Flagermus skjuler hemmelighed der kun ses i ultraviolet lys

Under en tilsyneladende almindelig UV-lampe forvandler natten sig: flagermus lyser op i pink, grønt og orange og får biologer til at spidse ører.

Hvad der startede som et simpelt laboratorieeksperiment, er vokset til en af de mest overraskende historier fra nattens dyreliv. Under ultraviolet lys viser det sig nemlig, at flagermus lyser kraftigt op med mønstre, der varierer fra art til art og muligvis betyder mere end blot et flot billede.

Hvad betyder det, at flagermus “lyser”?

Fra sort boks til lysshow

Når man tænker på flagermus, ser man som regel en mørk silhuet mod en dæmrende himmel. Med en UV-lampe ændres det billede fuldstændigt. Deres pels, vinger og sommetider endda ører begynder synligt at lyse i nuancer af pink, grønt eller orange. Denne effekt kaldes fluorescens.

Ved fluorescens optager bestemte molekyler usynligt UV-lys og udsender derefter lys med en længere, synlig bølgelængde. Hos flagermus sker det primært gennem porfyriner, naturlige stoffer der også spiller en rolle i blod- og leverfunktion hos pattedyr.

Fluorescens hos flagermus bygger ikke på egen lysproduktion, men på refleksion af ultraviolet lys via porfyriner i pels og hud.

Det adskiller sig tydeligt fra bioluminescens, som man kender fra sankthansorme eller dybhavsøgler, hvor dyret selv producerer lys gennem kemiske reaktioner. Flagermus har brug for en ekstern lyskilde, såsom UV i tusmørket eller kunstige lamper.

Farvepalet i natten

Forskere har observeret, at lyset ikke er ens hos alle flagermus. Forskellige grupper viser egne farver og mønstre:

• Flyvende hunde udviser ofte en grøn glød over vingemembranerne.
• Arter med tæt pels kan fremvise stærkt pink eller rødlige toner.
• Springmuslignende arter viser sommetider orange-røde mønstre.
• Nogle insektædende flagermus lyser blåhvidt langs pelsen.

Også museumseksemplarer, der har ligget i samlinger i årtier, lyser stadig under UV. Det tyder på, at fluorescens ikke kun forekommer hos levende dyr, men er bundet til stabile kemiske forbindelser i deres væv.

Eftersom forskellige familier på flere kontinenter viser den samme egenskab, lader fluorescens til at være ikke en sjælden afvigelse, men en udbredt evne hos pattedyr med porfyriner.

Hvordan forskere studerer flagermus’ lysning

Fra spektrofotometer til natkamera

For at forstå mere end blot “det ser flot ud”, anvender teams en blanding af teknikker:

• Spektrofotometri til præcist at måle, hvilke bølgelængder der absorberes og udsendes igen.
• Højopløsningsfotografering og video i UV-rum samt i felten ved tusmørke.
• Biokemiske analyser af pels og hud for at identificere de involverede porfyriner.
• Sammenlignende studier med andre nataktive pattedyr, såsom gnavere og pungdyr.

Heraf fremgår det, at mængden af porfyriner ikke er konstant. Hos visse arter svinger fluorescensen gennem året. I parringstiden eller ved ændret kost kan lyset blive stærkere eller svagere.

Hos individer med helbredsproblemer synes fluorescensen sommetider at aftage, hvilket gør lysmønsteret til en mulig “sundhedsmåler”.

Sammenhængen med immunsystem og stofskifte undersøges aktivt. Forskere tester eksempelvis, om flagermus med infektioner, pesticidbelastning eller underernæring viser andre lysmønstre end sunde artsfæller.

Fluorescens vs. bioluminescens: en klar forskel

Forvekslingen med bioluminescens ligger lige for: i begge tilfælde ser man dyr lyse i mørket. Alligevel er det fundamentalt forskellige processer.

• Bioluminescens: dyret producerer selv lys via kemiske reaktioner uden ekstern lampe.
• Fluorescens: dyret reflekterer UV-lys og omdanner det til synligt lys, kun så længe UV er til stede.

Hos flagermus drejer det sig altså om en passiv optisk effekt, ikke en aktiv “tænd-sluk-knap” som ved sankthansorme. Det har konsekvenser for spørgsmålet om, hvad lyset bruges til i naturen.

Kan flagermus se deres eget lys?

UV i flagermus’ leveområde

Flagermus forlader deres koloni typisk omkring tusmørke, præcis i det øjeblik hvor der stadig er relativt meget UV i omgivelseslyset. Mennesker ser det ikke, men kortbølget stråling er stadig til stede, særligt på åbne pladser eller over vand.

Hos forskellige dyrearter, såsom fugle, fisk og visse gnavere, er det påvist, at de har UV-kegler i nethinden. Hos flagermus er billedet blandet: nogle arter har begrænset UV-følsomhed, andre synes mere at stole på lyd og lugt.

Hvis flagermus i det mindste ser en del af UV-spektret, ville de også kunne opfatte kontraster, der opstår gennem deres egen fluorescens.

Dermed opstår en spændende hypotese: måske er lyset ikke et rent biprodukt af kemi, men en visuel kanal der løber parallelt med ekkolokation.

Adfærd under UV-lys i laboratoriet

I kontrollerede eksperimenter observerer biologer, hvordan flagermus reagerer på UV-bestråling. Resultaterne er hidtil påfaldende nøgterne:

• De fleste arter viser ingen panik eller undvigeadfærd ved UV-lys.
• Sociale interaktioner, såsom pelspleje og snusen, fortsætter normalt.
• Ekkolokationsmønstre – kaldefrekvens og intensitet – forbliver stort set uændrede.
• Nogle dyr bruger lidt mere tid på rengøring af pels og vinger.

Det tyder på, at UV-lys på kort sigt ikke udgør en kraftig stressfaktor. Spørgsmålet om subtile langtidseffekter forbliver åbent, især ved høje UV-doser eller langvarig eksponering fra kunstlys.

Hvilke fordele kan fluorescens give?

Signaler mellem artsfæller

En nærliggende forklaring drejer sig om kommunikation. Hvis flagermus er UV-følsomme, kan fluorescens tilbyde et ekstra signallag ovenpå lyd og lugt. Mulige funktioner er:

• Artsgenkendelse i blandede kolonier, hvor flere arter hviler sammen.
• Partnervalg, hvor stærkere eller mere iøjnefaldende lys spiller en rolle.
• Genkendelse af faste gruppemedlemmer i sociale arter.
• Visuel understøttelse ved territoriale trueholdninger og kaldende adfærd.

Forskere finder hos visse arter artsspecifikke mønstre i vinger eller snude, hvilket understøtter dette scenario. Genetiske studier og adfærdseksperimenter skal vise, om dyrene faktisk reagerer på disse mønstre.

Camouflage i UV-rige nætter

At fluorescere lyder langtfra skjult, men i naturen er tingene sjældent sort-hvide. Under månelys, der også indeholder UV, kan fluorescens faktisk nedsætte kontrasten mellem flagermus og baggrund. Lyset kan da gå op i UV-reflekterende blade eller klipper.

Rovdyr, der ser lidt eller ingen UV, såsom mange nataktive rovpattedyr, ville da opfatte mindre kontrast. Rovfugle med stærk UV-vision jager som regel netop om dagen, hvorved risiciene forbliver begrænsede.

Nye muligheder for beskyttelse af flagermus

Overvåge sundhed uden fangstnet

Bevaringsbiologer har i årevis søgt metoder til at studere flagermus uden konstant at skulle fange dem. Fluorescens kan hjælpe her. Med UV-kameraer kan kolonier fotograferes på afstand, eksempelvis ved indgangen til en hule eller et loft.

Ændringer i lysmønster eller intensitet kan give tidlige signaler om sygdom, forurening eller fødemangel i en koloni.

Forskere undersøger blandt andet:

• Nedsat lysning ved mangel på bestemte næringsstoffer.
• Uregelmæssige mønstre hos dyr, der er syge eller ser smittede ud.
• Effekter af pesticider på porfyrinproduktion.
• Stresssignaler hos kolonier i forstyrrede levesteder, eksempelvis langs befærdede motorveje.

En sådan ikke-invasiv tilgang skåner dyrene og leverer alligevel brugbare data om populationstendenser og sundhedstilstand.

UV i lysforurening: en blind vinkel

Mange gadelygter, reklamepaneler og stadionlys indeholder en komponent i det kortbølgede spektrum. Selv når lyset for os virker “varmt hvidt”, kan der stadig være UV i det. Det har muligvis effekt på flagermus, der netop jager eller migrerer i disse lyszoner.

Efterhånden som fluorescens viser sig funktionel, dukker en ny bekymring op: menneskeskabt kunstlys kan forstyrre naturlige signaler. Ved design af belysningspolitik i naturområder kigger forskere derfor stadig oftere på:

• Den spektrale sammensætning af armaturer (hvor meget UV slipper ud?).
• Tidsvinduer, hvor lys kan dæmpes eller slukkes.
• Målrettet afskærmning for at forhindre lys i at skinne ind i kolonier eller flyveruter.
• Mørke korridorer, hvor flagermus trygt kan flyve og fouragere.

Byer og landsbyer, der allerede tilpasser deres belysning til flagermus, koncentrerer sig nu ofte om blåt lys og insekter. UV-aspektet kommer nu som en ekstra faktor.

Hvad betyder dette for vores syn på nataktive dyr?

Et nyt sensorisk landskab

Erkendelsen af, at flagermus under UV bærer et farverigt mønster, gentegner det mentale billede af natten. Hvor mennesker primært ser mørke, udspiller der sig for mange dyr et finmasket spil af lyd, lugte og subtile lyssignaler.

For biologistuderende og naturelskere tilbyder dette emne en chance for at reflektere over “sensorisk økologi”: hvordan adskiller opfattelsesverdenen sig fra art til art, og hvilke fejl begår vi ved kun at se gennem menneskelige øjne?

Praktiske anvendelser og opfølgende skridt

For dem, der arbejder med flagermus – fra frivillige i flagermusgrupper til professionelle økologer – kan fluorescens bruges som ekstra værktøj. Målrettet UV-fotografi under overvågningsprojekter kan afsløre mønstre uden at håndtere dyr i længere tid.

Også for den brede offentlighed åbner dette tema en tilgængelig indgang til seriøs videnskab: en simpel UV-lommelygte kan på museer eller uddannelsescentre vise, hvordan “almindelige” dyr pludselig lyser op. Hertil hører dog en advarsel: aldrig langvarigt og tæt på belyse dyr med kraftige UV-kilder for at undgå øjen- og hudskader.

I de kommende år vil laboratorier sandsynligvis scanne flere natdyr for fluorescens: fra mus i landbrugsområder til rovdyr i savannen. Chancen er stor for, at flagermus kun udgør begyndelsen på et meget bredere, skjult lyslag i pattedyrverdenen.