To femtepladser på 8 dage, den ene i international triathlons 1. division og den anden i international triathlons absolutte superliga, er hvad Andreas Schilling har opnået i sine kun to stævner i år. Spørger man hovedpersonen selv, er han da også mere end glad for sin sæsonstart.
Det var et utroligt stærkt felt der i lørdags var til start i VM-seriens tredje afdeling i Yokohama. Foruden danske Andreas Schilling, var der verdensklassenavne som Mario Mola, Javier Gomez, Johnny Brownlee, Fernando Alazar og Henri Schoeman til start – så skulle man have forhåbninger om en topplacering, var det med at stille til start med sit A-game.
Og det var lige præcis hvad Schilling gjorde. På en meget våd dag lykkedes han med at løbe sig i mål på sin anden femteplads på kun 8 dage – vel at mærke i hans første to stævner i år.
Det er da også en mere end bare tilfreds Andreas Schilling vi har fanget til en kommentar ovenpå lørdagens VM-serie stævne i Yokohama.
– “Jeg er super glad for min sæsonstart. Der er masser at bygge videre på og jeg har allerede en masse gode point,” fortæller Andreas Schilling stolt og tilfreds til Pastaparty.dk efter at have sat fødderne på dansk grund efter et par uger i først Kina og derefter Japan.
Forberedelse på en våd dag gav pote
Det er sjældent set i VM-serien at der bliver konkurreret under så våde forhold som det var tilfældet i Yokohama i lørdags. Stort set alle afdelinger af VM-serien bliver kørt i områder der ofte byder på sol og sommer, men vejrguderne ville det anderledes i lørdags.
Derfor er Andreas Schilling også glad for at han tog sig sine forholdsregler da vejrudsigten ikke så lovende ud. De tynde dæk blev byttet ud med de lidt bredere af slagsen, og så blev dæktrykket også sat lidt ned for at få lidt ekstra vejrgreb.
– “Jeg vidste på forhånd at det ville blive regn – meget regn – så de tykke dæk med lavt dæktryk var fundet frem og jeg var forberedt på en meget våd dag,” beretter Andreas Schilling om de tekniske forberedelser på cyklen.
Andreas Schilling: Mere hårdt mentalt, fordi koncentrationen var så høj
Én ting er forberedelse. En anden ting er hvad der rent faktisk sker på raceday, hvor distancen bød på den olympiske distance 1500-40-10.
Schilling kom igennem svømningen som nummer 40, og selvom det umiddelbart kan lyde som om at det er langt fra fronten, så var der stort set samling på flokken i T2. Og herfra blev der trykket godt til i Schillings pedaler, selvom det virkeligt krævede en god portion koncentration for ikke at ryge i asfalten på den regnglatte og tekniske cykelrute.
– “Svømning var ok. Afstanden til fronten var ikke så stor og vi var alle relativt tæt samlet. Jeg trykker godt til de første par runder (på cyklen, red.) og sidder godt med i gruppen. Cyklingen var egentlig mere hård mentalt, fordi koncentrationen var så høj,” fortæller Schilling, der lige med nød og næppe undgår styrtet 700 meter før mål hvor storfavoritten Johnny Brownlee ryger i asfalten sammen med en mindre gruppe.
– “Jeg undgår lige præcis styrtet hvor Johnny ryger ned og kommer rigtig fint igennem T2. Jeg lægger ud i kontrol og finder mit eget pace de første kilometer. Jeg er ikke totalt flyvende, men håber at det kommer senere.”
Et opløb med tid til high-fives
Ude af T2 bliver Schilling en del af en større gruppe med blandt andre legenden Javier Gomez, og i denne gruppe bliver han i lidt over halvdelen af de ti kilometer løb. Men ved vendepunktet med 3,5 kilometer tilbage forsøger han lykken og får slået et godt hul til sine følgesvende.
Ingen fra gruppen formår at hale Schilling ind igen, men til gengæld når han ikke op til de fire forreste der dermed kommer til at løbe om sejren. En meget flot femteplads blev det dermed til – endda med tid til at give high-fives til tilskuerne på opløbsstrækningen.
– “Jeg løber en del kilometer i en lidt større gruppe med Gomez. Efter vendepunkt omkring 6,5 (km, red.) har jeg en god fornemmelse og løber mig fri fra gruppen. Jeg får hurtigt et godt hul og kan løbe 5. pladsen hjem med plads til high-fives på opløbet. Det er altid fedt når man kan nyde en god præstation til sidst,” slutter Andreas Schilling stolt.
Den forsvarende verdensmester Mario Mola vandt foran Fernando Alazar og Kristian Blummenfelt.