Billig dåsetun virker perfekt til salat, pasta eller en hurtig frokost.
Men bag den praktiske dåse gemmer sig en mindre appetitlig historie.
Flere og flere sundhedsorganisationer slår alarm om metaller i fisk. Nu sætter en ny undersøgelse, delt af det franske magasin 60 Millions de consommateurs, ét tunmærke fra supermarkedet under skarpt lup.
En undersøgelse der knuser det idylliske billede af tundåser
Dåsetun gælder i mange danske og nordiske husstande som en fast bestanddel. Højt proteinindhold, billigt, langtidsholdbart, tilgængeligt overalt. Ideelt til studerende, unge familier og alle, der hurtigt vil have noget nærende på bordet.
Netop derfor vækker en nylig europæisk undersøgelse så stor uro. To ngo’er, Foodwatch og Bloom, har sammen købt 148 tundåser i supermarkeder i fem europæiske lande. Prøverne blev derefter sendt til laboratoriet for grundig analyse af kviksølvindholdet.
Alle 148 undersøgte dåser indeholdt kviksølv, og hos en del lå værdien over den officielle europæiske norm.
Ifølge 60 Millions de consommateurs, som offentliggjorde resultaterne, indeholdt 10 procent af dåserne mere kviksølv end den tilladte EU-grænse: 1 milligram per kilo (1 mg/kg). Ved visse produkter fra ét kendt mærke steg kviksølvindholdet endog til næsten 4 mg/kg, altså cirka fire gange normen.
Hvorfor netop tun ophober så meget kviksølv
Kviksølv ender primært i havet via industri og forbrænding af fossile brændstoffer. I vandet omdanner bakterier det kviksølv til methylkviksølv, en form der let ophobes i levende organismer.
Plankton optager små mængder methylkviksølv. Små fisk spiser planktonet. Større fisk æder igen mindre fisk. Hvert trin i fødekæden øger koncentrationen i dyret. Denne proces kaldes bioakkumulering.
Tun står højt i fødekæden og spiser andre fisk. Derfor stiger kviksølvindholdet i kødet langt hurtigere end hos små arter.
For forbrugere betyder det: jo større og ældre fisken er, desto mere kviksølv indtager du typisk per portion. Tun, sværdfisk og haj hører til risikogruppen. Sardin og makrel ligger langt under.
Har de nuværende regler undervurderet situationen?
EU-lovgivningen fastsætter en maksimal kviksølvværdi på 1 mg/kg for tun. Det er cirka tre gange så højt som grænsen for mange andre havprodukter. Den ruimme margin generer forskellige sundhedseksperter og ngo’er.
I et regnestykke fremhævet i Frankrig står der, at en person på 70 kilo ugentligt kunne spise 91 gram tun, hvis fisken præcis lå på 1 mg/kg, uden at overskride det acceptable indtag. Det svarer til omkring 4,7 kilo tun om året.
Foodwatch og Bloom hævder, at grænsen tjener den kommercielle virkelighed fremfor folkesundheden. Ved at sætte tærsklen højt kan producenter også fortsætte med at sælge partier med relativt meget kviksølv.
Ifølge ngo’erne medfører en alt for lempelig norm, at forurenet tun alligevel forbliver i butikshylderne, mens forbrugerne har ringe indsigt i den faktiske risiko.
Oveni kommer, at sårbare grupper – såsom gravide kvinder, små børn og personer der spiser meget fisk – er mere følsomme over for de skadelige virkninger af methylkviksølv. For dem kan selv et indtag under den lovlige grænse rejse spørgsmål.
Sundhedsrisici ved kviksølv i fisk
Methylkviksølv angriber primært nervesystemet. Effekterne varierer, men læger nævner ofte:
- indvirkning på udviklingen af hjernen hos ufødte børn og småbørn
- nedsat koncentrationsevne og hukommelsesproblemer ved langvarig eksponering
- prikken i hænder og fødder ved meget højt indtag
- forstyrrelser af finmotorik og koordination i ekstreme tilfælde
Det betyder ikke, at én madpakke med tunsalat øjeblikkeligt giver alvorlige symptomer. Det handler om en snigende effekt hos mennesker, der ofte spiser den samme forurenede fisk. Netop derfor efterlyser organisationer strengere normer og klare retningslinjer for forbrugeren.
Mærket der får den røde lanterne
I undersøgelsen dukkede flere kendte supermarkedsmærker op. Ikke alle lige negativt, men ét navn skilte sig tydeligt ud gennem de højeste målte værdier. Hos det mærke lå kviksølvindholdet i visse dåser op til 3,9 mg/kg.
Dermed hører denne producent ifølge 60 Millions de consommateurs til det dårligste valg for dem, der ønsker mindst muligt kviksølv. Det pågældende mærke ligger fortsat prominent i hylderne i mange butikker, ofte med kampagner og store reklamekampagner omkring bæredygtighed og kvalitet.
Et mærke der gerne præsenterer sig pænt og ansvarligt, viser sig i laboratoriet netop at levere dåserne med de højeste kviksølvværdier.
Kløften mellem markedsføring og målbart indhold gør mange forbrugere mistroiske. Den der i supermarkedet vælger den kendte blå dåse, tror sig tryg, men får muligvis netop den tungeste belastning.
Hvordan klarede andre mærker sig?
Forskerne så ikke kun på det dårligste mærke, men sammenlignede forskellige labels og private labels. Nogle kædemærker og premiumlinjer viste lavere værdier, selvom hver dåse indeholdt kviksølv.
| Mærketype | Målt situation | Hvad betyder det for dig? |
|---|---|---|
| Mærke med højeste værdier | Flere prøver markant over 1 mg/kg | Bedre at begrænse eller undgå valget, især ved regelmæssigt forbrug |
| Standard kædemærker | Ofte under normen, men sommetider tæt på grænsen | Kan spises lejlighedsvist, men ikke for ofte og hold portionerne små |
| Premium- og økologisk orienterede mærker | Primært værdier under normen, men aldrig helt fri for kviksølv | Lidt gunstigere profil, men afveksl stadig med andre fiskearter |
Forskellen i kviksølvindhold viste sig især at hænge sammen med tunart, oprindelsesområde og fiskemetode, ikke kun logoet på etiketten. Alligevel hjælper studiet med at identificere mærker, der gentagne gange scorer højere.
Hvad kan du selv gøre for at begrænse din risiko?
At undgå kviksølv fuldstændigt lykkes ikke, men du kan kraftigt reducere eksponeringen med nogle vaner i køkkenet. Kernen: variation og mådehold.
Begræns tun, varier med mindre fisk
Ernæringseksperter anbefaler ikke at spise dåsetun flere gange ugentligt, især ikke til børn eller gravide kvinder. En praktisk tommelfingerregel: betragt tun som en “lejlighedsvis fisk”, ikke som daglig basis.
Den der gerne spiser fisk, kan vinde meget ved oftere at vælge arter lavere i fødekæden, såsom:
- sardin (frisk, på dåse i olie eller i tomatsauce)
- makrel (røget, på dåse eller frisk)
- sild
- ansjos
Disse fisk leverer omega 3, proteiner og mineraler, men indeholder typisk markant mindre kviksølv end store rovfisk.
En salat med sardin eller makrel giver næsten samme næringsværdi som tun, med lavere kviksølvrisiko og ofte en lavere pris.
Vær opmærksom med sårbare grupper
For gravide kvinder anbefaler mange sundhedsmyndigheder at begrænse tun, sværdfisk og haj kraftigt eller endda midlertidigt udelukke dem. Fosterets hjerne er ekstra følsom over for methylkviksølv.
Også for små børn lønner det sig at vælge andre fiskearter. Et barn der hver uge spiser tunpizza eller tunwraps, kan på årsbasis allerede optage en del kviksølv, mens de samme retter med laks, makrel eller sardin udgør et mindre belastende alternativ.
Hvorfor en strengere norm kan give mere beskyttelse
Den nuværende EU-grænse på 1 mg/kg afspejler et kompromis mellem sundhed og økonomiske interesser. Fiskerilande og industrier frygter, at alt for lave normer gør store dele af fangsten usælgelig.
Alligevel viser risikoberegninger, at en lavere grænse ville reducere eksponeringen for millioner af forbrugere, uden at fisk helt ville forsvinde fra hylderne. En forskydning mod mindre arter og strengere udvælgelse af tunpartier ville allerede gøre en stor forskel.
Et interessant scenarie som nogle eksperter skitserer: forestil dig at EU sænker grænsen for tun til niveauet for andre havprodukter, omkring en tredjedel af den nuværende grænse. Producenter ville da blive tvunget til at sortere partier med høje værdier fra eller kun forarbejde ung, mindre tun.
Lavere normer tvinger kæden til mere udvælgelse og gennemsigtighed, hvorved den gennemsnitlige forbruger automatisk spiser fisk med mindre kviksølv.
For forbrugere forbliver én strategi uændret kraftfuld: kritiske valg i butikshylden. Ikke kun kigge på pris og markedsføring, men også på fiskeart og forbrugshyppighed.
Mod en anden måde at spise fisk på
Diskussionen omkring kviksølv i tun berører et bredere spørgsmål: hvor ofte har vi egentlig brug for fisk? For de fleste mennesker er én til to gange ugentligt fed fisk tilstrækkeligt til at få nok omega 3. Den der derudover bruger nødder, hørfrø, valnødder og vegetabilske olier, udvider sin fedtsyrepakke yderligere.
Tundåser kan sagtens komme på bordet en gang imellem, især hvis du værdsætter deres bekvemmelighed. Men en sund, fremtidssikret strategi drejer sig mere om afveksling: en gang en sandwich med makrel, en salat med sardiner, et ovnfad med hvid fisk, og ind imellem den klassiske tunpasta.
