På en ikonisk rute blev der i dag kørt IRONMAN 70.3 St. Pölten i det sydlige Østrig. 12 dansker age groupere var til start, og de tre af dem klarede det så godt at de kom derfra med podieplaceringer. Én sejr og to andenpladser blev det til.
Det er lidt af en ikonisk rute som de 12 danske age groupere i dag var ude på i det sydlige Østrig. Svømningen foregik i to forskellige søer, imens cykelruten bød på mere end 1000 højdemeter på både en afspærret motorvej og mindre veje gennem vinmarker med udsigt til en række af områdets flotte slotte.
Resultatmæssigt klarede danskerne det uovertruffent, da det blev til én sejr og to andenpladser.
Hos de professionelle vandt Nils Frommhold hos herrerne, efterfulgt af Andi Böcherer og Maurice Clavel. Hos kvinderne var det Laura Phillip der vandt foran Yvonne Van Vlerken og Lisa Hütthaler.
Knud Knudsen sejrede i M55-59
Der var ingen der i dag kunne hamle op med Knud Knudsen i M55-59, da han med sejren sørgede for racets bedste danske placering.
Knud kommer fornuftigt igennem de 1900 meter svømning og tager hul på cykelruten i niende position, hvorefter han banker derudaf og sætter klassens hurtigste cykelsplit på 2:39:43. Det giver ham et ganske komfortabelt forspring i T2, og så var det nok at løbe i tredje hurtigste tid for at holde føringen hele vejen til mål.
Sluttiden for Knud Knudsen blev 4:59:26, hvilket var 3,5 minutter hurtigere end klassens nummer to Klaus Rohracker og fem minutter hurtigere end nummer tre Urbano Ferrazzi.
Sebastian Ebbelin nummer to i M18-24
I en noget yngre aldersgruppe sørgede Sebastian Ebbeling for dagens hurtigste danske tid, da han blev nummer to i M18-24.
Sebastian Ebbelin sørgede allerede på svømningen for at holde sig helt fremme – faktisk så langt fremme at han var den første mand i klassen til at forlade vandet. Også på cyklen har han god fart på og sætter det næsthurtigste cykelsplit, og på løbet holder han sig i podierækkerne og krydser målstregen som nummer to.
Den totale tid for Sebastian Ebbelin blev 4:31:13, som var knap et halvt minut hurtigere end dagens nummer tre Stefan Haubner og omkring fem minutter langsommere end vinderen Georg Enzenberger.
Kenneth Thonsgaard nummer to i M40-44
Også i klassen M40-44 blev der hentet dansk metal, da Kenneth Thonsgaard sørgede for at løbe sig i mål på andenpladsen.
Kenneth kommer op af vandet som nummer 12, og så kører han sig ellers op i gennem resultatlisten ved at sætte femtehurtigste cykelsplit. Det er dog på løbet han for alvor gør en forskel, hvor han med klassens tredjehurtigste løbesplit løber sig op på andenpladsen på målstregen.
4:32:50 var tiden som Kenneth Thonsgaard skulle bruge på at gennemføre dagens strabadser, og det var 4,5 minutter hurtigere end Markus Gärtner på tredjepladsen og tre minutter langsommere end Ralf Preissl der vandt.
Danske resultater i IRONMAN 70.3 St. Pölten 2017
M18-24
2 Sebastian Ebbelin, 4:31:13
M25-29
7 Sune Matzen, 04:41:09
10 Mikkel Toke Bendix Poulsen, 04:42:37
M35-39
172 Morten Wilms, 05:55:12
179 Jim Reimann, 05:56:37
M40-44
2 Kenneth Thonsgaard, 04:32:50
57 Mikkel Justesen, 05:15:31
M45-49
91 Jakob Havsager, 05:40:56
81 Peter Risager, 05:35:48
60 Tom Ryom, 05:27:54
46 Tony Wiinblad, 05:21:08
M55-59
1 Knud Knudsen, 04:59:26
Alle resultater fra IRONMAN 70.3 St. Pölten 2017 kan ses her.