Billige sodavand og spotgodt gearalkohol fylder butikshylderne, mens hospitalerne bliver mere og mere overfyldte.
Det ligner ikke længere en tilfældighed.
Læger verden over har i årevis advaret om konsekvenserne af søde sodavand og alkohol, men ved kasserne forbliver priserne påfaldende lave. Nye tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) viser nu en direkte sammenhæng mellem denne overkommelige pris, stigende sygdomme og sundhedsbudgetter under konstant pres.
Hvorfor WHO vender sig mod billige sodavand og alkohol
Sukkerholdige drikkevarer og alkohol virker som uskyldige dagligvarer, men de dukker oftere og oftere op i lægejournalerNe. Læger forbinder det stigende forbrug med fedme, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer. Alkohol medfører desuden øget risiko for ulykker, vold og afhængighed.
Disse produkter forbliver billige, mens sundhedsregningen stiger og i sidste ende ender hos alle borgere via skatterne.
Ifølge WHO opstår der en giftig kombination: virksomheder holder priserne nede, forbrugerne køber mere, og de nationale sundhedssystemer må håndtere skaderne. Organisationen fastslår, at de nuværende sundhedsafgifter ligger alt for lavt og ofte er dårligt designet. Derfor styrer de næppe adfærden og fylder statskassen mindre, end de kunne.
WHO-direktør Tedros Adhanom Ghebreyesus peger på skatteforanstaltninger som et kraftfuldt redskab til at dæmpe forbruget. Højere afgifter på tobak, alkohol og sukkerholdige drikkevarer reducerer ifølge ham forbruget og skaber samtidig indtægter til grundlæggende sundhedsydelser, forebyggelsesprogrammer og nødlidende hospitaler.
Hvordan de nuværende afgifter slår fejl
WHO beskriver i sine rapporter en verden, hvor næsten alle lande opkræver punktafgifter, men hvor detaljerne ofte falder ud til industriens fordel. Afgifterne er lave, gælder ikke for alle produkter og stiger sjældent med inflation eller indkomstvækst.
Alkohol forbliver relativt billig i mange lande
Mindst 167 lande opkræver punktafgifter på alkohol. Alligevel viser organisationen, at øl er blevet mere overkommeligt i 56 lande mellem 2022 og 2024, og kun mindre tilgængeligt i 37 lande. Med andre ord: i store dele af verden mærker øldrikkeren næppe afgiften i pengepungen.
Medianpunktafgiften udgør ifølge WHO kun omkring:
- 14% af salgsprisen for øl
- 22,5% af salgsprisen for stærk spiritus
Bemærk: i mindst 25 lande forbliver vin fuldstændig fritaget. Det begunstigger ikke blot en specifik drikkekategori, men undergraver også sundhedsargumentet bag afgiften. WHO argumenterer for punktafgifter på alle alkoholholdige drikkevarer uden undtagelser for vinproducerende lande eller lokale specialiteter.
Så længe bestemte drikkevarer falder uden for afgiftssystemet, flytter forbruget simpelthen til den billigste mulighed i stedet for reelt at falde.
Sukkerholdige drikkevarer: mange lande beskatter, men for mildt
For sodavand og andre sukkerholdige drikkevarer ser billedet tilsvarende ud. Mindst 116 lande opkræver afgift på dem, typisk rettet mod klassiske kulsyreholdige sodavand. Alligevel forbliver effekten ofte marginal.
WHO anslår, at medianafgiften på en standardsodavand ligger knapt omkring 2% af salgsprisen. Sådan en sats ændrer næsten intet ved forbrugernes valg. Mange mennesker bemærker ikke engang forskellen, især når kampagner i supermarkeder udvisker effekten.
Desuden forbliver talrige sukkerbomber afgiftsfrie, såsom:
- 100% frugtsafter med høje naturlige sukkerstoffer
- sødet mælkedrikke og yoghurtdrikke
- færdige iskaffer og sødet tedrikke
I mange lande stiger disse afgifter ikke automatisk med inflation eller lønudvikling. Derfor bliver drikkevarerne år efter år relativt billigere, selv hvis den nominelle afgift forbliver uændret.
WHO-planen “3 mod 35”: hvad skal ændres inden 2035?
Organisationen samler sine forslag i den globale strategi “3 mod 35”. Målet: inden 2035 skal tobak, alkohol og sukkerholdige drikkevarer i praksis blive dyrere og mindre tilgængelige. Ikke kun gennem kampagner, men primært via kraftige prisincitamenter.
Tre store linjer i afgiftsstrategien
WHO skitserer en pakke af foranstaltninger, som lande skal kombinere. Én isoleret stigning er sjældent nok.
| Foranstaltning | Formål |
|---|---|
| Højere satser | Modvirke forbrug og generere ekstra indtægter |
| Bredere afgiftsgrundlag | Inkludere andre sukker- og alkoholprodukter |
| Indeksering til inflation og indkomster | Forhindre produkter i igen at blive relativt billigere |
WHO ønsker, at usunde produkter bliver strukturelt dyrere, ikke kun midlertidigt gennem én politisk beslutning.
Sundhedsorganisationen kobler dertil en tydelig besked: så længe regeringer tolererer billig alkohol og sodavand, bliver samfundene ved med at betale via flere hospitalsindlæggelser, arbejdsfravær og lavere produktivitet.
Hvad højere afgifter konkret kan levere
Højere afgifter lyder ofte abstrakte, men oversættes ret hurtigt til mærkbare effekter. Forskere, der analyserede tidligere sukkerafgifter og alkoholpunktafgifter, så i forskellige lande et fald i salget, især blandt storforbugere og unge med et begrænset budget.
En simpel tænkelig situation illustrerer det. Antag, at et land hæver afgiften på en liter sodavand fra 2% til 20% af salgsprisen. Prisen på en flaske til 1,50 euro stiger så eksempelvis til cirka 1,80 euro. For en lejlighedsvis køber virker det småt, men for familier, der køber sodavand dagligt, løber det hurtigt op. Mange husstande skifter da delvist over til vand eller mindre sødet alternativer.
For alkohol virker incitamentet ofte endnu stærkere. Unge og stordrikere reagerer mere følsomt på prisændringer. En kraftig punktafgiftsforhøjelse kan gøre døgnkiosker og supermarkeder mindre attraktive for billige “indløbsdrinks” før en aften i byen.
Sundhedsgevinst og ekstra budget til sundhedsvæsenet
WHO understreger, at disse afgifter virker dobbelt. De begrænser efterspørgslen efter usunde produkter og fylder samtidig statskassen. Regeringer kan allokere disse midler til:
- forebyggelseskampagner omkring alkohol og sukker
- behandling af diabetes, hjertesygdomme og leversygdomme
- sports- og bevægelsesprogrammer i skoler og kommuner
- tilskud til sunde skolemåltidspolitikker
Gennem denne kobling opstår en mere synlig logik: den, der drikker meget eller køber mange sødet drikkevarer, betaler med til de sundhedsudgifter, der følger deraf. Det argument spiller ofte en stor rolle i den offentlige debat, især i tider med stramme budgetter.
Modstand fra industrien og bekymringer blandt forbrugerne
Højere afgifter påvirker direkte sodavands- og alkoholproducenternes omsætning. I mange lande lobbyer brancheorganisationer kraftigt mod sukkerafgifter og punktafgiftsforhøjelser. De advarer om jobtab, pres på caféer og supermarkeder samt mulig smugling, hvis priserne stiger for kraftigt i forhold til nabolandene.
Hos forbrugerne lever snarere frygten for, at især lavere indkomster betaler regningen. En fast afgift pr. liter vejer nemlig tungere for mennesker med et mindre budget. Sundhedseksperter argumenterer derfor ofte for en kombination af foranstaltninger: højere afgifter, men samtidig målrettet støtte til sund mad, gratis drikkevand i skoler og klar mærkning.
Spørgsmålet handler ikke kun om pris, men også om alternativer: hvad står der i køleskabet, når sodavand eller øl bliver dyrere?
Hvad dette kan betyde for Danmark
I Danmark har der i årevis været diskussion om sukkerafgifter. Nogle politikere ser sådan en afgift som et logisk skridt efter rygeforbuddet og højere tobaksafgifter. Andre frygter grænsehandel, hvor forbrugere hamstrer drikkevarer i nabolandet med de laveste satser.
WHO-rapporterne sætter ekstra pres på regeringer, der tvivler. Den, der følger organisationens linje, vil ikke kun se på sodavand, men også på sødet kaffe, energidrikke og alkohol i supermarkeder. Strengere politikker kan på længere sigt føre til mindre markedsføring af usunde produkter, mere opmærksomhed på sukkerfrie varianter og tydeligere prisforskelle mellem alkoholfrie og alkoholholdige øl eller vin.
Ekstra kontekst: hvad betyder “sukkerholdige drikkevarer” helt præcist?
I debatten falder ofte udtrykket “sukkerholdige drikkevarer”, men bagved gemmer sig en bred gruppe produkter. Ikke kun cola og appelsinsodavand hører til. Også “naturlige” juicer og hippe iskaffer kan indeholde lige så meget eller mere sukker end en klassisk sodavandsdåse.
For forbrugere hjælper det at anvende en simpel regel: se på etiketten efter sukker pr. 100 milliliter. Alt over 8 til 9 gram sukker pr. 100 milliliter hører i kategorien højt sukkerindhold. En litersflaske sodavand med 10 gram pr. 100 milliliter indeholder altså 100 gram sukker. Det svarer til cirka 25 teskefulde pr. flaske.
Hvis lande kobler højere afgifter til den slags tærskler, som nogle stater allerede gør, får producenterne et incitament til at justere opskrifter. Mindre sukker betyder da direkte mindre afgift. Derved skifter markedet gradvist mod mindre søde varianter, endnu før forbrugeren ændrer sin adfærd drastisk.
