Der var i dag hård konkurrence om sejren hos både herrerne og kvinderne i det østjyske Hou MiniTri. Sebastian Ebbelin vandt hos herrerne, imens Katrine Meldgaard var først over stregen hos kvinderne.
Med 61 deltagere på startstregen blev der i dag kørt det lille traditionsrige Hou MiniTri i Hou lidt øst for Odder. Vejret var tæt på perfekt til tri, ruten var til at overkomme og distancen lagde op til fart; 380 meter svømning, 18 kilometer cykling og 4,2 kilometer løb. Så alt i alt præcis en tiendedel af en jernmand.
Selvom stævnet var af den mindre slags, så har der dog ikke manglet stærke navne på startstregen. Op til flere navne hos både herrerne og kvinderne har enten vundet eller leveret topresultater i både danske og internationale stævner i indeværende sæson, og kigger man på resultatlisten, så vidner toppen da også om nogle utroligt jævnbyrdige herrer og kvinder.
Sebastian Ebbelin hurtigst hos herrerne
I herrerne var det sågar Sebastian Ebbelin (Triathlon Horsens) der var hurtigst. Ebbelin blev så sent som i maj en stærk nummer to i IRONMAN 70.3 St. Pölten, og kommer med en sejr fra Gudenå Mini Triathlon i frisk erindring.
Sejren kom dog ikke helt let, for han fik kamp til stregen af Ole Hansen (Aarhus 1900 Triathlon) der for kun tre uger siden vandt Stilling Tri 4:18:4 og en uge før det blev nummer to i Gudenå Mini Triathlon, kun overgået af dagens vinder Sebastian Ebbelin.
Dengang – i Gudenå Mini Triathlon – var der lige i omegnen af halvandet minut mellem de to, og det blev der ændret væsentligt på i dag hvor Ole Hansen kom i mål på andenpladsen kun 14 sekunder efter vinderen.
Til gengæld skulle der gå yderligere halvandet minut før Kenneth Thonsgaard (Triathlon Horsens) – der i år blandet andet blev to’er i sin age group i IRONMAN 70.3 St. Pölten – kom i mål på tredjepladsen.
Katrine Meldgaard hurtigst hos kvinderne
Også i kvindernes race viste det sig at blive utroligt tæt, hvor hele podiet kom i mål indenfor kun tyve sekunder. Hurtigst var dog Katrine Meldgaard (MSI Pro Tri) der for halvanden måned siden vandt sin age group i IRONMAN Lanzarote og blev nummer fire i elitekvindernes DM på mellemdistancen i Juelsminde for to uger siden, ligesom hun vandt Silkeborg Duathlon tilbage i april.
Kun 18 sekunder efter Meldgaard havde krydset stregen som vinder, vandt Heidi Thranum (Stem på Finn og vind) et tæt opgør om andenpladsen, der fik hende i mål kun to sekunder foran dagens nummer tre Dorthea Jørgensen (Multiatleterne). Thranum kom til Hou med en EM-sølvmedalje på sprintdistancen i meget frisk erindring, ligesom hun blandt andet er blevet nummer to i både Spar Kron 1/4 jernmand og Triathlon for Alle for henholdsvis 5 og 6 uger siden.
Dorthea Jørgensen besatte som sagt kvindernes tredjeplads, hvilket hun gjorde med to minutter til nummer fire Nina Højris (Aarhus 1900 Triathlon). Det er ikke meget vi har set til Dorthea i denne sæson, men hun er ikke helt ukendt – sidste år var hun blandt andet med det danske juniorlandshold til junior-vm på Cozumel, ligesom hun blev samlet nummer fire i DM Tri Serien for elitekvinder sidste år og blev nummer tre til ETUs nordiske mesterskab på sprintdistancen i Fredericia.
Resultater Hou MiniTri 2017
Herrer
1 Sebastian Ebbelin, Triathlon Horsens, 00:50:39
2 Ole Hansen, Aarhus 1900 Triathlon, 00:50:53
3 Kenneth Thonsgaard, Triathlon Horsens, 00:52:07
4 Martin Steen Thomsen, Uperform Coaching, 00:52:28
5 Sune Matzen, Triathlon Horsens, 00:53:11
Kvinder
1 Katrine Meldgaard, MSI Pro Tri, 00:57:41
2 Heidi Thranum, Stem på Finn og vind, 00:57:59
3 Dorthea Jørgensen, Multiatleterne, 00:58:01
4 Nina Højris, Aarhus 1900 Triathlon, 01:00:21
5 Marie-Louise Jørgensen, Multiatleterne, 01:08:15
En komplet resultatliste kan ses her.