Racenumrene i Super League Triathlon er ikke som man ser i mange andre sportsgrene. I Super League bestemmer hver enkelt atlet nemlig selv, hvilket racenummer de kører med.

Følger man med i danske Andreas Schillings opslag på Facebook, finder man dermed forklaringen på, hvordan Danmarks bedste kortdistanceatlet, er kommet til at køre med racenummeret 00 når det går løs på Jersey Island i den kommende weekend.

At konkurrere med to nultaller på ryggen, er mig bekendt sjældent set. Men ifølge Schilling selv, giver det ganske god mening at vælge netop dette tal som racenummer.

– Det ligner to øjne, der holder skarpt øje med de andre, siger Andreas Schilling i en pressemeddelelse fra Super League Triathlon.

Kun én har turde at vælge nummer ét

Imens der i stort set samtlige udholdenhedssportsgrene er utroligt meget prestige i at konkurrere med 01 på ryggen, er der faktisk kun én af atleterne, der har valgt at køre med netop dette nummer.

Nemlig den fleredobbelte verdensmester Javier Gomez. Og det vækker undren hos én af Super Leagues stiftere, den dobbelte IRONMAN Hawaii-vinder Chris McCormack.

– At vælge dette nummer, er en klar udmelding om selvtillid og pres. I alle andre sportsgrene, er nummer ét den bedste. Hvorfor holder atleterne sig tilbage fra dét nummer?, spørger Chris McCormack.

Vinderen fra Hamilton Island har fravalgt ét-tallet

Skulle man følge den normale logik, skulle vinderen fra Hamilton Island for et halvt år siden, sydafrikanske Richard Murray, have kørt med nummer ét.

Han har i stedet valgt at skulle konkurrere under racenummeret 07, som han deler med sin hollandske kæreste Rachel Klamer, der er til start i kvindernes race. Og den samme prioritering har den nykårede ITU verdensmester Mario Mola valgt.

Han stiller nemlig til start under racenummeret 03, der er det samme som sin kæreste Carolina Routier.

Mange vælger racenummer udfra personlige præferencer

Den allerstørste årsag til valget af et racenummer hos de respektive triatleter, skal findes i noget så naturligt som personlige præferencer. Eksempelvis fødselsdage og år.

Mariya Shorets har eksempelvis valgt racenummer 09 da hun er født den 9. august 1990, imens Lucy Hall har valgt 92, da det er årstallet hun er født i. Det samme gælder Kristin Kasper der kører under nummeret 91.

Og så har Dan Halksworth valgt at køre med racenummer 31, da han i den kommende weekend er 31 år.

Derudover findes der også mere nationale valg hvad angår racenummer, hvor canadiske Tyler Mislawchuk har valgt racenummer 65 af den årsag, at han var atlet nummer 65 til at repræsentere Canada i et VM som elite.

Uanset valget på racenummer, står det dermed klart, at disse numre er tæt knyttet til atleternes passion og den attitude, de stiller til start med i Jersey. Disse numre fortæller kort sagt hvem de er.

Et komplet overblik over alle atleternes startnumre, kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply