Én af triatlon sportens helt store helte – australske Craig ”Crowie” Alexander – vil være at finde ved dette års Garmin Challenge Herning.

Selvom den 43-årige verdensstjerne har været en aktiv del af sporten siden han kørte sit første race i 1994, er han på ingen måde færdig med at køre triatlonstævner. Manden der er gjort af et helt særligt stof, står stadig på startlisten til nogle af de helt store stævner verden over. Senest blev Craig Alexander to’er i tiden 3:48:57 på den halve distance og må siges stadig at give alle professionelle kamp til stregen.

Når han er at finde i Herning den 10. juni er det dog ikke som deltager i stævnet der i år også udgør det officielle ETU Europamesterskab. I stedet vil Crowie guide de mange tusinde tilskuere gennem racet med sin enorme viden om alt det der foregår i både hoved og ben på de mange professionelle og age group atleter.

”Jeg har hørt meget om det her event – der er meget snak om det – og jeg glæder mig rigtig meget til at komme og være en del af det”, fortæller Crowie fra sin træningslejr i Colombien.

”Jeg ser frem til at kommentere racet, hænge ud med de mange atleter og generelt bare være en del af det hele”.

Hos Garmin Challenge Herning er begejstringen for at kunne byde en stjerne som Crowie velkommen, svær at komme udenom.

”Vi arbejder hårdt på at racet skal være mindeværdigt for både atleter og tilskuere – uanset om de befinder sig ude på ruten eller følger med på vores live streaming. Ved at have en kapacitet som Crowie med som kommentator giver vi de mange tilskuere en oplevelse ud over det sædvanlige”, fortæller Race Director Claus Vesterby og fortsætter,

”En atlet som Crowie, der har været en stor del af sporten i så mange år, kan give tilskuerne et indblik i alt det der foregår under sådan et race – ikke kun det man kan se med det blotte øje, men især også det spil og den taktik der konstant er tilstede ved et internationalt stævne som dette.”

Den 5-dobbelte Ironman verdensmester er i triatlonsporten ikke kun kendt for sit store talent, men også sin smilende og imødekommende personlighed.

”I branchen er han kendt som triatlonsportens svar på Messi”, griner Claus Vesterby og fortsætter,

”at han så oven i det, er en virkelig fin fyr som altid går 100% ind i de projekter han er en del af, er bare en ekstra bonus. Og selvfølgelig også en af grundene til, at vi har kæmpet for at få ham her til Herning. Et så stort og prestigefyldt race som det officielle EM, skal selvfølgelig ikke kun have verdensstjerner ude på ruten, men også i kommentatorboksen”

Crowie vil få selskab af danske Frank Jakobsen der også sidste år kommenterede racet som dengang lå i Herning og Billund.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply