Én ting er at rejse verden rundt for at deltage i store stævner. En anden ting er, at bo i et land, som regnes for én af verdens stærkeste triathlon nationer. Vi har haft en snak med Ulrik Larsen, som i søndags blev nummer tolv i Ironman 70.3 Western Sydney, og som til dagligt bor den kæmpestore triathlon-nation, Australien. Vi er nemlig ret nysgerrige på, hvordan livet som triatlet er, down under.
Klimaet byder på en oplagt mulighed for triathlon
Australien har gennem årene, fostret mange af de største triathlon stjerner. Skal vi nævne nogle af de allerstørste navne i nyere tid, må det helt sikkert blive atleter som Craig Alexander, Chris McCormack, Mirinda Carfrae, Emma Moffatt og Annabel Luxford. For bare at nævne et par stykker.
Men hvad er det, som gør, at Australien er så langt fremme med triathlon? Det har Ulrik Larsen, en australsk-bosat dansk age group triatlet, et par gode bud på.
– “Australien nyder generelt godt af et fantastisk klima til sporten året rundt. Sporten er desuden skræddersyet til den australske livsstil, der typisk betyder at man står meget tidligt op og laver noget aktivt inden arbejde,” forklarer Ulrik Larsen om, hvad én af de primære faktorer for triathlons størrelse i Australien, må være.
En helt anderledes klubkultur
Selv triathlon er så stort i Australien, så har de faktisk langtfra den samme fede klub-kultur, som vi kender det herhjemme i Danmark. Down Under er det nemlig ofte de professionelle coaching-virksomheder, som står for fællestræning i klubberne.
– “Træningsmæssigt er der ikke helt den samme foreningsorienterede klub-kultur, som i Danmark. Mange klubber vælger at uddelegere de ugentlige træningspas til professionelle coaching-virksomheder. Derudover er års-medlemskaber en sjældenhed, da de fleste klubber tager betaling per træning eller per fjorten dage eller månedligt. Og det er meget normal kutyme, at betale indgang til svømmehaller hver gang, selvom du deltager i en klubtræning.
Stor satsning på børnekonkurrencer fostrer talenter
Nok den allerstørste faktor for, at Australien fostrer så mange store triathlon navne, skal til gengæld højst sandsynligt findes i, at sporten er på højde med store sportsgrene som håndbold, fodbold og svømning. For tro det eller ej, det er faktisk sådan det.
– “Mange klubber her, prioriterer træning til de helt unge på junior niveau og der er stakkevis af konkurrencer, de kan tilmelde sig. Næsten alle stævner har børnekonkurrencer inden de voksne kommer på. Det virker som om de ser triathlon, som en sport, på lige fod med håndbold, fodbold og svømning. Altså som en naturlig første sport, et barn starter til.
Træning i farvand med hajer
Har du set Dødens Gab eller en anden haj-film, så ville din største frygt i vandet nok være, at møde en af de store krabater med det store gebis. Og særligt i Australien, som jo har et farvand rigt med hajer, er frygten noget, som triatleterne dernede må kæmpe med hver dag.
Men de tager sig dog nogle forholdsregler, for at minimere risikoen for at møde én af de store skabninger. Tilbage i starten, da Ulrik lige var flyttet til Australien, var frygten dog tilstede under hvert træninspas i åbent vand.
– “Risikoen for en ufrivilig pause i svømmetræningen, og ikke mindst hvem der skulle stoppe Garmin uret, sad meget i hovedet på mig i starten. Det resulterede i, at man var overdrevet forsigtig, og lå meget tæt på strandkanten i starten. Men jeg tænker ikke på det til stævner, eller i træning med større grupper,” fortæller Ulrik med et smil.
Men hvilke forholdsregler er det så, at de tager sig?
– “Min viden omkring havbiologi er på niveau med en fem-årig australier, men jeg har hørt, man helst ikke skal svømme ved solop- og nedgang. Så det undgår vi. Når det så er sagt, er der en masse andre spændende dyr og herlige skabninger, at tænke på, når man ligger i de australske farvande,” uddyber Ulrik.
Et plus, at kæresten er ligeså skudt i triathlon
Der er ingen tvivl om, at triathlon træningen er yderst spændende Down Under. Og da Ulriks kæreste, Mille Juul Jensen, er ligeså skudt i sporten som ham selv, er det kun et plus, når Ulrik, som er fysioterapeut, skal nå de ti til seksten timers træning om ugen.
– “Jeg træner mellem ti og seksten timer om ugen. Jeg er så heldig, at min kæreste Mille Juul Jensen, er lige så gakket med sporten. Det er et kæmpe plus i hverdagen. Der er få træningspas hvor vi decideret kan følges ad, men vi gør det til open water og længere løbeture,” fortæller Ulrik og fortsætter;
– “Da vi har rejst en del, har vi haft mulighed for, at træne med et par forskellige tri-klubber langs den australske østkyst. De sidste seks måneder, har vi boet og arbejdet i Sydney, hvor jeg har jeg trænet med den lokale klub Balmoral Triathlon Club. Det er vigtigt at få det sociale aspekt med og blive inspireret af andre.”
Ser frem til tre måneders fokuseret træning i Cold Coast
Én ting er de uendeligt lækre muligheder for åbentvandssvømning. En anden ting er, at få cykeltræningen passet ind i en storby som Sydney. Det er nemlig lidt af en udfordring, da vejene som regel kun er nogenlunde sikre, at cykle på, klokken fem om morgenen i weekenderne.
– “Sydney er en fantastisk by og svømmeforholdene er helt sublime. Der er uendeligt mange strande og flotte åbne svømmepools. Men den helt store udfordring er cykeltræning. Skal man have en chance, hedder det klokken fem om morgenen i weekenden, og så skal man helst være et par stykker. Men det er virkelig ikke optimal TT træning, og ofte tvinger Sydney dig til, at sidde i 35 grader, på en hometrainer, i stræben efter højere intensitets cykeltræning,” fortæller Ulrik og tilføjer samtidigt, at der snart bliver mulighed for en mere fokuseret cykeltræning på Australiens Gold Coast;
– “Vi slutter vores år i Australien med tre måneder i Gold Coast, som er noget nær perfekt til tri. Så vi ser nu frem til en tid med noget mere fokuseret træning, som man bestemt finder bedre, væk fra det pulserende byliv i Sydney.”
Få små hyggelige stævner, men mange store
Når nu at triathlon sporten er så stor i Australien, så skulle man tro, at landet vil være spækket med mindre hyggestævner, som vi kender det herhjemme i Danmark. Men på grund af australiernes modstand mod cykler på vejene, er der faktisk som regel kun store stævner på programmet, hvor de har mulighed for, at afspærre vejene for, at kunne afvikle en sikker cykelrute.
– “Der er langt imellem de små hyggelige stævner her. Det er en lidt større øvelse for arrangørerne, at afholde stævner, da cykler ikke er særligt velanset på vejene. Og da trafikken generelt er massiv i de større byer, kræver det som regel, at de lukker vejene helt af,” forklarer Ulrik.
Til gengæld, så er de stævner som findes på kalenderen, også yderst velarrangerede.
– “Det er dermed også virkeligt velarrangerede stævner. Men man betaler selvfølgelig en pæn pris for det, og så skal man være klar, til at køre 200 til 300 kilometer rundt. Selv i Sydney området.”
Drømmer om kvalifikation til 70.3 VM
At Ulrik tager sin træning seriøst, understreger han også samtidigt. Derfor skal det også nok blive godt, for både ham og kæresten Mille, at rykke de sidste par måneder til Gold Coast. For selvom træningen som udgangspunkt er for sjov, så har han alligevel ét bestemt stort mål med det hele.
– “Mit primære mål er, at kvalificere mig til VM på 70.3 og generelt se hvor meget, jeg kan udvikle mig på den distance. Det er overordnet set for sjov det hele, men jeg syntes ikke sport er sjovt, hvis jeg ikke bliver bedre og kan se en vis progression. Så vil jeg nok i sidste ende hellere lade være. Jeg elsker hele processen omkring at skemalægge min træning, og lege med alle de parametre der er, indenfor triathlon sporten,” forklarer han om sin motivation i triathlon.
Ulrik er tilfreds med sin tolvteplads i søndagens 70.3 Western Sydney
Når nu vi har hørt lidt om, hvordan det er at leve og træne som age group triatlet i Australien, så kunne det også være spændende, at høre lidt om Ulriks seneste stævne; søndagens Ironman 70.3 Western Sydney.
Her ender han på en flot tolvteplads i sin age group, M25-29. Og det er Ulrik rigtigt godt tilfreds med.
– “Jeg er rigtig godt tilfreds med stævnet. Det blev desværre lige akkurat varmt nok til, at våddragt ikke var tilladt. Svømningen foregik på det OL-stadion for sejlsport, der blev specielt bygget til OL I Sydney tilbage i 2000. Da det fortsat primært bliver benyttet som ro-stadion, ligger der faktisk en hel masse bouyer og agerer banetorve, så navigationen fejlede ikke noget. Og jeg fik næsten klokket 1900 meter rent ind,” fortæller Ulrik om sit stævne i Western Sydney og fortsætter;
– “Jeg havde netop fået en ny triathloncykel, bare tre uger før løbet. Jeg var derfor meget spændt på, hvordan det ville gå. Det gik rigtig fint, omend der helt sikkert vil være noget at hente, når jeg vænner mig mere til den. Ruten var også en del mere teknisk, end hvad det lige fremgik af beskrivelsen før race.”
Og at ruten var mere teknisk end forventet, var ikke den eneste udfordring, som Ulrik, og de andre deltagere, mødte undervejs. Det var nemlig også rigeligt varmt, med temperaturer på omkring tredive grader.
– “Vi ramte løberuten i tredive grader og bagende sol. Jeg var minutter fra, at eksplodere i starten, og fik hurtigt taget beslutningen om, at holde et mere konservativt tempo på 4.30 kilometer per minut hele vejen i mål. Arrangørerne var forberedt på, vi ikke ville overophede, og stod klar med isterningposer og adskillige brusere under løbeturen. Alt i alt et fedt race, som jeg klart kan anbefale,” slutter Ulrik Larsen.
