Vejle, som sidste år dannede ramme for det succesfulde Powerman Denmark, skal til maj afholde de officielle europamesterskaber i duatlon på mellemdistancen. RaceMakers og Powerman skal sammen give atleterne en ’once in a life time’-oplevelse.
RaceMakers og Powerman gør det muligt med samarbejdet at tilbyde en særdeles attraktiv pris ved at køre begge løb. ’The Double’ kaldes tiltaget og for kun 2.000 kr. bliver det muligt at deltage i to af Danmarks største stævner inden for triatlon og duatlon.
Samarbejdet mellem de to arrangører bliver også at udveksle erfaringer og udstyr. Ved at kombinere kræfterne får atleterne den bedst mulige oplevelse med stævnet, og RaceMakers vil hjælpe med at skabe et oplevelsesrigt stævne i international klasse.
Claus Vesterby, der er Partner og Event Director i RaceMakers, har med samarbejdet atleterne i fokus:
– Det er vigtigt for os at skabe store oplevelser for atleterne, og det vil vi også gerne være med til at gøre med et af de helt store internationale brands, lyder det fra Claus Vesterby.
Powerman Denmark i Vejle, som i år både skal afholde det officielle EM samt de danske mesterskaber, ligger i starten af maj. Og ifølge Claus Vesterby, er det et perfekt tidspunkt i forhold til Garmin Challenge Herning.
– For ganske få ekstra kroner kan vores deltagere få en kæmpe oplevelse, som et EM er, samtidig med at de kan bruge det som opvarmning til Garmin Challenge Herning. På godt en måned er det altså muligt at deltage i et EM i duatlon og et DM i triatlon, udtaler Claus Vesterby.
Også Ronny Kert, der er klubchef i Vejle IF og ansvarlig for Powerman EM i Vejle, ser et potentiale i det nye tiltag:
– Vi ser frem til samarbejdet med Racemakers og håber at samarbejdet omkring ”the double” kan være starten på nye og endnu større events, fortæller Ronny Kert.
Renato Bertrandi, der er præsident for ETU (European Triathlon Union), ser frem til arrangementet i Vejle og har i en pressemeddelelse udtalt følgende om mulighederne ved stævnet:
– Jeg kan godt lide, at arrangørerne har arrangeret events for hele familien i løbet af dagen. For vores sport er for alle! Jeg ønsker alle atleter stor succes og håber deres familier kommer til at nyde at se deres kæreste konkurrere om medaljer.
Powerman Denmark i Vejle vil blive afholdt i weekenden 5. og 6. maj, mens Garmin Challenge Herning vil løbe af staben godt en måned senere, 9. juni.