:55:48
5 Lone Von Ryberg, Novo Gruppens Løbeklub, 0:57:50

Alle resultater fra Islev Duathlon 2018 kan ses her.

Leave a Reply