Imens der herhjemme i det danske land er fuldt fokus på IRONMAN Copenhagen, viste Søren Bystrup i dag tænder i Powerman Austria med en sejr. En sejr der giver en klar antydning af, at han er klar til sit sidste VM om under en måned.
Han løb fra dem på de første 10 kilometer løb. Han cyklede endnu længere fra dem på de 76 km cykling. Og så forsvarede han ellers føringen hele vejen til mål foran bl.a. verdensstjernen og dobbelte verdensmester Gaël Le Bellec.
Ovenstående beskrivelse er lige præcis sådan Søren Bystrup i dag kørte sit race i Powerman Austria, nærmere betegnet i Weyer.
Bystrups forspring i T2 gav ham mulighed for at løbe det afsluttende løb kontrolleret, hvorfor han tabte lidt tid til de bagvedliggende. Alligevel krydser han målstregen med to minutter ned til Le Bellec, der blev 2’er.
– Jeg var lidt overrasket over, at de andre ikke løb hurtigere på den første løbetur. Jeg fik ret hurtigt et hul, og så tænkte jeg, at der jo ikke var grund til at vente på dem. Så det var bare om at køre til på cyklen og knække dem psykisk, når de begyndte at få tider på mig, fortalte Søren Bystrup Jacobsen til Peter Kobbersmed fra DR Sporten kort efter at have været på podiet.
Med kun to uger til VM i Zofingen, er Bystrups sejr i dag dermed en rigtigt god indikator for hvor han står henne. Og der er virkeligt noget på spil i Zofingen den 2. september. Det bliver nemlig Sørens sidste VM som eliteduathlon, hvor han gerne ser sine fem VM-bronzemedaljer byttet ud med en af guld.
Præcis ligesom da han blev europamester i Vejle i foråret.
Se i øvrigt Søren Bystrup krydse målstregen i Østrig i klippet herunder (spol frem til 1:24)