De danske age groupere viste i går, søndag, stor styrke i IRONMAN Hamburg, hvor det blev til ikke mindre end to sejre, en tredjeplads og yderligere et par resultater lige udenfor podiet. 

De to bedste danske resultater blev leveret af Line Bonde og Thorstein Gystad, da de begge steg helt til tops i deres respektive age groups og kunne stille sig øverst på podiet ved medaljeceremonien.

Line Bonde gjorde det ved at udkonkurrere samtlige af kvinderne i F18-24 med næsten 45 minutter, hvor hun allerede på svømningen stak godt af fra konkurrenterne. Således kunne hun tage hul på cyklingen med et forspring på knap syv minutter, hvorefter hun med høj fart på den tohjulede og i løbeskoene, bare øgede og øgede sit forspring hele vejen til mål.

Her blev hun noteret i tiden 10:33:44, hvilket gav hende en komfortabel sejr på intet mindre end 42 minutter ned til tyske Anne Ruff som nærmeste konkurrent.

Anderledes tæt blev det til gengæld i M50-54, hvor Thorstein Gystad fik hård konkurrence af tyske Peter Lohmann. Tyskeren havde ellers bragt sig selv i front med et par minutter på den 182 kilometer lange cykelrute, men med et stærkt løbesplit i tiden 3:04:59 fik Gystad ram på manden i front, og så var det med en dansker i førerollen.

Den rolle passede ham tilsyneladende perfekt, for i mål som første mand kom han i hvert fald. Det gjorde han i en tid på 9:18:41, hvilket viste sig ikke at have givet meget plads til problemer på de sidste kilometer – der gik nemlig kun 26 sekunder før Lohmann fulgte trop på andenpladsen.

I samme age group sørgede Jens Rix i øvrigt for endnu et flot dansk resultat, da han blev nummer fire – 24 minutter efter Gystad og sølle 5,5 minut fra podiet.

Sidste danske podietager blev Jesper Christensen, der sørgede for en ovenud smuk tredjeplads i M35-39. Det gjorde han i en tid på 9:08:06, der i øvrigt samtidigt var dagens hurtigste tid.

Det viste sig faktisk at være et rigtigt tæt løb om sejren mellem de tre bedste, for ingen af de tre hurtigste var nogensinde mere end 5 minutter adskilt gennem hele dagen. Jesper Christensen udmærkede sig ved at sætte næsthurtigste cykelsplit, hvorefter han fulgte op med et næsten ligeså smukt afsluttende løb.

Det gav ham en tredjeplads, der på målstregen kun var 35 sekunder fra andenpladsen og lige under fire minutter fra sejren – det er sgu ikke meget over så lang en distance, med så hård konkurrence.

Værd at bemærke er i øvrigt også Kasper Ougaards femteplads i M30-34, Nicolai Hagens femteplads i M18-24, Sebastian Ebbelins syvendeplads i M18-24, Sune Matzens niendeplads i M25-29, Lise Konges niendeplads i F50-54 og naturligvis også – som vi allerede har nævnt – Jens Rixs fjerdeplads i M50-54.

Danske resultater IRONMAN Hamburg 2017

F18-24

1 Line Bonde, 10:33:44

M18-24

5 Nicolai Hagen, 10:25:06
7 Sebastian Ebbelin, 10:38:09
12 Gustav Pedersen, 11:53:54

M25-29

9 Sune Matzen, 9:34:29
14 Steffen Karlsson, 9:46:01

M30-34

5 Kasper Ougaard, 9:11:22
155 Martin Simonsen, 11:48:17
186 Asger Hess-Olesen, 13:01:43

M35-39

3 Jesper Christensen, 9:08:06
92 Marios Winding, 10:43:06
166 Morten Wilms, 11:32:25
214 Benjamin Robotham, 12:17:39
258 Lars Rosenkilde, 13:02:15
276 Per Westrin, 14:10:50

M40-44

30 Jørgen Dau Nielsen, 9:53:15
43 Esben Krogh, 10:06:20
55 Kent Poulsen, 10:15:54
92 Henning Emil Olesen, 10:47:23
117 Clas Hagn-Meincke, 10:59:34
136 Kim Pedersen, 11:14:57
144 Johnny Hedengran, 11:17:54
170 Thomas Hjort Lykke, 11:33:23
266 Michael Kirk Jensen, 13:40:02

M45-49

46 Jan Nielsen, 10:26:34
91 Andre Dommer, 10:50:19
137 René Chlement Isaksen, 11:16:18
172 Peter Kjær, 11:36:46

F50-54

9 Lise Konge, 11:43:03
21 Majbrith Mikkelsen,  13:16:22

M50-54

1 Thorstein Gystad, 9:18:41
4 Jens Rix, 9:41:59
16 Jan Haughuus, 10:05:39
98 Per Kyneb, 11:22:15
150 Ejgil Troelsen, 11:53:08

M55-59

95 Ole Bisleth, 14:10:43

M60-64

29 Klaus Grand, 14:52:58

Alle resultater kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply