Foto: IRONMAN

Tre danske age groupere stiller til start i hvert deres race i Amerika i den kommende weekend, når IRONMAN 70.3 Hawaii, IRONMAN 70.3 Raleigh og IRONMAN 70.3 Victoria løber af stablen.

Det er ikke mange, men alligevel nok til at få vist de danske farver frem på det amerikanske kontinent i den kommende weekend. Tre danskere har nemlig krydset Atlanten for at konkurrere i hvert deres race i Amerika, hvor det ene foregår på Hawaii, den anden i Victoria og det sidste i Raleigh.

Henriette Haugaard Jensen til start i IRONMAN 70.3 Hawaii

Det vel nok mest ikoniske af weekendens stævner foregår på Hawaii, nærmere betegnet på Island of Hawaii, hvor også IRONMAN World Championship foregår. Og faktisk får man en snert af VM-ruten, da cyklingen foregår på den nordlige del af cykelruten i det ikoniske IRONMAN-race.

Det danske islæt på Hawaii Henriette Haugaard Jensen møder stensikkert sin største modstand i varmen og vinden, samt cykelturen op til Hawi. Løberuten er dog heller ikke af de nemmeste, da der undervejs er flere rullende bakker igennem én af områdets store golfbaner.

Henriette stiller til start i F30-34, har startnummer 1337 og startskuddet lyder i morgen klokken 6.30 lokal tid – altså 18.30 dansk tid.

Tine Holmgaard til start i IRONMAN 70.3 Raleigh

I den amerikanske by Raleigh finder vi også en dansker til start. Det er Tine Holmgaard, der på søndag stiller til start i IRONMAN 70.3 Raleigh i North Carolina.

Udover distancen er det ikke de store udfordringer der venter på søndag, selvom der da er lidt højdemeter på cyklen fordelt over flere mindre bakker. Holmgaard skal undervejs på cyklen forcere omkring 850 højdemeter, før hun skal ud på en 21,1 kilometer løbetur omkring blandt andet North Carolinas Capital Building.

Starten går på søndag klokken 7.00 lokal tid, der altså giver en dansk starttid på 13.00. Tine Holmgaard stiller til start i F40-44 med startnummer 1104.

Gustav Andersen til start i IRONMAN 70.3 Victoria

Eneste danske mandlige islæt på det amerikanske kontinent i weekenden, er Gustav Andersen der på søndag stiller til start i det canadiske IRONMAN 70.3 Victoria.

Den største udfordring – og oplevelse – i Victoria bliver uden tvivl den ikoniske løbetur rundt om Elk Lake, der byder på så godt som intet asfalt. Kun trails, der naturligvis er godt for eventuelt sarte løbeben, men som til gengæld også kan være lidt af en hård omgang for resten af kroppen.

IRONMAN 70.3 Victoria har været på kalenderen i intet mindre end 21 år, og det er ikke uden grund. Racet tiltrækker nemlig mange atleter fra nær og fjern, der vil prøve en lidt anderledes oplevelse (læs: løberuten) end i de andre 70.3-stævner i kalenderen.

Gustav Andersen stiller til start i M30-34 og har startnummer 858. Starten går klokken 06.14 lokal tid, der altså betyder at danskeren sendes afsted klokken 15.14 dansk tid.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply